tornerosesøvn … i skriveværkstedet

Tornerosesøvn

Nogen gange er det bare sådan, at jeg vandrer hvileløst rundt om mig selv med rastløshedens uro.

Jeg sætter mig ned og rejser mig igen. Om og om igen. Uden at kunne lande i en rød tråds hvilende favn.

Noget banker på i mig, noget kalder på mig og ønsker at blive bevidst og komme til udtryk. Men ingen tanker eller ideer lander i bevidstheden og slår rod.

Det er som mælkebøttens frø, der flyver hid og did med vinden. Hver gang jeg prøver at række ud og gribe fat, kommer vinden og puster frøet væk og op i luften, hvor det svæver ud af syne.

Dette rastløshedens sted foran døren til bevidstheden og kreativitetens rum, der står en anelse på klem og ikke er til at presse op, dette sted er meget velkendt. Jeg har været her et utal af gange.

Det er pausens afslutning, før forbindelsen til inspirationens kilde etableres igen.

Det er her, hvor trangen til at være kreativ, legende og skabende vågner op til fuld bevidsthed og trækker kraftigt i mig samtidig med, at døren til inspirationens rum stadig er lukket.

Det skriger i mig for at komme i gang, men det er ikke muligt. Alt hvad jeg rækker ud efter er tom luft.

Det er som væddeløbshesten, der står foran start med virrende hoved og skraber i jorden med det ene forben. Parat til at løbe men startskuddet lader vente på sig.

Dette sted, som er fyldt med indre uro og sitren, driver mig til at sætte mig ved arbejdsbordet, kigge på materialer, mærke på ting. Og det eneste der er her udover denne uro er tomhed. Indre tomhed. Inspirationens stemme er stum. Rummet er lukket.

Det eneste der er at gøre er at vente, og det er stort set det eneste, som føles umuligt.

Derfor denne rastløse bevægen mig frem og tilbage mellem forskellige planløse gøremål. Og derfor sætter jeg mig ned og skriver her og nu i et forsøg på at skrive mig forbi uroen og i forbindelse med inspirationens stemme.

Skyerne trækker sig sammen udenfor, og luften bliver trykkende.

Jeg mærker både et ydre og indre pres, som jeg blot kan observere men ikke gøre noget ved.

Jeg skriver men ingenting sker, udover at nogle ord lander på papiret. Ingen forløsning. Ingen frisættelse eller lettelse.

Alting er gået i stå.

Alting står stille. Både luften og tankerne.

Som fortættet dis.

Dis er alt, hvad der er at mærke.

Dis og manglende klarhed.

Det er, som om hestens skraben i jorden fylder verden og tankerne med uigennemskueligt støv.

Støv og dis.

Tørke og fugt, der ikke kan forenes og ophæve uklarheden og sløret i bevidstheden.

Støv og dis.

Jeg ville ønske, at jeg kunne lægge mig ned og sove som Tornerose og først vågne op igen, når al uklarhed er forsvundet, og lyset er vendt tilbage.

***

Tjørnen ud for mit hus og skriverum står høj, tæt og bred, fyldt med hvide blomster.

Hverdagen er begyndt igen, og jeg går rundt med tanker om formål og fokus og funderer over, hvordan jeg lever mit liv og bruger min tid. Og ikke mindst funderer jeg over, hvad jeg fokuserer på og tænker om det, jeg gør eller ikke gør.

Jeg kigger mig selv og min praksis dybt i øjnene for at se, om jeg lever og handler ud fra det, jeg fortæller mig selv, at jeg vil.

Det gør jeg, men ikke altid, er svaret. Og jeg mærker tydeligt, når jeg ikke gør.

Når jeg fokuserer på og praktiserer mit livs formål og min opgave i levet liv og arbejde, er jeg i en tilstand af glæde, lethed, klarhed og energisk foretagsomhed.

Når jeg slipper det og går en anden vej, forsvinder glæden, og jeg kommer ind i en tilstand af uklarhed, mathed og træthed. Det er så tydeligt, at man skulle tro, at jeg straks ville få øje på, når jeg gør noget andet, end det der er min vej i livet.

Men den anden tilstand er også kendetegnet ved, at jeg i hvert fald et stykke tid lytter til en stemme, der giver andre forklaringer på tilstanden og opfordrer til at give mig helt hen til den. Det er vildfarelsens stemme. Stemmen, der fører mig på vildspor og væk fra mig selv. Stemmen, der opfordrer til bevidstløshed og til at dulme den uro og smerte, der opstår ved at give slip på sig selv, med tomme kalorier i form af underholdning og noget, der kan puttes i munden.

Når denne hengiven sig i sløvhedens bevidstløse tilstand, som vildfarelsens stemme kalder selvomsorg, når denne tilstand og uroen, der taler fra den, bliver uudholdelig, så vågner jeg som fra en bedøvet søvn.

Jeg vågner og tænker: Hvad har jeg egentlig gang i?

Jeg vågner og genoptager min praksis.

Skriften er midlet, jeg tager i brug.

Jeg skriver mig tilbage.

Jeg skriver mig indad.

Ind til klarheden, hvor jeg finder og kender mig selv igen.

Her genfinder jeg også glæden. Her genetablerer jeg forbindelsen til det, som giver mig styrke og giver kroppen som kommunikationsredskab energi.

Via skriften og indadvendtheden genetablerer jeg forbindelsen til min indre Kilde af styrke, kraft og klarhed. Og her lander jeg på fast og sikker grund og føler mig fuldstændig tilstede og hjemme igen.

Endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg kunne føre mig selv på vildspor og væk fra mig selv ved at give slip på mit fokus og min rytme.

Denne følelse af at være ude af mig selv, at være i tvivl og i uklarhed, at være uden glæde og fred, mat og inspirationsløs er et kendt sted. Det er et sted, som jeg er vældig fortrolig med og nærmest føler mig tryg ved. Eller rettere som jeg har følt mig tryg ved tidligere, fordi jeg har været i denne tilstand en stor del af mit liv. Jeg har kendt og været tryg ved uroen, tvivlen, matheden.

Dette vildfarelsens sted er gemmestedet. Stedet hvor jeg har gemt mig for Gud og for den og det jeg virkeligt er.

Dette vildfarelsens sted er der, hvor jeg synker ned i følelsernes malstrøm og lader mig fange ind i verdens foranderlighed og håbløshed.

Mørkets sted, der ikke har nogen udgang.

Jeg kender dette sted så godt.

Jeg deler det med andre mennesker og med de figurer, der kommer ind og forsvinder igen fra mit liv.

Det er stedet for fødsel og død, for mangel, for tab og vind, for kamp og strid.

Og når jeg slipper mig selv og synker ned i den tilstand, som denne verden er et billede på, så taber jeg overblikket, bevidstheden og klarheden.

Vejen ud af vildfarelsen er at vågne op. For når jeg vågner, ser jeg, at det var noget, jeg drømte. Jeg ser, at jeg er hævet op over det og ser på det, som når jeg husker tilbage på nattens drøm ved daggry.

Lyset er vendt tilbage.

Eller rettere jeg er vendt tilbage til lyset. For det var der hele tiden, jeg var blot blind for det, fordi jeg valgte at se på mørke.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst, I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s