at læse mig ind i bogens rum af tanker og rytme

Jeg er i gang med at genlæse stakken af tekster “Notater fra stilheden” om “Rejsen tilbage til mig selv”.


Læsningen bringer mig ind i tankerne, der udgør den indre rejse, jeg har været på længe og som fortsætter på et stadigt dybere og mere frigørende plan.

Teksterne har en poetisk prosaform, der beskriver indsigter, erkendelser og tanker, der bevæger sig i bølgeform, op og ned i bevidsthedens indre hav. Indimellem afløses prosaformen af den korte og mere stramme digtform. Men hele tiden er det den samme poetiske sprogform, der forsøger at formidle tanker, der svinger frem og tilbage og op og ned i den indadvendte og indadgående erkendelsesproces.

Måske skal jeg dele nogle af teksterne, mens jeg arbejder videre med at samle dem til en bog. En del af teksterne er allerede blevet delt her på bloggen gennem årene, hvor jeg har skrevet mig igennem denne proces.

Her får du en tekst, der indgår i den største blok af tekster med overskriften “Rejsen tilbage til mig selv”. Teksten viser den poetiske prosaform og også, hvordan den indre stille vejledende stemme taler til mig, mens jeg skriver. De fleste tekster er skrevet i jeg-form, men enkelte, som den følgende, er skrevet i 3. person.

Skriverummet

Hun forlader det virtuelle skriverum, hvor de forsøger at være to, der taler sammen. Der er dømt pause.

Hun vender tilbage til det lyse skriverum, hvor hun skriver til sig selv. Hun mærker en trang til at lukke døren bag sig men lader være.

Hun vender tilbage til skriverummet, hvis vægge er funderet i rummelighed og accept, indsigt og udsyn.

Her er der plads. Her kan hun ytre sig. Her er der lydhørhed. For hun skriver ved at lytte indad.

I skriverummet er alt, hvad hun har brug for. Rummet er fyldt med redskaber, både de ydre og de indre. Her er pen og notesbog, her er tastatur på den gamle Triumph og på nutidens bærbare. Her er stilhed og rum til fordybelse. Det eneste hun skal gøre er at møde op, lytte og skrive det, hun hører. Ord for ord, sætning for sætning. Ubegrænset og ucensureret.

Her i skriverummet møder hun sig selv. Både den hun ser ud til at være i denne verden, og den hun er bag den. Hun lader alle masker og slør falde, mens hun former dem til ord. Hun lader lyset strømme ind i mørke bortgemte hjørner. Hun åbner alle skuffer og skabe, hiver indholdet ud, puster støvet af og løfter det op i lyset, hvor det meste af det forsvinder som dug for solen. Det viser sig at være ingenting.

Hun bruger skriverummet til at rydde op og rydde ud i. Hun bruger skriverummet til at samle skatte i. Virkelige skatte som tager de uvirkeliges plads. Hun sender skabe og chatoller til storskrald, efter at de er blevet tømt for verdens glitter og uforstand og lægger i stedet de nye indsigtsfulde skatte frit fremme, så lyset kan skinne igennem dem og fra dem.

Sollyset strømmer ind i skriverummet, hvor flere indsigter og erkendelser venter på at dukke op og blive skrevet frem. Udenfor er året ved at gå på hæld, og naturen skifter ham.

Lad alting være, som det er. Du kan ikke ændre, kun acceptere tingene, som de er. Du har end ikke overblik til at se, hvad tingene betyder, og hvilken mening de har. Vær med tomheden og accepter, at det ikke er dig, der kan give den indhold og betydning. Vær med tomheden, og lad den blive fyldt for dig. Først når al din uforstand er renset væk, kan sandheden vende tilbage og fylde tomrummet ud. Og da vil du vide, at sandheden er sand, og det har den altid været, uanset at du har troet på noget andet.

Giv slip og vær fri. Læg ikke bånd på dig selv eller andre. Vær med dig selv og gå indad til dit Selv. Der er fred og godt at være. Der er ro og sikkerhed. Der er vished og viden. Lad alting være, som det er og synes at være. Giv slip på at forstå og gå derind, hvor alt er umiddelbart forståeligt og klart.

Vær fri og flyd med strømmen tilbage til Kilden, som du forlod i tidernes morgen, da du blev væk og fremmed for dit Selv.

Hun løfter hænderne fra tasterne og ser ud på sollyset, der får birketræernes blade til at flamme gult midt i det grønne.

Alt er, som det skal være. Hun kan bare give slip og lade sig lede med strømmen tilbage til Kilden.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s