det fritstående træ … om at skrive

Gennemgangen af stakken af tekster sammenholdt med 3 års notesbøger viste, at en række tekster manglede at blive renskrevet og printet ud. Det har jeg arbejdet på de sidste dage.


Når de sidste tekster er kommet på plads i rækkefølgen, skal jeg prøve at få et overblik og vurdere, om der skal skrives mere. Der er stadig en del spørgsmål, der hænger i luften og venter på svar, før bogens endelige struktur bliver klar.

En af de manglende tekster:

Det fritstående træ

Om at skrive

Om at være menneske

Hvordan får jeg et liv med det at skrive som den højeste prioritet?

Handler det om at lave struktur på min dag som på en arbejdsplads?

Jeg vil gerne skrive mere, men ofte føles det, som om jeg med besvær skal hive noget op fra en dyb brønd, som næsten er udtørret.

Er det muligt at få skriften til at flyde dagligt, let og ubesværet?

I lykkelige perioder er det netop sådan, at tekster flyder let og ubesværet ned på papiret eller skærmen.

Måske handler det om graden af min villighed og om frisættelse af mig selv som skrivende.

For at skrive skal jeg være som det fritstående træ på mosen, der vokser og folder sig frit ud i et åbent rum, hvor det ikke skal rette sig ind efter noget uden for sig selv.

Det suger vand og næring op gennem rødderne i jorden og gennem luften. Det lader rødderne folde sig ud i den nærende jord og folder kronen ud, mens det strækker sine grene mod himlens lys.

Hvordan taler dette symbol om mit liv som skrivende?

Jeg skal være fritstående i verden og ikke indrette mine tekster efter noget uden for mig selv. Mine tekster skal ikke have en form, der er tilrettet bestemte modtagere eller efter bogverdenens forskellige forestillinger og normer for genrer og indhold, salg og økonomi.

Mine tekster suger næring fra levet liv og fra erkendelser om at være i verden uden at være af verden. Om at være på vej tilbage til sandheden og kærligheden i mig selv og i os alle.

Mine tekster suger lys og luft fra himlens lys og bruger symboler fra den verden, de udspringer af.

Som det fritstående træ.

Verden er fyldt med symboler. Faktisk er verden et symbol. Den verden, vi hver især opfatter og oplever, er et spejlbillede på vores egen indre tilstand.

Hvad er årsag, og hvad er virkning?

Er verden årsag til, hvordan jeg har det?

Eller er jeg årsag til, hvordan jeg opfatter verden og dermed, hvordan jeg har det?

Når jeg tror på det første udsagn og ser mig selv som det krogede træ i skoven, der ikke kan folde mig ud, fordi andre begrænser mig, så gør jeg mig selv til virkning og et offer.

Når jeg i stedet ser mig selv som årsag til det, jeg opfatter og oplever, kan jeg ændre på det, som jeg ikke trives med. Så er jeg fri og vælger selv, hvordan jeg ser mig selv og verden.

Længe troede jeg på det første og oplevede begrænsninger, smerte og savn. Men da jeg erkendte, at det andet er tilfældet, at det er mig, der er årsag til, hvordan jeg opfatter og vurderer mig selv, verden, hændelser og begivenheder, opdagede jeg, at jeg og verden har vendt alting på hovedet.

Det krogede træ i skoven er et vrangbillede af mig selv. Det er et billede af, at jeg har givet slip på mig selv, mit Selv, og har forladt mig selv og det, jeg – og vi alle – virkelig er.

Det fritstående træ er symbol på udfoldelse af den sande indre styrke og alt, hvad der er muligt herfra.

Det fritstående træ er symbol på frihed, styrke og enhed. Ikke ensomhed som nogen måske vil opfatte det.

Når jeg erkender min enhed med alle andre, så fokuserer jeg på det fælles i os. Kærligheden, mildheden og styrken som vi er ét i bag forskelligheden i den ydre fremtrædelsesform i det indre.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.