notat om at skrive dagen i går …


Dagbog 29.04.17

Huset ved havet

Fra hviledag til skrivedag … og at skrive mit indre Venedig

I dag er hviledag med søndagsstemning, selvom kalenderen kalder dagen lørdag.

I dag er hviledag efter en nat med mange og lange vågne perioder, hvor jeg hvileløst roterede under dynen. Hvileløst men i accept af, at søvnen holdt sig på afstand, mens regnen vekslede i rytme og intensitet på ruden som et musikstykke med et flow som en symfoni.

Morgenen er fuldkommen stille. Skyer dækker himlen, og når jeg ser ud over mosen, er det som om regnen har overbevist foråret om at springe ud i løbet af natten i fuld, lysende intensitet i variationer af nyudsprunget grønt.

Det er hviledag, og jeg er trukket tilbage fra verden. Tilbage til stilhedens hvile og fred.

Allerede i aftes mærkede jeg denne tilbagetrækning gå i gang ved, at al interesse for ydre indtryk og muligheder gled væk. Og der var kun verdens tomhed tilbage hos mig.

Er det netop ikke det en hviledag er?

Tilbagetrækning. Retreat, you know …

Det er som et åndedræt. Og lige nu har jeg brug for bare at være stille og lade verden og alt i den passe sig selv.

Tanker stilnes. Sindet bliver stille.

Der er ikke mere at gøre. Der er ikke mere at forholde mig til. Der er ikke flere spørgsmål at stille eller flere svar at give.

I stilheden er bevidstheden klar, ordløs og uden støj af nogen art.

Sindet hviler.

Skyerne dæmper lyset, der er blødt og blidt.

Hvilens mildhed omslutter mig og bærer mig som stærke armes blidhed.

Stille, stille.

Lad stilhedens milde fred give hvile.

Der er intet at gøre.

Der er intet mere at sige.

Sindet hviler i indadvendthedens uendelige ro.

Ro og rum.

Stilhed og fred.

***

Efter indånding kommer udånding.

Efter hvile kommer aktivitet. Men sindet fortsætter sin hvile i ro også i aktivitet.

Solen bryder igennem skylaget, og jeg rejser mig fra lejet, hvor jeg har hvilet for en stund.

Hviledag bliver til skrivedag.

***

At skrive mit indre Venedig

Min verden er fyldt med gyder, porte og døre ind til tekster. Når blot jeg er opmærksom og hører efter.

Solen kalder mig ud i haven, hvor jeg får øje på en gul tulipan. Den står næsten skjult i et bed med en lang, strunk stilk lænet op ad en gren i en hortensiabusk. Og ind i min bevidsthed kommer ordene:

”Noget at læne sig op ad”

Jeg hører og ser, at ordene danner overskriften til en tekst, som jeg aner noget af indholdet af. En tekst der venter på at blive skrevet af mig. Og når jeg beslutter at skrive denne overskrift, vil tekstens dør åbne sig for mig og lukke mig ind i rummet, som jeg tager imod ord for ord, sætning for sætning.

På gåturen til havet efter frokost i dag finder jeg et gevir fra en råbuk. Uanset det myldrer med rådyr og dådyr i min nærhed, er det første gang, jeg har fundet et gevir. Efter nattens megen regn er geviret smurt ind i mudder, som det delvist er sunket ned i. Jeg skyller det rent i en vandpyt og putter det i lommen. Tilda er helt vild for at få fat i geviret og følger mig tæt.

På hjemvejen fra gåturen ved havet genfinder Tilda kraniet af et stort fiskehoved, som hun fandt på stranden for nylig og bar i munden længe, indtil hun lagde det fra sig og gemte det mellem lyng. Da hun genfinder det i dag, lyder igen nogle ord i min bevidsthed:

”At finde gemte skatte”

Og jeg tænker, at sådan oplever jeg det, hver gang jeg kommer ud til havet. Gensynet er som at genfinde en skat. Havet er her stadig. Tilgængeligt for mig hver eneste dag. Hvilken gave og skat!

”At finde gemte skatte” er igen ord, der danner overskrift og en dør i mit indre ind til en tekst, der venter på at blive skrevet.

At skrive er som at finde gemte skatte!

Mens jeg spiste min frokost før gåturen i dag, læste jeg i en lille fin bog, som jeg er i gang med at genlæse. ”VENEDIGS VANDMÆRKE” af Joseph Brodsky. En lille tynd bog med poetiske kortprosatekster om digterens forhold til og ophold i Venedig.

En af de første tekster fra hans allerførste møde med byen begynder sådan:

”Bådens langsomme fart gennem natten var som en sammenhængende tankes vandring gennem det ubevidste.”

Tekstens ord og tone slår en streng an i mit indre.

Jeg nyder at læse hans sprog og at følge hans indre og ydre spejlinger i byen.

Da jeg har spist min frokost, lægger jeg bogen til side. Det har allerede længe været tid til at gå tur med hunden. Tilda får halsbånd på, og da jeg er klar til at gå ud ad døren, kommer nogle ord ind i bevidstheden:

”At skrive er som at møde et indre Venedig”

Og jeg har lyst til straks at smide alt og sætte mig ned og skrive! Disse ord er en tydelig, åben og kraftfuld dør til en tekst, som allerede begynder at skrive sin indgangssætning i min bevidsthed.

Jeg har vildt meget lyst til at begive mig ind i denne tekst. Lige nu og her. Men hunden skal luftes, og vi skal til havet. Jeg skriver overskriften ned på en lap papir for ikke at glemme den og går ud ad døren sammen med en meget ivrig og glad hund.

Straks vi kommer hjem fra turen med de glemte skatte, sætter jeg mig ved computeren og skriver teksten: ”At skrive er som at møde et indre Venedig”.

Denne tekst kan læses i indlægget i går.

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s