memento vitae … fra skriveværkstedet


Memento Vitae – husk livet, døden er aflyst!

Dagen er lys, som sollyset der skinner ind i skriverummet, hvor jeg ser ud på en verden klædt i forårsgrønt med hvide nyudsprungne blommeblomster.

Birketræerne svajer i vinden, og de vifter med sarte blade på de yderste tynde grene, frydefuldt som ungdommens første svimlende møde med kærligheden i en andens øjne.

Tilda ligger på sin pude foran den franske dør med udsigt til verden udenfor. Jeg sidder i læsekrogen fordybet i en bog. Pludselig bliver stilheden afbrudt af en græsslåmaskine, der bliver startet. Tilda knurrer, og det får mig til at se op. Ud gennem den franske dør ser jeg et dådyr løbe forbi på vejen mellem mit hus og mosen. Et dådyr, så et mere og et mere. Fire store dyr med knopper i panden af gevir, der er på vej til at vokse ud. Fire store dyr løber tæt forbi mit hus på vej væk fra naboen, der går i gang med at slå græs i haven ved siden af.

Jeg lukker bogen i og flytter over til skrivebordet, hvor jeg nu lader en pen med grønt blæk glide hen over notesbogens linjer.

Et glimt fra en drøm dukker op i bevidstheden. I den sidste tid har jeg flere gange drømt, at jeg skulle dø. Det var helt klart, at jeg skulle dø. Jeg vidste det. Dem omkring mig vidste det. Og jeg ventede blot på, at døden skulle indtræffe. Og drømmene endte hver gang med, at jeg ikke døde alligevel.

I den ene drøm tog jeg en pille, før jeg skulle dø. En pille man ville dø af. Og jeg ventede så i fuldstændig ro på, at døden skulle komme. Men døden kom aldrig!

Jeg bærer drømmene i bevidstheden og mærker, at de rummer en besked til mig. Et budskab. Noget bliver vist mig. Og gentaget som for at understrege budskabets vigtighed.

Døden er aflyst!? Jeg skal ikke dø. Alligevel.

I århundreder har der været dette udtryk: Memento mori. Husk at du skal dø!

Vi siger til hinanden, at det eneste sikre i denne verden er, at vi alle skal dø. Og vi minder os og hinanden om dette for at huske at glæde os over livet, som vi har indtil den dag kommer, hvor den visse død kommer og tager livet fra os.

I disse gentagne nattedrømme er jeg indstillet på og sikker på, at jeg skal dø. Jeg er klar og venter på, at det kan ske, når som helst. Det er helt uden frygt og uro. Det er en kendsgerning, et faktum. Men det sker ikke!

Jeg skal ikke dø, uanset hvor meget jeg har opfattet det som en kendsgerning og været parat til det.

Jeg skal ikke dø. Døden er aflyst!

Og hvilket budskab er der så i det?

Døden er afslutningen på livet. Det er, hvad den ses og forstås som. Og når døden er aflyst, er livet der stadig.

Livet er og skal ikke afsluttes. Livet er og kan ikke afsluttes.

Og hvad er livet så? Det liv, som ikke kan afsluttes? Jeg skal ikke dø alligevel, altså må jeg være livet. Og hvad er dette jeg så? Det jeg som er livet.

Memento mori. Jeg mærker, at jeg skal tage dette latinske udtryk og lave dets modsætning:

Memento vitae! Husk at du lever. Husk livet!

Jeg ser ud på en verden, der lyser af forår og naturens nye liv. Det liv som kommer og går. Det liv som hele tiden forandrer sig og skifter form.

Mirabelleblomsterne er allerede afblomstrede. Forsytiablomsterne skifter fra gult til brunt, inden blomsterbladene falder til jorden og med tiden omdannes til muld.

Jeg ser ud på en verden, hvor det eneste sikre er, at alting forandrer sig og skifter form for til sidst at gå ud og blive til jord.

Det er det liv, som memento mori minder os om vil blive afsluttet med døden. Døden hvor form endnu en gang forandrer sig og skifter til en anden form. Fra en form med fysisk liv til en form, der går til grunde og omdannes til jord.

Da jeg for år tilbage var på ferie i Alsace for at møde foråret der, undrede jeg mig over de mange kors med den korsfæstede Jesusfigur, der var sat op ved vejene.

Jeg undrede mig over, hvorfor det var den korsfæstede og ikke den opstandne, vi skulle mindes om og huske på. Memento mori. Og husk også, at han døde på korset for vore synders skyld. Skyld og død.

Skyld og død hænger sammen.

Memento vitae! Husk at du lever. Husk livet.

Glæde, uskyld og livet hænger sammen.

Hvordan kommer vi fra langfredags mørke, tyngde, smerte og død til påskemorgens glæde, opstandelse og liv?

Jeg skal ikke dø. Døden er aflyst. Altså går vi straks videre eller tilbage til livet. Det liv, som ikke skal dø.

Liv er liv. Liv er uforanderligt.

Liv er uden tid og uden form.

For tid og form er knyttet til foranderlighed, fødsel og død.

For mig er det ikke, hvad livet er. Og jeg skal ikke minde mig selv om at huske at leve mit korte liv, fordi jeg skal dø.

I stedet for skal jeg huske livet. Huske at jeg er blevet givet livet, som noget helligt og umisteligt.

Hellig betyder hel. Hellig = hel lig. Lig hel. Som hel.

Vi er givet livet som noget helligt, helt og umisteligt. Vi skal ikke en gang gøre os fortjente til det. For vi er skabt værdifulde med det hellige liv, vi er givet. Vi er skabt hele og sammenhængende som én ubrydelig og uforanderlig helhed.

Livet udspringer fra én uudtømmelig Kilde, der flyder af lys, glæde og kærlighed.

Jeg ser ud på en lysende verden klædt i forår, og jeg ved, at det er et billede på en tanke om livet.

Memento vita!

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s