at blive afsløret og finde sin indre skat … en tekst

 

At være indadvendt.

At være fokuseret og skrivende.

At leve et skrivende, kreativt og spirituelt liv.

At leve et liv med sproget og i sproget.

At leve indadvendt i indre kommunikation.

At dele og leve i fred, glæde og kærlighed.

Her kender jeg mig selv.

Her hviler jeg i vished og fylde.

Her er klart og et åbent rum af fylde.

Der bliver talt så meget om, at det er ensomt at være alene og at skrive. For mig er det omvendt. Det er ensomt ikke at skrive og ikke have rum til at være alene og indadvendt.

Ensomhed er for mig at miste kontakten til mig selv, til mit Selv. Det er at miste fodfæste og kontakten med vejen og i stedet svæve i luften uden forbindelse.

Ensomhed er et fravær og et indre tomt rum, som intet andet menneske eller aktiviteter kan fylde ud og give indhold. En tid kan man tro, at det bliver fyldt af et andet menneske eller af aktiviteter, men det er blot, fordi opmærksomheden bliver fyldt, ikke det indre tomme rum af fravær.

Utilfredshed kommer af at svigte sig selv og at slippe sig selv, sit Selv.

Intet andet menneske eller aktivitet kan tilfredsstille en eller fylde ens ensomhed ud, når man har givet slip på sig selv.

Søg og find ikke gennemsyrer denne menneskelige verden. Vi søger og tror, vi har fundet. Når det efter kort eller lang tid viser sig, at vi alligevel ikke har fundet det, vi søgte, fortsætter vi vores søgen. Og forklarer det for os selv med, at det var personen eller aktiviteten, der alligevel ikke var den rigtige.

Vi søger det menneske, der kan fylde vores tomme rum og få følelsen af ensomhed til at forsvinde. Vi søger det menneske, der kan få os til at føle os hele, levende og fyldte.

Vi søger og finder ikke.

Når vi mødes med en anden i denne søgen, kommer vi med hvert vort tomme indre rum og ensomhed og håber, at den anden kan give os det, vi føler, vi mangler. Men hvordan skal vi kunne fylde en andens tomme rum, når vores eget rum også er tomt?

Vi søger efter det andet menneske, der kan give os det, vi oplever at mangle.

Vi kommer fra mangel og mødes fra mangel. Hvordan skal to gange mangel kunne give fylde?

Vi søger derude, uden for os selv efter det, vi skal finde derinde, inde i os selv, hvor tomheden er.

Vi håber at finde et andet menneske, der kan give os det og se det i os, som vi ikke kan finde selv.

Hvordan kan vi blive ved med at søge og ikke finde og alligevel blive ved med at tro på, at det kan lade sig gøre at finde det?

Hvordan kan vi tro, at vi kan finde et menneske, der kan elske os, som det vi er, når vi ikke kan elske os selv?

På et tidspunkt må vi indstille vores forgæves søgen i det ydre og erkende, at det ikke er vejen. Der må være en anden måde.

Når vi standser op og vender om og går indad, så må vi gå ind og møde tomheden og passere en række indre slør, der har styret vores måde at forstå os selv, og som har styret vores søgen.

Bag alle slørene møder vi os selv. Og der er intet at frygte for dette møde, for at blive afsløret vil vise sig at blive den største og mest betydningsfulde gave vi kan give os selv. For at blive afsløret viser sig at betyde at finde kærligheden, glæden og værdien inde i os selv, at finde alt det vi har manglet og søgt, alt det som slørene har skjult for vores bevidsthed. For det har været her hele tiden, vi har bare ikke haft kontakt med det.

Tanken om at blive afsløret rummer frygt, fordi vi tror, at vi rummer noget forfærdeligt, som vi for alt i verden må holde skjult. Både for os selv og for andre. Men sandheden er, at det, vi alle vil finde derinde, når vi finder modet og viljen til at gå indad gennem tomheden og gennem vore slør, det vil vise sig at være kærlighed, fred og glæde.

Der er intet at frygte. Slørene vil vise sig at være netop dette: Slør. Og det, de skjuler, er en skat!

At blive afsløret og blive fri af alle sine indre slør er at finde den skat, som er i os alle. Når vi finder den, kan vi møde andre fra fylde og give og dele af vores skat.

Og når vi har fundet vores indre skat, kan vi se den i andre, også selvom de endnu ikke har fundet den selv. For vi ved, at denne skat er det, vi har til fælles, og at det findes bag slørene i enhver.

Ved at dele vores indre fylde med andre og se den i andre bliver der blot mere af den. Jo mere kærlighed, fred og glæde vi deler, jo mere mærker vi, at vi rummer det, er det og har det.

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst, I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s