velkommen mandag med tanker om at træde nye spor

Solen sender et blændende skarpt genskin fra havets blanke flade.

Jeg står i vandkanten i morgensolen og lytter til de lave stille bølger, der ruller ind mod sandet. Sandet knaser af frost under støvlerne og har fået hvide, glitrende blondekanter af iskrystaller.

Det er den første mandag i det nye år. Året, der for mit vedkommende handler om Frihed, Kreativitet og Glæde. Det er overskriften over mit 2018, det er det fokus mit år skal have, og derfor står jeg nu her ved havet i morgensolen.

Det nye års fokus handler om at danne nye spor og rytmer i hverdagen og i måden at tænke og leve mit liv på.

Længe har mit liv været kendetegnet ved en stor grad af frihed. Indre og ydre frihed. Jeg har vidst det og været taknemmelig for det. Men jeg har ikke udnyttet de muligheder, det tilbyder mig. Nogen har jeg udnyttet men slet ikke i en grad, der har givet mig oplevelsen af den fulde frihed og den glæde, der er til mig i den.

At have modtaget Friheden, Kreativiteten og Glæden som overskriften for 2018 betyder, at jeg er givet en indre opfordring til at erkende, praktisere og leve det. I tanke, ord og handling. At erkende det, at vide det, at leve det og opleve det.

Derfor er jeg i gang med at ændre min måde at flyde gennem dagen på. Det handler om at være bevidst om, hvilke valg jeg træffer i løbet af dagen. At se på mine valg ud fra det nye og skærpede fokus.

At ændre fokus og praksis kræver en meget bevidst tilgang og et bevidst valg for at træde et nyt spor og danne nye rytmer i dagen. Det kræver en periode med ekstra bevidst tanke og handling at danne nye spor, som senere kan blive til den naturlige måde at flyde gennem dagen på. På et tidspunkt bliver den ændrede tanke og handling til en naturlig og vanemæssig måde at se og handle.

En af ændringerne i mine dage er at skabe rum til sammenhængende kreativ arbejdstid. Derfor er mine morgenrytmer under forandring. Jeg skruer kraftigt ned på den tid, jeg bruger på nettet på at vende udad og se på, hvad andre laver derude. I stedet holder jeg mit fokus hjemme på mit eget.

Efter morgenmaden går Tilda og jeg tur, sådan at der bliver lang sammenhængende tid og rum til mit kreative arbejde, indtil vi skal gå tur igen senere på dagen, helst inden dagslyset helt forsvinder.

På gåturen til havet i morges mærker jeg glæden ved at være i det lys, som morgensolen lægger på verden. Det lave sollys mellem træerne. Solen, der løfter sig på himlen og spejler sig i havet mod øst.

Jeg mærker den dybe glæde og taknemmelighed over friheden ved at bo og leve her og ved at kunne leve på en måde, som giver mig mest glæde. Glæde over at vide, at jeg har den bedst mulige vejledning tilgængelig i mit indre. Den stille vise Stemme, der ved alt for mig, og som leder mig på min vej.

At træde nye spor og ændre adfærd og vaner giver en oplevelse af uvanthed. Ændringen kommer ikke af sig selv, det kræver, at man er vågen og bevidst i sine handlinger. Gamle vaner vil et stykke tid prøve at trække en tilbage i det gamle spor, som klæbrige tråde fra gamle tanker, der prøver at holde en tilbage, mens man prøver at gå frem. Det kræver villighed at få trådene til at slippe; villighed og vilje til at tænke og handle det nye.

Det giver en oplevelse af at være mere vågen, bevidst og tilstedeværende, når man ikke længere mere eller mindre bevidstløst gør, som man plejer.

Det er ikke første gang, jeg er et sted i mit liv og ved en skillevej, hvor jeg erkender den frihed som forpligtelse kan rumme. Frihed i forpligtelse kan lyde som en modsætning, fordi vi ofte forbinder forpligtelse med afgrænsning og grænser, men det er kun, når man forpligter sig til noget, der er forpligtelser rettet mod noget ydre og mod rammer og indhold, som man oplever ikke selv at have andel i, men blot vælger at følge.

At forpligte sig til noget, som man beslutter ud fra indre erkendelser og indsigter, rummer i sig også indsigter i en større del af sig selv, som forpligtelsen kommer til at kunne udfolde.

I går så jeg ind i en vision af, hvordan mit liv vil kunne være, hvis jeg går fuldt og helt ind i udfoldelsen af mine potentialer af frihed, kreativitet og glæde. Det liv vil jeg gerne leve. Et liv i fuldkommen glæde. Et liv i valget af fuldkommen indre og ydre glæde. Det er et valg! Og dette valg afhænger alene af mig. Det afhænger af, om jeg vælger dét og ikke noget andet som mit fokus og min realitet.

Det er formiddag, og jeg sidder her ved computeren og skriver med udsigt til haven og det gyldne lys, som solen kaster på træer og buske.


Huset dufter af de boller, jeg er i gang med at bage samtidig med, at jeg skriver dette. Tilda ligger i sin seng her ved siden af arbejdsbordet i skriverummet i underetagen. Det er mandag, og jeg er i gang med min kreative arbejdsdag, der lige nu handler om at skrive dette blogindlæg.


Hver arbejdsdag har sit eget indhold. Jeg har ikke lagt nogen fast plan i forvejen. Hverken for dagen, ugen eller måneden. På den måde  lader jeg mig inspirere og lede og flyder stadig gennem dagen, som jeg har gjort i flere år. Forskellen er, at det fokus, der styrer denne flyden, nu har forandret sig.

Når bollerne er bagt, dette indlæg er skrevet færdig og lagt ud, og jeg har spist frokost, vil jeg gå ovenpå og fortsætte arbejdsdagen i arbejdsrummene der. Jeg er både i gang med at skrive mig tættere på den nye praksis i forhold til de mange kreative udtryksformer, jeg arbejder med. Bloggen, maleriet, skriveriet, papirmageri, collager, mixed media, bøger, foto, video. Og jeg er i gang med flere kreative arbejder og eksperimenter.

Den kommende tid vil der sikkert komme flere blogindlæg med mine tanker om og oplevelser af den forandring, jeg er i gang med. Blandt andet overvejer jeg for tiden, hvordan jeg bruger denne blog, og hvordan den skal bruges fremover. Jeg har opgraderet bloggen, så jeg har fået mere plads og også har fået mulighed for at lægge videoer ud. Derfor er jeg i gang med at overveje bloggens videre udvikling og muligheder.

Den sidste plade boller er i ovnen, og dette indlæg er ved at være skrevet færdig.


Tak fordi du læste med. Må din mandag og nye uge blive lige tilpas.

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om ..., Hverdagsliv. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s