fra savn til selvværd … en tekst

Arbejdet med tekstsamlingen af “Notater fra stilheden” er genoptaget.

Dagens tekst:

Fra savn til selvværd

En periode med pause både i skriverummet og det kreative værksted synes at nærme sig sin afslutning.

Samtidig synes det skift, som jeg i flere måneder har mærket nærme sig, at begynde at få form i min bevidsthed.

Efter mange år, hvor jeg har arbejdet meget med kombinationen af billede og tekst i forskellige kunstgenrer og udtryk, ser det nu ud til, at der er indtrådt en længere pause i arbejdet med billedudtryk. Det kreative værksted har længe stået ubrugt, og sådan ser det ud til at fortsætte længe endnu.

Jeg kalder det en pause, for mit liv har vist mig, at noget som synes afsluttet, kan åbne sig igen til en ny begyndelse. Som den korte periode med maleri på lærred her i sommer.

I mange år har jeg både skrevet, tegnet, malet, fotograferet, lavet papir og skulptur og mixed mediabøger. På arbejdsbordet i værkstedet ligger 3 påbegyndte mixed mediabøger. Inspirationen og lysten til at arbejde i dem er tørret ud over sommeren. Som tidevandets ebbe har inspirationen trukket sig tilbage, og de påbegyndte bøger ligger der som tørt sand.

Måske vil det ende som et udtørret vandløb. Måske vil det vise sig at være en periode med ebbe og tidevand, der vil vende tilbage igen. Uanset hvad det er, betyder det ingenting. Noget der ikke er, efterlader intet savn.

Også i skriverummet har der været en langvarig pause. Kun morgensiderne har holdt skriften flydende hen over sommeren. Nogle få tekster dukkede op, da sensommeren mødte det begyndende efterår.

Efteråret har nu taget helt over i naturen.

Træerne trækker saften tilbage fra blade og grene og samler den i stammen, inden den siver ned i rodnettet. Bladene drysser ned og danner et farverigt, mønstret tæppe på jorden, og snart står træerne nøgne som skarpe silhuetter mod himlen.

Birketræerne ud for mit skriverum træder nu tydeligt frem med deres hvide stammer og gule blade midt i elletræernes stadig tætte grønhed.

På mosen bag dem står et fritstående birketræ med helt nøgne grene, hvorpå der hænger dugdråber, der glitrer i morgensolen som transparente perler.

Skiftet, som har varslet sit komme i mit indre i månedsvis, begynder at vise sig for mig i al sin enkle nøgenhed som dette fritstående birketræ.

Det er et skift i fokus.

Det er et skift i udtryk.

Det er et skift fra billede til skrift.

Alle mine forskellige billedlige udtryksformer har været som blade på træet. Det træ, som jeg fremtræder som og udtrykker mig gennem i verden. Det træ, som er mit kreative virke i verden.

Længe, længe har mit træ haft en krone fyldt med forskelligartede blade. Nu er tiden kommet til at give slip og lade bladene løsne sig, danse i vinden og lægge sig som et blødt og nærende tæppe på jorden.

Som det fritstående træ med nøgne grene skal skriften og teksterne træde frem og have fuld plads til at udfolde sig. I mit liv, i min daglige praksis, i min verden.

Træet er fritstående med åbent rum omkring sig, så det kan folde sine grene ud til en krone, der er fri, ubegrænset og upåvirket af sine omgivelser.

Træet er symbolet både på mit Selv og på min skrift.

Træet er fritstående og suger næring fra dybden. Det folder sig frit ud uden at skulle rette sig ind eller begrænse sig på grund af andre træer.

Det står smukt i sin enkelhed og klarhed med grenene, der tegner sig klart og skarpt mod himlen, der hvælver sig over det.

I det meste af mit liv har jeg levet sammen med andre. Og uanset elskede menneskers tilstedeværelse i mit liv, levede jeg også altid med en usynlig ledsager. Ensomhed og savn var dens navn.

Der var altid noget, der manglende i mit liv. Uanset om mine relationer var kærlige eller præget af afstand.

Selv når jeg oplevede at være allermest lykkelig og glad i mine relationer, mærkede jeg altid et strejf af ensomhed og en følelse af savn.

