det er april

April er som menneskelivet. Det skifter hele tiden. Mellem sol og regn, mellem blæst og vindstille, mellem kulde og varme. Foranderligheden er det karakteristiske ved både april og menneskelivet.

Solen smelter morgenens frost på græsset og varmer skriverummet og solkrogen op.

En gul citronsommerfugl er vågnet af sin vintersøvn og flakser søgende rundt efter næring, inden den sætter sig på en nyudsprungen, blålilla hyacint og slår farvecirklens komplementære farver an i min have.

Middagssolen flimrer i luften, da jeg træder ind ad stien til skoven.

Jeg mærker køligheden fra havet i luften sammen med solens varme og nyder skovens læ og fraværet af skygge. Kun nåleskoven giver skygge. Året rundt.

Skovmyrerne er vågnet af deres vinterdvale. De lever i deres egen verden og går ad deres egne stier tværs over skovstien. Myretuen er én myldrende, levende, brun bevægelse.

En rovfugl bliver forstyrret i at samle materiale på jorden til sin rede et sted mellem graner og på stien ud for viser et dække af bløde fjer, at et måltid er blevet indtaget her.

Skoven er varm og stille, inden den åbner sig ud mod stranden, hvor havet sender en kølig let brise ind i varmen.

Solen kaster blændende glitter på havoverfladen, og stranden er fyldt med sten.

Jeg sætter mig ned midt i rummet af varme,  brise, glitter, bølgeskvulp og fuglesang.

Og synker ind i stilheden.

Jeg rejser mig igen med en fornemmelse af sammenhæng og samhørighed og går hen over den stenede strand, inden jeg drejer indad mod skoven ad en anden vej.

De store, gamle popler hælder tungt ind over skovvejen og rækker deres tynde, hvidgrå grene op mod den skyfri, koboltblå himmel.

Skovens træer har fået et grønligt skær på de saftspændte kviste og snart bristefærdige knopper.

Her i kanten af skoven genser jeg ravnenes nye rede, hvor et sort hoved stikker op over kanten og bevæger sig fra side til side. Det er blevet tid til at ligge på æg.

Der er varmt i skoven. Jeg tager jakken af og binder den fast om livet.

Her er helt stille, som om alting holder vejret for en stund.

Selv ravnen er tavs, da jeg passerer dens område.

Jeg havde ikke kamera med på turen i dag, så disse billeder af ravnen på reden er fra sidste år i april.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Samsø, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s