en hveps i april


Solen og blæsten har spredt den tidlige morgens grå skydække, så forårslyset igen er klart og skarpt.

Blæsten trækker kølighed ind fra havet, og det er rart at være inde i varmen.

Birketræerne ud for mit skrivevindue svajer i vinden, og knopperne sidder som tydelige aflange streger på grene og kviste. Mon de er sprunget ud, når jeg vender tilbage til skriverummet her efter en forårstur og påskeferie i skoven i Nordsjælland?

Det er mandag. Det er keramikdag. Det er pakkedag.

Blæstens susen høres tydeligt trods alle vinduer og døre er lukkede. Her på første sal under taget høres alle lyde udefra tydeligere end nedenunder mellem murstensvæggene.

Endnu før daggry blev jeg vækket af et gøende rådyr nedenfor mit åbne soveværelsesvindue. Det gøede højt, hæst og insisterende. Jeg faldt i søvn igen og blev igen vækket denne gang af en snerrende, summende lyd henne fra vinduet. Jeg stod op og åbnede vinduet højere op uden at kunne få øje på, hvad der lavede lyden. 

En hveps skulle det vise sig. En hveps i april!

En sådan snerrende lyd i mit soveværelse er et effektivt vækkeur. Dagen var begyndt.  Langt tidligere end mit indre soveur var klar til, men der var ingen anden mulighed end at stå op og gå i gang med dagen.

Det er, som om jeg svæver over denne dag uden rigtigt at kunne lande i den. De nødvendige praktiske ting ordnes, samtidig med, at jeg ikke helt er tilstede.

Jeg finder ting frem, der skal pakkes ned:

Notesbøger og skrivegrej. Tjek!

Tekster til bogen. Tjek!

Fotogrej. Kameraer, oplader, stativ. Tjek!

Tøj til lidt over en uge. Tjek!

Hundens cykelkurv og andre ting. Tjek!

Og sådan svæver jeg igennem formiddagen og dens nødvendige gøremål.

… Lyden af en helikopter trænger ind i skriverummet. Den kommer nærmere og næsten lige hen over huset. En helikopter betyder en ambulance til fastlandet her på øen …

Midt i den ufærdige, praktiske formiddag lander jeg ved skrivebordet og lader pennen løbe over notesbogens trykte linier. Og jeg kommer lidt mere tilstede, som fæstner jeg mig i bevidstheden i nuet med pennen på papiret.

Sådan virker for lidt søvn nogen gange. Altså med denne svæven og manglende fodfæste. Et lidt sært fravær som om en del af mig stadig sover. I en sådan lidt sovende og svævende tilstand bliver jeg næsten tankeløst ledt gennem dagens praktiske gøremål, som kroppen udfører stort set uden min bevidste deltagelse.

Men kroppen kan jo ikke noget af sig selv, den skal både have strøm og programmering ligesom en anden robot. På en dag som i dag føles kroppen blot mere som den robot, den egentlig er, mens jeg er trukket tilbage til et andet bevidsthedsniveau og ikke mærker, at det er mig, der tilfører kroppen både strøm og programmering.

Solen lyser den ydre verden op med skarpt forårslys, inden skyerne igen trækker sig sammen. I min dagsbevidsthed er der diset af gus fra en næsten fuldmånenat med kun lidt søvn.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s