at favne det ikke perfekte … og være fri!

Som jeg har fortalt om flere gange her på bloggen, så har mit forår været fyldt med ler og keramik. Jeg går på den nystartede Samsø Keramikskole hos Rie Toft og har på det indre plan arbejdet med at fastholde bevidstheden om at være nybegynder og fuldstændig uvidende om arbejdet med ler. Og at give mig selv lov og fri til at være der.

Der har været og er meget at lære i dette håndværk, og vi har kun nået at snuse lidt til det. At lære arbejdet med ler igennem hele processen fra klumpen af ler til det færdige resultat med dekoration, glasering og brænding indeholder mange og forskelligartede læreprocesser, og at der kommer mange tilsigtede og ikke mindst ikke  tilsigtede resultater ud af processen. Og det er jo noget af det læreprocessen går ud på. At prøve af, øve sig og se, hvad der kommer ud af det.

At se og studere, hvad der er kommet ud af ovnen og at hjembringe en masse færdige resultater har været en øvelse i at favne at være elev i gang med at lære og at favne det ikke perfekte, forsøgene, det mislykkede.

Jeg har haft alle tingene stående fremme i køkkenet, så jeg har kunnet gå og kigge på dem og prøve at se dem med favnende og åbne øjne og stille perfektionisten til side. Og jeg prøver at stille nogle af tingene op rundt omkring i huset og tage dem ind med accept.

Mit fokus i arbejdet med leret og i valg af dekoration og glasur har været det enkle og lyse udtryk, som jeg også arbejder med i mine andre ting. Og i dag har jeg lavet en opstilling af nogle af de ting, hvor jeg har arbejdet med dette udtryk.


Når jeg arbejder med kombinationen af metal og håndlavet papir, kan jeg godt lide det skæve og ikke stramme og perfekte. Det skal netop være et frit, ikke perfekt og ikke bundet udtryk. Men jeg observerer, at perfektionisten i mig kommer i spil, når jeg ser på keramikken.

Perfektionisten vil have kontrol. Og der må ikke været noget at sætte en finger på. Jeg kan ikke kontrollere leret og processen med det. Der kommer uforudsete resultater ud af det, og det, man arbejder på, forandrer sig igennem flere faser, inden det kommer ud af ovnen sidste gang. Perfektionisten vil ikke lege, ikke eksperimentere og ikke lære. Perfektionisten vil kunne det hele i forvejen og til ug med kryds og slange.

En amerikansk kunstner Jenny Doh, der arbejder meget eksperimenterende og samtidig med at prøve at komme i dybden med maleriets muligheder og teknik, bliver ofte spurgt, hvordan hun får modet til at lave de ting, hun gør. Hendes svar er, at det handler om at være fri, ikke om at være modig. Hun er fri i sit arbejde.

I mit arbejde med metal og papir og med tekst, foto og bøger er jeg fri.

Så lige nu handler det vist om at sætte mig selv fri i forhold til arbejdet med leret og se fra frihedens perspektiv på resultaterne af mine øvelser med form og udtryk i ler.


Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Keramik, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s