at skrive mit indre Venedig … en tekst


At skrive er som at finde Venedig i mit indre

For nogle år siden spurgte vennen i skoven mig, hvad jeg ønskede mig til min fødselsdag, som han havde mulighed for at levere. Mit svar var: At se Alperne!

Så da sommeren gik på hæld kørte vi sydpå med hus på taget af bilen.

Vi kørte hele vejen ned gennem Tyskland og ind i Østrig, og lige der i horisonten dukkede Alpernes spidse tinder op af en let dis. Vi var næsten nået frem.

Når nu jeg gerne ville se Alperne, så skulle jeg også have mest muligt af dem, så vi kørte gennem Alperne i Østrig. Først på langs ad snirklede veje og gennem bjergpas og siden mod syd. Vi kom gennem Tyrol og til Innsbruck, hvorfra vi kørte mod syd. På et tidspunkt gled vi over i Dolomitterne, Alpernes sydlige sammenhængende søsterbjerkæde, og vi var landet i Italien. Vi fortsatte gennem Dolomitterne sydpå og endte på sletten syd for bjergene.

Vi havde ikke planlagt nogen rute hjemmefra men fandt den undervejs. Vi kørte efter bjergveje med udsigt til bjergtinder, og vi kørte efter tørvejr, og da vi var nået syd for bjergene, opdagede vi på kortet, at vi kun var 200 km. fra Venedig! Ingen af os havde overhovedet tænkt på Venedig, eller på at vi kunne tænke os at komme til Venedig, men nu var det nærmest, som om Venedig blinkede op fra kortet til os, ja kom til os og kaldte:

”Kom nu ned til mig, jeg ligger lige her for jeres fødder og venter på jer.”

Når nogen kalder, må man da svare. Og vi besluttede os for at køre sydpå til kysten og Venedig.

Mens vi kørte, fandt vi i det indre svar på både, hvor mange dage vi skulle være i Venedig, og på hvad det ville koste at bo på hotel.

Uanset sommeren var på hæld var det stadig højsæson i Venedig. Og det er det måske næsten året rundt. Vi endte inde ved hovedbanegården. Midt i et mylder af mennesker og trafik.

Jeg spurgte mig for ved forskellige hoteller. Der var både godt fyldt op og for dyrt. Og vi var næsten ved at opgive at svare på byens kalden og køre tilbage til bjergene. Vennen kørte lidt rundt, væk fra centrum og ud i noget der mest lignede et forladt industrikvarter, der førte videre ind i et forstadskvarter. Og der var igen et hotel. Jeg gik ind og spurgte, og de havde ledig plads til netop den pris, vi havde fået at vide på vejen og endda med lukket parkering til bilen og et busstoppested til Venedig 5 minutters gang væk. Det perfekte sted!

Vi ankom om eftermiddagen efter en uges tid i bjergene, hvor vi havde boet ude i naturen i minicamperen på taget uden toilet og bad. Vi ankom uvaskede og i tøj, vi havde haft på en uges tid, og vores bagage var pakket ned i transparente plastickasser.

Med denne fremtrædelsesform var vi tydeligvis nogle temmelig anderledes og eksotiske gæster, og både personale og gæster skulle ud og se det lille telt på taget af den lille Lupo, som vi rejste rundt i. Synet vakte megen munterhed og lettere undren. Kan man virkelig rejse sådan, og så i vores alder.

Efter et bad og rent tøj var vi klar til Venedig, og vi gik hen og tog bussen, der kørte os til Venedigs busholdeplads på et kvarter. Bussen var fyldt med mennesker, men fra vores ståpladser havde vi fint udsyn til havet, dæmningen, krydstogsskibe, der var større end husene langs kajen, og endelig selve den gamle by.

Vi var kommet til Venedig!

Et sted vi ikke var bevidste om, at vi gerne ville besøge, men som havde ligget her og ventet på os.

2 døgn blev vi, inden vi vendte tilbage til bjergene. Lige tilpas tid for os i en myldrende by fyldt med turister. Vi travede rundt i byens labyrintiske gader, over broer og var ved at fare vild flere gange. Og jeg fotograferede smuldrende murværk, smuldrende marmor, spejlinger i vand og symbolske figurer på huse. Og lidt huse, menneskeliv og kanaler selvfølgelig.

Hvad det var, vi skulle der, fandt vi aldrig ud af. Men at vi skulle dertil, var vi ikke i tvivl om, da vi først hørte kaldet. Og de indre svar vi modtog på vejen dertil, viste sig at holde fuldstændig stik.

Hvad er der andet at gøre eller sige end, at man må lytte og høre efter og handle, når man bliver ledt til det, uanset man ikke kender årsagen eller målet med denne handling.

Venedig er som et billede på det, der gemmer sig i ens ubevidste. Dybt i ens indre findes en visdom, en viden og en vej. Den kan opleves labyrintisk, og man kan have svært ved at finde vej, men det er blot fordi man tror, at det afhænger af en selv, i stedet for at lade sig lede af den indre stemme, der har det fulde overblik og kender vejen.

Og sådan er det også for mig at skrive. Og at skrive disse tekster. Disse notater fra stilheden.

Jeg ved hverken, hvad målet eller vejen er. Jeg må blot lade mig lede. Jeg må svare, når der bliver kaldt på mig, og den indre stille stemme vil fortælle mig, hvad jeg skal skrive, hvordan og hvornår. Præcist som hvor længe vi skulle være i Venedig, hvad vores hotelværelse skulle koste, og at det viste sig at være det perfekte sted at bo, når man gerne vil opleve Venedig på en måde, der passede til os.

Jeg har mærket og hørt skriftens kalden. Jeg har svaret og stillet mig til rådighed for det, som skal skrives igennem mig. Jeg har sagt ja til at gå vejen ved at skrive disse tekster til denne bog.

I mit indre venter et indre Venedig med liv og vandveje, broer og labyrintiske gader. Her venter en smuldrende verden, en verden at blive bevidst om og fri af, en verden der vil synke i havet og forsvinde. I tidens fylde.

Og op i bevidstheden fra sindets uendelige hav vil rejse sig en endnu skønnere verden. En verden jeg har glemt. En verden der gemmer sig i mit indre og kun findes ved at rejse indad og lade sig lede på vejen. Helt derind hvor tiden og rummet opløses som dis over havet, der forsvinder, når lyset løfter sig højt på Himlen.

Venedig i mit indre er transformation af verden til lys. Og en del af min vej dertil er at skrive.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til at skrive mit indre Venedig … en tekst

  1. 1annemarie siger:

    Tak – og jeg sætter stor pris på at følge med på rejsen – på sidelinien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s