tanker i mørket … en tekst

En tekst skrevet en aften først på måneden i stearinlysets skær for at skrive skriften i gang igen og ind i vinterhalvårets mørke timer …

Tanker i mørket

Mørket har sænket sig om huset, og den ydre verden er forsvundet ud af mit synsfelt. Skriverummets vinduer er sorte flader, der spejler rummet.

Jeg har tændt skrivelyset og fyrfadslys på skrivebordet, hvor pennen glider hen over notesbogens papir i lyset fra bordlampen.

Min indre vejleder har givet mig en opfordring, da jeg for nogle dage siden bad om vejledning i forhold til at genoptage at skrive.

”Væn dig til at skrive, når mørket er faldet på. Skriv dig ind i vinterhalvårets mørke timer.”

Sådan var opfordringen, der landede på papiret.

Når jeg beder om det, modtager jeg skriftlig vejledning. Det vil sige, jeg stiller et spørgsmål på papiret, og så kommer svaret som tanker i bevidstheden. Ord for ord. Sætning for sætning. En besked formuleret til mig, som tager imod og skriver ned.

Længe, meget længe har jeg fortalt mig selv, at jeg arbejder bedst i dagslys. Og den forestilling er jo ret begrænsende i længden. Især i vinterhalvårets mange mørke timer, hvor tiden at skrive i dermed bliver temmelig reduceret.

Altså opfordrer min indre vejleder, den stille stemme, mig til at bryde den forestilling ved at handle anderledes og skrive mig ind i de mørke timer.

Det er, hvad jeg gør lige nu.

Mens jeg skriver dette, er jeg meget bevidst om, at skriverummet føles reduceret, fordi mørket lukker for udsyn. Jeg er jo så privilegeret at bo på en vej uden gadelys. Så når det bliver mørkt, bliver det helt mørkt.

Det holder jeg vældig meget af, for i mørket åbner stjernehimlen sig højt over huset og øen. Uendelig højt. Jeg holder af mørket og stjernerne og den store, lysende måne, der hang over havet, da jeg i dag gik tur i solnedgangen, mens hundredevis af gæs fløj over himlen i den ene V-form efter den anden.

Når mørket falder på, bruger jeg tiden til alt andet end at skrive, og jeg plejer at være nede i stuen, som er meget hyggelig om aftenen med mørket stående bag alle vinduer. Men her ved skrivebordet ovenpå føles det lige nu lidt sært. Uvant som det er for mig at skrive på denne tid.

Vi mennesker sætter os selv i begrænsende bure med alle vore forestillinger.

Der er ikke noget naturgivent ved at skrive ved dagslys. Nogen skriver bedst om natten.

Vaner danner indre dybe spor, som vi ofte bevidstløst følger i en uendelig gentagen. Og det kræver vilje og handling at ændre sin adfærd. Men ved vedholdenhed bliver det uvante snart til noget vant og måske til nye vaner.

I eftermiddag sad jeg og sugede varme til mig i haven. Jeg er ved at læse ”Hjertets hemmeligheder”, en bog af Ib Michael med selvbiografiske tekster blandt andet om rejser.

Disse beskrivelser af ophold forskellige steder i verden får mig til at tænke på, at jeg ikke har skrevet på de mange rejser, jeg har været på de sidste 10 år.

Hvorfor skrev jeg ikke på de rejser, tænker jeg undrende.

Hvorfor lod jeg mig opsluge af udadvendthed og samvær?

Fordi jeg på en måde efterlod mig selv derhjemme og rejste ud i stedet for som en udadvendt, sansende person med fokus på min rejsepartner og på de nye ukendte steder i verden, vi besøgte. Først når jeg vendte hjem igen, genfandt jeg den del af mig selv, der havde været efterladt men nu oplevede rejsen i de hjembragte fotos og i de tekster, som senere udsprang af rejserne.

De sidste år har jeg ikke haft lyst til at rejse. Jeg vil hellere være hjemme og lave noget, har min forklaring været. Hvad skal jeg derude, når mit liv er hjemme? Og årsagen er, at jeg har efterladt en vigtig del af mig selv derhjemme, når jeg rejste ud, og det ønsker jeg ikke at gøre mere.

Måske vil det give mening at rejse igen, hvis jeg skriver undervejs?

Måske vil det give mening at rejse igen, hvis jeg giver mig selv tid og rum til at være indadvendt og fordybet undervejs? Så jeg har hele mig selv med. Det ville være en anden måde at rejse på.

Rejsen tilbage til mig selv handler jo netop om, at jeg på et tidspunkt gav slip på mig selv uden at være helt bevidst om, at det var det, jeg gjorde, da jeg satte en masse til side, der havde betydning for mig, for noget andet.

I jagten på kærlighed og mening derude gav jeg slip på det, som kunne føre mig til det, jeg søgte efter. Og som de fleste var jeg længe om at opdage, at det ikke fandtes der, hvor jeg søgte efter det.

Rejsen tilbage til mig selv fører mig ind til kilden, der rummer det hele. Alt hvad jeg har søgt og længtes efter at finde, har jeg hele tiden haft i mig, jeg vidste bare ikke, jeg skulle finde det der.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s