violerne vandrer


Violerne vandrer

En duftende buket blå violer stod på mit skrivebord i et lille glas, da jeg kom ind på mit værelse en gang først i 1980’erne. Min hjerteveninde havde plukket dem og stillet den der som en kærlighedshilsen. Før det tidspunkt havde violer for mig været noget, man kunne købe af en mand på Strøget i København.

På dette tidspunkt boede jeg og min lille familie i et stort kollektiv, hvor jeg havde mødt min veninde, og hvor hjerteforbindelsen mellem os blev etableret. Før den tid havde jeg boet det meste af mit liv i lejlighed og havde ikke noget kendskab eller forhold til violer. De fandtes ikke i min verden.

Den dag vandrede violerne ind i mit liv som et kærlighedstegn, og de er blevet hos mig lige siden.

Nogle år efter flyttede min lille familie fra kollektivet og 2 kilometer længere op ad vejen til en nedlagt gård og til paradisets have, som jeg kaldte den store have, der blev vores i næsten 20 år. Denne have blev hvert forår fyldt med blomster deriblandt mange violer. Blå violer der dukkede frem hvert forår og mindede mig om kærligheden.

Nærmest et helt liv og mange omvæltninger efter landede jeg i huset ved havet på Samsø, og her i min nye lille have viste det første forår, at der voksede hvide violer nederst i haven langs hækken til naboen. Det var første gang i mit liv, jeg mødte hvide violer.

Jeg etablerede et violbed tæt på huset langs syrenerne. Bedet blev fyldt med violer i alle farver importeret fra min gamle paradishave og fra min tidligere nabos have der. Nu havde haven fået blå, lyslilla og rosa violer udover de hvide.

Jeg ryddede jorden og plantede dem med nænsomhed og kærlig forventning, og jeg glædede mig over at se, hvordan de slog rod og bredte sig. Hvert eneste år dukkede de frem og meldte forårets ankomst.

Da de blev plantet, blev de plantet samlet i farvegrupper, men som tiden gik, begyndte de at blande sig imellem hinanden. På et tidspunkt kom en invasion af gul vorterod, der fyldte mere og mere mellem violerne.

Et forår var jeg en del fraværende fra min have, og min hjælpsomme nabo slog græsset for mig. Og i sin grundighed var han ikke opmærksom på, at han slog alle bladene af violerne, der havde smidt sine blomster og nu stod med store blade for at suge næring ned i rødderne til næste års blomstring.

Violerne begyndte at vandre væk fra bedet. Et nyetableret blomsterbed i nærheden var et fint sted at slå rod og vokse, så der flyttede en del af dem hen. For at komme dertil skulle et stykke græsplæne passeres, og en del violer bredte sig i græsset. Hvert år har jeg opdaget violer nye steder i haven.

Nu er det igen blevet forår. Vorterod har overtaget violbedet foran syrenerne.

I dag har solen fået magt til at brænde havgusen væk og sende varme ind over haven og trække mig derud. Solens stråler peger på de visne grene fra sidste års høstanemoner, så jeg får øje på, at det er tid at flytte dem til komposten. Med fyldte arme går jeg ned til komposthjørnet nederst i haven. På vejen ser jeg ud af øjenkrogen noget hvidt i det høje græs. Efter at have lagt de visne stauder på komposten går jeg tilbage og kigger efter. Det er hvide violer i græsset.

Violer vandrer, lyder det i mit indre.

Jeg vender mig om og ser ned mod det område, hvor de hvide violer plejer at vokse langs hækken. Ikke en eneste hvid viol er at se der. Men her for mine fødder i græsset er en lille klump.

Jeg går ind i huset og henter kameraet og tager en tur rundt i haven for at fotografere forårsblomster og kigge efter violer, og jeg møder dem mange steder, hvor jeg ikke har set dem før. De er vandret fra deres tidligere steder og har spredt sig ud over haven og helt ud uden for haven langs hækken.

Violer er et kærlighedstegn i min verden.

Det tegn på kærlighed fra min hjerteveninde den dag for længe siden har fulgt mig som kærlighedstegn lige siden.

Hvert forår har violerne mindet mig om det og rørt ved mit hjerte med deres blomster og duft.

Violerne vandrer.

De bliver ikke stående fastlåst og begrænset til et sted.

Som kærlighed er violer ubegrænsede, de udvider sig og spreder sig i alle retninger.

De violer, jeg har plantet et sted i min have, vandrer ud i den og ud over den og spreder sig, som kærlighed der flyder over alle barrierer og grænser.

Fra hjerte til hjerte. Fra sind til sind.

Kærligheden flyder og udvider sig evigt, uendeligt og grænseløst.

Violer vandrer som kærlighedstegn ud over min verden.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s