når livet kalder fra fremtiden

Solen skinner over Samsø, og jeg sidder inde opslugt af at skrive dagens anden tekst:

Når livet kalder fra fremtiden

I mine pure ungdom havde jeg storbyens venten i mig.

Noget i mig vidste, at et liv i storbyen ventede på mig.

Lige nu går han rundt derovre i storbyen, ham der skal være manden i mit liv, tænkte jeg, mens jeg befandt mig i en hel anden verden og del af landet.

Der i storbyens myldrende menneskemængde, butikker, gader og trafik ventede et liv på mig.

Noget i mig vidste, det var der, i storbyen, noget vigtigt af mit liv ventede på mig.

Først rejste jeg langt sydpå til en endnu større storby, hvor jeg var omgivet af et sprog, jeg ikke forstod. Langsomt lærte jeg at klare mig i byen i mødet med unge fra hele verden i sprog, som vi delte, og i mødet med unge med det sprog, jeg ikke forstod.

Jeg rejste hjem igen efter et år med en forestilling om, at jeg ville tjene penge til at rejse tilbage, for at lære det sprog som jeg nu forstod lidt af, og hvis melodi svøbte sig om mig med melodisk skønhed.

Mens jeg var i gang med at tjene penge, blev jeg kaldt til telefonen, hvor en stemme fortalte mig, at jeg var ønsket i storbyen. At muligheden for at arbejde der blev mig tilbudt. Og jeg slap alt, hvad jeg havde i hænderne og alle planer om at lære sprog og rejste til storbyen.

Her i storbyen gik han rundt, ham der skulle blive manden i mit liv, blot havde jeg ikke mødt ham endnu.

Jeg levede mit stille liv og gik rundt i gaderne og butikkerne og følte mig rig og fri og alene.

En vision af et barn dukkede op i min bevidsthed. En pige med mørkt hår og brune øjne. Hun havde endda et navn, selvom manden, der skulle blive manden i mit liv og pigens far, endnu ikke var dukket op i min verden. Men i mit sind og i mit hjerte var begge allerede tilstede.

Efter to års ensomhed i storbyen dukkede den unge mand med de smukke brune øjne op. Først i omtale. En ven omtalte ham og en sommerfugl flaksede med vingerne i mit hjerte af genkendelse. Og senere dukkede han op i fysisk form i min verden, der forandrede sig fuldstændigt med dette møde.

Et par år gik med hvirvlende hjertebanken og et frø blev sået imellem os. Den lille spæde pige med mørkt hår og brune øjne kom til verden og fik sit navn. Og dermed ændrede storbyen sig til et sted, hvor vores barn ikke skulle vokse op, og som vi forlod for at søge mod mere åbne vidder.

Vejen for vores lille familie gik gennem flere byer, inden vi landede ude mellem marker og under høj himmel. Her sang fuglene, rovfugle kom svævende på opstigende luftstrømme, og der kom dyr at værne om ind i vores liv.

Pigen med det mørke hår og brune øjne voksede op med en indadvendthed, systematik og selvstændighed, som hendes forældre ikke kendte fra sig selv. Og hun fløj fra reden på stærkere vinger, end hun selv var bevidst om.

En længsel havde længe banket på i mig. I perioder skubbede jeg den ud af bevidstheden, men den dukkede op igen og igen.

Og en dag var tiden kommet til forandring.

En drøm kom til mig. I drømmen holdt noget mig ned over et uendeligt hav. Du kan godt, lød en stemme bag mig, og dette noget slap mig og lod mig falde ned i havet. Jeg, der ikke troede, at jeg kunne svømme, svømmede og svømmede og svømmede i en verden af hav, hvor tiden stod stille. Jeg svømmede og svømmede og svømmede, indtil en ø af sort marmor med gyldent mønster dukkede op af havet foran mig. Jeg kravlede op på land. Dette var min ø. Det vidste jeg dybt i mig med uafviselig vished.

Ja, det var tid til forandring.

Dybt i mig sagde jeg JA til glæden uden at vide, hvilke konsekvenser dette ja ville få. Konsekvensen skulle vise sig at være en årelang, gennemgribende forandring. Og manden i mit liv skulle ikke længere være en del af mit liv, for vi kunne ikke længere følges ad.

Processen førte mig til en ø, der er grøn og smuk og stille. Og til huset ved havet, som jeg i årtier havde drømt om at bo og skrive og male i.

Jeg sidder lige nu og skriver på min ø, hvor livet længe ventede og kaldte på mig. Det liv som jeg er midt i.

Jeg er for længst landet i glæden. Og stilheden.

Og her fra stilheden med naturen og havet, der omgiver mig, tænker jeg tilbage til den gang, storbyen kaldte på mig og var stedet, hvor jeg skulle finde en del af mit liv. Og jeg fandt det.

Nu er det i stilheden, mit liv findes, og jeg tager kun på korte, sjældne besøg i storbyen, hvor jeg mærker det den var en gang, inden jeg igen vender tilbage til stilheden, vidderne og den høje himmel.

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s