tanker ved døren til august og den kommende sensommer

Det er stadig højsommer og højsæson med feriemylder alle vegne på øen. Men jeg mærker et indre skift er på vej, som korresponderer med det skift, der er på vej med årstidernes skiften og tilbagevenden til stilheden på øen.


Lyngen blomstrer og slår en tone an, der varsler den kommende sensommer og efteråret, der er min favorittid på året. Allerede her i begyndelsen af august mærkes et skift i luften og lyset, et skift til mere dybde i landskabet, og et skift i naturens farver.

Vi nærmer os sommerens afslutning med høst efter årets vækstperiode. Og efter høst kommer hvile.

Året kan ses som en bølgebevægelse, der begynder i vinterdvalen i dybden og løfter sig  opad med det begyndende forår, der går over i sommer, indtil bølgen og sommeren når sit højdepunkt og begynder at dale igen mod endnu en periode med dvale i dybden.

Det er det samme kommende skift, jeg mærker i mig selv i dag. Min aktive og udadvendte sommer nærmer sig sin afslutning, og efter den kan jeg vende tilbage til indadvendthed, fordybelse og stilhed.

Ved denne uges afslutning vender jeg tilbage til skoven i Nordsjælland for en uges tid, mens der igen er sommergæster her i huset ved havet. Og når de tager hjem, vender jeg også hjem for at pakke mit hus ud og tage det og mit hverdagsliv i besiddelse igen.

Efter et langt forår med fokus på keramikskolen efterfulgt af sommerens fokus på praktiske gøremål og udadvendthed føles det som evigheder siden, jeg havde tid og rum til at flyde gennem dagene i indadvendt fordybelse og kreativt arbejde.

Det længes jeg efter. Og det glæder jeg mig til at genoptage i løbet af august måned. Ligesom jeg glæder mig til at være her på mit sted i min yndlingsårstid med masser af sammenhængende tid til igen at koncentrere mig om mit arbejde og nyde naturens gløden og skiften omkring mig.

Noget venter på mig. Noget venter i inspirationens kreative rum. Det eneste jeg ved er, at det handler om at genoptage maleri på lærred, og at jeg skal male mig i kontakt med det. Det er en del af det indre skift, jeg mærker så tydeligt i dag, hvor vi er trådt ind i august måned.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Hverdagsliv. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s