Jeg var som et træ i skoven, hvis stamme bøjede sig til siden, og hvis krone var uharmonisk og skæv, fordi det voksede og tilpassede sig de andre træer i skoven for at få lys. Og usynligt nede i jorden kæmpede rødderne ubevidst med hinanden om at få vand og næring.

Som det tilpassede træ kendte jeg ikke mig selv i udfoldet tilstand.

Bønnen om at blive ledt til vejen brolagt med glæde satte processen i gang med at kaste lys ind i mørket og at få øje på alle de begrænsninger og tilretninger jeg havde lagt på mig selv uden at være bevidst om det.

Lag på lag af rustninger og indre forsvarsværker er blevet indset og givet slip på.

Ubevidste mønstre og begrænsende forestillinger, der har fået mig til at handle og beslutte imod mit eget bedste gennem det meste af livet, er blevet synlige for mig, så det blev muligt at træffe andre og kærligere valg.

I årevis fulgte ensomheden og savnet med i denne proces, indtil det gik op for mig, at det, jeg savnede var i mig selv og befandt sig i mit indre og ikke i det ydre, hvor jeg forgæves havde søgt at finde det.

Jo længere jeg kom på min indre rejse og jo mere jeg lærte mit virkelig Selv at kende, jo sjældnere mærkede jeg ensomheden og savnet.

Da jeg lærte alenehedens fylde at kende, forsvandt ensomheden og savnet som dug for solen. For de repræsenterede forestillingen om at mangle noget uden for mig selv, som jeg kun kunne få gennem andre.

Når de en sjælden gang dukker op igen, er det blot for at minde mig om, at jeg for en stund er faldet i et gammelt spor og har givet slip på mig selv, og det der er vigtigt for mig og har ladet noget andet tage dets plads.

I fortiden troede jeg, at ensomheden skulle udfyldes af et andet menneske. Som om to gange ensomhed kan ophæve den.

I fortiden troede jeg også, at jeg savnede et andet menneske, når han eller hun var fraværende. Men det jeg oplevede, var den tomhed, som personen efterlod i mig, når jeg ikke længere kunne fylde min opmærksomhed med den andens tilstedeværelse sammen med mig. Det tomme rum fyldte jeg så ud med tanker om og savn af den anden. På den måde var min bevidsthed og opmærksomhed hele tiden optaget af en anden.

Min opmærksomhed var vendt udad mod dem, jeg elskede. Jeg kendte ikke mig selv, som jeg var uden dem. Jeg kendte ikke mig selv, fordi jeg hele tiden var optaget af noget ydre, som jeg spejlede mig og min værdi i.

En morgen i det begyndende efterår, vågner jeg med denne tanke:

“Jeg vil være glad og lykkelig

Jeg vil nyde livet og have det sjovt

Jeg vil nyde alt det, verden tilbyder af skønhed og glæde uden at gøre det virkeligt, men som symboler på mit Selvs overflod

Jeg vil tilgive alt, hvad der dukker op foran min næse

Jeg vil grine af illusionens tåbeligheder derude og ikke gøre dem virkelige for mig selv

Jeg vil dyrke glæden, latteren og legen

Jeg vil dyrke kærligheden, være og vise den

Heri kender jeg mig selv og mærker mit værd

Heri ærer jeg Gud og det vi alle er

Jeg er i fuldkommen klarhed og vished om mit eget værd”

For første gang mærker jeg et indre urokkeligt selvværd, der er helt uafhængigt af verden og af menneskers opfattelser eller tilstedeværelse.

Jeg vågner op til et selvværd, som er givet, og til bevidstheden om at være elsket. Altid.

Jeg er vågnet op og landet i mit Selv. Det, som jeg altid har været, uanset at jeg havde glemt det og var vandret væk fra det for at prøve at finde mig selv i noget andet. Derude. I verden.

Solen skinner uden for mit skriverum og får dugdråberne på det fritstående træs grene til at lyse og glitre i lyset.

Solen skinner og kaster lys ind i rummet og ind over skrivebordet, hvor jeg i dyb glæde og vished sidder og skriver dette.

Lad der blive lys!

Lad der blive tekst!

 

Dette indlæg blev udgivet i Tekst, I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s