hvad er det vi ser og hvorfra? … og om at genkende sig selv i andre … en tekst

Mine dage er begyndt at have en vis gentagende rytme.

Hver formiddag skriver jeg, oftest i hånden i skriverummet ovenpå efter min stille læsestund. Temaerne til teksterne kan dukke op under læsningen eller senest, når jeg sætter mig ved skrivebordet, griber pennen og begynder lige dér, hvor jeg er i dette øjeblik. Det er næsten som at trykke på en knap og forbindelsen til inspirationen og den stille stemme er etableret. Så er det bare at lytte, tage imod og skrive uden vurdering og uden dom.

Om eftermiddagen skriver og renskriver jeg tekster på computeren, laver blogindlæg, indimellem gåture, arbejde med ler, læsning og praktiske gøremål.

At skrive og arbejde med den kommende bog har høj prioritet og dagligt fokus, og bunken af tekster vokser. Foreløbig skal jeg bare skrive, senere kommer tiden for at udvælge, redigere og strukturere. Der er endnu ingen deadline på arbejdet.


Hvad er det vi ser? Leg med foto af spejlbillede i havedør

 

Hvad er det vi ser … og om at genkende sig selv i andre

Hvad er det vi ser?

Udsigten fra mit skrivebord gennem den franske dør bliver mere og mere lysegrøn for hver dag.

Sol og skyer veksler på himlen, og blomsterknopperne på det lille blommetræ lyser som små hvide prikker i alt det grønne.

Jeg mærker, hvordan jeg giver slip og lader det glide væk, som ikke skal have opmærksomhed, fokus og prioritet. Det glider væk, og rummet udvider sig og bliver klart. Al støj og tvivl bliver stilnet og ro og rum bliver tilbage. Et rum af ubegrænsethed.

På skrivebordet står en lille buket hvide blomster, som jeg plukkede på stranden i går. Synet af dem fylder mig med glæde. Hvert forår dukker de frem sammen med en masse andre små blomster på strandengene. Når man ser efter, får man øje på, at strandengene om foråret faktisk er oversået med blomster, men de er så små, at man let kan overse dem.

Hvad er det, vi ser og lader fylde vores opmærksomhed?

Hvad er det, vi lader os fange af og fylde vores bevidsthed?

Det, vi fokuserer på, vokser, fordi vort fokus giver det næring.

Og det gælder både det negative og det positive. Det gælder både frygt, tvivl og bekymring, og det gælder glæde, tillid og kærlighed.

Jeg er holdt op med at følge med i verdens nyheder. Stort set. Jeg ser ikke længere nyheder på TV, hører dem ikke i radioen eller læser dem på nettet.

Det fokus nyhederne har, er ikke det fokus jeg ønsker at have.

Mediernes og mange menneskers fokus stimulerer frygt og bekymring. Og når der opstår en dramatisk hændelse, så eksploderer dramaet i frygt, især hvis det foregår tæt på os geografisk set.

Drama, frygt og smerte er effektive midler til totalt at fylde bevidstheden og tage al ens opmærksomhed. Det opleves overbevisende virkeligt. Og det kan virke næsten blasfemisk på nogen at forholde sig anderledes og fredfyldt til det.

Min verden er venlig, uanset hvad der synes at foregå af drama og uhyrligheder ude i verden.

Hvad er det, vi ser?

Hvad er det, vi ser med?

Hvor er det vi ser fra?

Når vi identificerer os med kroppen og tror, vi er et dødeligt, midlertidigt væsen, så tror vi også, at vi er sårbare, kan skades og dø. I denne tro styrer og har frygten bolig.

Når vi identificerer os med udødelig ånd og kun ser kroppen som et kommunikationsmiddel i denne verden, så ved vi, at vi som ånd hverken kan såres, skades eller dø.

Så fra hvilken tro og identifikation ser vi på os selv og på verden og dens hændelser?

Al konflikt, krig, terror og drama på det personlige plan opstår af den første tro og identifikation; for hvorfor ellers angribe andres kroppe eller frygte at blive angrebet?

Når man identificerer sig med ånden og det fælles Selv giver konflikt, krig, forsvar og angreb ingen mening.

Når jeg ser ud i verden, ser jeg ud på en scene, hvor figurer spiller roller i den historie, vi tror, er virkelig. Det er uanset, om det er præster, videnskabsfolk, regeringer, krigere, flygtninge eller forfølgere. Og det er uanset om det er mennesker i personlige og familiære dramaer, sygdomme og død.

Jeg ser et teaterstykke, der handler om at være faret vild i et mørke i ønsket om og i troen på at være noget andet, end det vi virkeligt er. Og det meste foregår helt ubevidst.

Teaterstykket er en drøm, som vi alle, hver eneste af os tilsyneladende adskilte og forskellige individer, vil vågne op af, når vi hver især er parate til det og ikke længere ønsker at beholde drømmen om at kunne dø.

En for en vil vi vågne op og se, at det vi oplevede som en stadig foranderlig, midlertidig, frygtelig og skræmmende virkelighed aldrig var virkelig og sand.

En for en vil vi vågne op til vores virkelige virkelighed, hvor vi ser, at vi er én og den samme, og at det vi er, ikke på nogen måde er blevet påvirket af alt det, vi drømte skete.

En for en vil vi vågne op og se drømmen forsvinde og aldrig vende tilbage. Som et drømmesyn om natten der forsvinder ved dagens og lysets frembrud.

En for en vil vi vågne op og erkende, at kun glæden, kærligheden og freden var virkelig, i det vi drømte.

***

 

At genkende det fælles i andre

I denne tid møder jeg jævnligt andre, især kvinder, som jeg kan genkende mig selv i.

Jeg genkender begejstringen, glæden, skabertrangen og ønsket om og trangen til at formidle og dele.

Jer ser det lys i dem, som de måske ikke selv er klar over, de rummer, eller ikke er bevidste om, at de udstråler.

Jeg ser og mærker deres lys, som de gavmildt deler med alle, som finder vej til dem.

Vi rummer alle dette lys. Og vi har alle noget at give og at dele. Hvad vi beskæftiger os med er ikke afgørende, for det vi giver og deler, kommer fra en helt anden og fælles kilde. Det, vi beskæftiger os med i verden, er blot en ydre form, det er i den indre hensigt og fra den indre kilde lyset deles og udvides.

Når jeg genkender mig selv i andre, er det det fælles, indholdet i det indre, jeg genkender. Og jeg mærker, at det korresponderer og kommunikerer med det samme i mig.

Vi kender vist alle til oplevelsen af ved det første møde at genkende en person, som vi ikke har mødt før.

Vi kender vist også alle til oplevelsen af samklang med andre uden at kunne forklare, hvad denne samklang egentlig er for noget.

Det vi virkelig er, er det vi er fælles om, det der er fælles i det indre, og derfor er det, vi genkender, os selv. Vi genkender det, vi virkeligt er bag fremtrædelsesformen, der optræder i milliarder af forskellige former.

Når der er samklang med et andet menneske, uanset om det er en ukendt eller kendt person for os, så er det, der klinger sammen kærligheden og glæden, som det vi alle er fælles om og ét i.

Birketræerne svajer i vinden uden for mit skriverum, og de nyudsprungne blade lyser transparent i solen, der skinner, selvom der er meldt masser af regn.

Det glitrende sollys er som et billede af det glitrende lys, jeg ser stråle fra andre som sprudlende glæde, og ved at genkende mig selv i andre, lærer jeg lyset i mig selv at kende.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til hvad er det vi ser og hvorfra? … og om at genkende sig selv i andre … en tekst

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s