i skoven

Skydækket og den fugtige luft reducerer lyset, og temperaturen har kaldt på varme fra brændeovnen.

Jeg sidder ved spisebordet i stuen og skriver med udsigt til træer. Høje fyr og nåletræer med forskellige løvtræer imellem. Der er ryddet et åbent område på grunden, der får den til at fremstå mere som park end skov. En ufriseret naturgrund i skoven.

Fugle henter solsikkefrø i foderhuset og flyver hen på træer i nærheden og spiser. De flyver hele tiden frem og tilbage. Her er stille i huset i skoven. Vennen i skoven er ude at lufte hunden, som en gestus til og aflastning for mig for at give mig rum til mit. Det knitrer lidt i brændeovnen, og katten sover med en let snorken henne i sofaen.

Jeg landede her i skoven i går med både hund og kat.

Det er længe siden, jeg var her sidst. Mere end 5 måneder er det siden jeg kørte hjem fra et efterårsophold her.

Jeg har fået det liv, jeg længe savnede og ønskede mig. Et liv med sammenhængende tid i huset ved havet til at fordybe mig i mit arbejde. I stedet for jævnligt at pendle mellem skoven og huset ved havet og altid at se frem til at skulle afsted igen. I flere år var det et liv, hvor mit kreative arbejde var pakket ned i kasser, der kunne transporteres med frem og tilbage, og hvor jeg ofte skulle bruge tid på at omstille mig og lande. Her eller der.

Sådan er det ikke længere. Nu lever jeg et sammenhængende liv i huset ved havet og kommer kun på besøg i skoven en gang imellem i løbet af året.

Efter at have været væk herfra så længe er jeg meget opmærksom på den baggrundslyd af trafik fra vejen, der går fra Frederiksværk til Helsinge mellem skoven her i Tibirke Sand og Tisvilde Hegn. Den høres hele tiden udenfor som en susende lyd af dæk mod asfalt, der danner baggrundtone for koret af fuglestemmer. Skovens træer danner en akustisk katedral for fuglestemmerne og giver dem ekstra klang og styrke.

På vejen over Sjælland fra færgen i går og op mellem Issefjord og Roskilde Fjord og videre op mellem Roskilde Fjord og Arresø, kørte jeg gennem smukke strækninger af skov med anemonebund.

Anemonerne breder sig også på grunden her. De danner smukke hvide pletter i alt det grønne græs og mos, der dækker skovbunden. Der plejer at være et fint område med lyng foran huset, men mosset har langsomt kvalt det meste af det, og der er kun det visne brune tilbage.

Jeg føler mig privilegeret over, at dette sted er tilgængeligt for mig. Jeg kan opholde mig her så meget jeg ønsker og så meget, som det passer vennen i skoven og mig at tilbringe tid sammen her.

Det er et andet slags liv her midt i skoven med samvær og udeliv, så snart vejret er til det. Også her kan jeg fordybe mig, skrive og arbejde med mit i det lille gæstehus, der er mit sted i skoven til alt det, som jeg har lyst til og brug for at bruge det til i tilbagetrukket alenehed. Her kan jeg arbejde, læse, være indadvendt og stille, her kan jeg hvile og sove.

En meget frisk og glad hund vender tilbage fra gåturen og kommer stormende ind og hilser god dag og lægger sig til at sove ved mine fødder. Og vennen i skoven er gået ind for at arbejde ved sin computer.

Der er stille i huset i skoven. Selv katten sover uden en lyd, så den eneste lyd der høres er lyden af tasterne under mine fingre.

Jeg løfter blikket fra computerskærmen og ser ud i skoven. Sortmejser, musvitter og blåmejser flyver frem og tilbage til foderhuset. Indimellem kommer vindstød der får de høje graners grene til at gynge, inden de igen falder til ro til en let duven.

Det er dagen før den egentlige påske, og ligesom på Samsø er der også kommet mange mennesker her op til Nordsjælland til deres sommerhuse. Det er et populært skovdækket kystområde med sommerhuse, der strækker sig fra Liseleje til Tisvildeleje og videre til Gilleleje, hvor masser af mennesker fra Københavnsområdet kommer for at komme væk fra byen og på landet.

Huset i skoven ligger på en meget stor og næsten ugenert grund. Men vi kan mærke, om der er få eller mange mennesker i nærheden. Selvom der ikke er meget støj fra grunde i nærheden, så mærker man en særlig ro, når der ikke er mennesker i nærheden. Det er en ro, der er karakteriseret af et fravær.

En flagspætte er landet på foderhuset, der er placeret på den nederste del af stammen på et fældet træ. Flagspætten sidder på stammen og henter solsikkefrø oppe i huset og går tilbage ned på stammen og hakker frøet op mellem sine kløer. Den sorthvide fjerdragt med den postkasserøde plet under halen træder meget synligt frem mellem alt det brune og grønne. Den letter fra stammen og flyver med bølgeflugt væk mellem træerne.

Det er en stille dag i skoven. Dyrene har trukket sig tilbage, ud af syne.

Skydækket spreder sig hen på eftermiddagen, og solen bryder endelig igennem og varmer skoven op.

Vennen i skoven går ud for at bygge videre på et lille drivhus, eller drivstue som det lånte barn kaldte det i går, da han viste mig rundt ved min ankomst. En lille dreng, der elsker at være sammen med vennen i skoven og gøre ting sammen og derfor havde inviteret sig selv på besøg et par dage. Og sammen havde de samlet og skruet skelettet sammen. Der var masser af erfaring med at bygge med lego at trække på for det lånte barn.

Det bliver fint med en drivstue, hvor man kan sidde og drikke kaffe i læ og tørvejr midt i skoven, når det er for koldt at sidde på terrassen.


Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s