tanker om at skrive

Solen skinner over skoven fra en blå himmel fra morgenstunden denne påskemorgen, hvor jeg er alene i huset i skoven nogle timer.

Morgensiderne er skrevet, morgenmaden er spist, og jeg sætter mig ved computeren for at skrive. Jeg åbner for word, ser ud ad vinduet på sollyset over skoven og inspiration til emnet dukker op. Lyset inspirerer mig til at skrive tanker om opstandelse, lysets og Kristi Genkomst. En tekst, hvis indhold ikke når frem til min bevidsthed, før den ender som tekst på computerens skærm.

En ubesværet skrivning af et inspireret budskab. Ord for ord. Sætning for sætning. Et sammenhængende budskab på en påskemorgen.

Denne dag er dedikeret til at skrive. At skrive videre på tekster til den kommende bog.

Hvornår er en bog en bog?

Er det en bog, endnu før teksterne er skrevet? Eller mens teksterne bliver skrevet?

Jeg har skrevet tekster til denne bog i flere år, og jeg har været bevidst om, at disse tekster skulle blive til en bog næsten fra begyndelsen. Visionen af en kommende bog, en tekstbog, har været i min bevidsthed i flere år nu. Eksisterer bogen så allerede? Selvom den endnu ikke er blevet manifesteret i en ydre form af en bog med omslag og trykte sider.

Jeg fornemmer, at bogen allerede eksisterer. Jeg mærker den, jeg ser den for mit indre blik. Den viser sig som en vision for mig. Og den taler til mig. Til mig der skal tage imod og skrive teksterne til den. Ingenting er tilfældigt. Alting sker af en grund. Også dette. Blot har jeg ikke overblikket til at vide, hvad årsagen eller formålet med det er. Og det behøver jeg heller ikke. Min opgave er at lytte og lade den stille stemme lede mig, at sætte mig ned med pennen på papiret eller fingrene på tasterne for at tage imod den tekst, der venter på at blive skrevet igennem mig.

Jeg er fri, for jeg behøver ingenting at vide.

Jeg er fri, for jeg behøver kun at høre efter og lade mig lede.

Jeg er fri, for jeg får at vide, hvad jeg skal gøre, hvornår og hvordan.

Jeg er fri, for jeg bliver givet det, som jeg har brug for til at løse den opgave, jeg er blevet givet. Med opgaven gives også midlerne til at løse den.

Jeg er fri til at skrive ubesværet og leve med en let gang på jorden.

Hvis det ikke er sådan, er det fordi, jeg går i vejen og blander mig og tror, at jeg ved, at jeg skal styre, eller at jeg skal og kan kontrollere noget.

Når jeg træder tilbage, venter, hører efter og lader mig lede, så bliver alting helt ligetil.

Skriveprocessen bliver let og glædesfyldt, når blot jeg møder op, stiller mig til rådighed og tager imod tekster ord for ord, sætning for sætning.

Jeg skal blot tage imod. Uden vurdering, uden frygt, uden dom. Uden at tro at jeg ved, hvad jeg skal skrive eller hvordan. Uden at tro jeg ved, hvad andre kan have brug for at læse. Uden at jeg ved, hvem der finder vej til det, som skrives igennem mig. Og uden at jeg ved, hvor mange læsere det er. Få eller mange, det er ligegyldigt. Det er alt sammen ligegyldigt for min skriveproces. Jeg skal blot løse den opgave, der er min, og det er at tage imod og skrive.

Indholdet og vejen til modtagerne bliver der sørget for uden min medvirken. Med mindre jeg bliver ledt til at medvirke.

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst, I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s