fortidens drøm om nutiden … i en bid af en tekst fra den gang

En gang drømte jeg om det liv, jeg lever nu.

I årtier drømte jeg om at bo ved havet og have et liv med tid og rum til at skrive og male. Det liv jeg nu har levet i mere end 14 år, og som jeg fokuserer på at udfolde mest muligt af.

Som jeg har fortalt flere gange, begyndte jeg allerede en gang i 1980’erne at skrive en roman om en kvinde Signe, der levede min drøm ud i en fiktiv historie.

Du får lige en bid af begyndelsen af kapital 7 fra romanen, der har endt sine dage i en kasse på en hylde.

 

Kap. 7

Jeg er alene.

Fra rummet ved siden af høres en svag mumlen.

Skal jeg gå derind bagefter? Jeg føler mig usikker på det. Når hun er færdig med at tale med den, der er derinde, er det min tur. Jeg føler en indre uro.

Hun er meget vis, en vejleder.

Døren er åben, jeg går derind.

Rummet er helt hvidt. Og bart. Der er ingen vinduer.

Det eneste der er derinde, er et stort skrivebord.

Bag bordet sidder kvinden. Hun har sølvhvidt hår og har hvidt tøj på. Hun kigger undersøgende på mig med et intenst blik.

Jeg går hen imod hende uden at sige noget.

I rummet lyder der musik. Dejlig musik, der lægger sig beroligende om mig.

– Er du ikke snart færdig med at læse gamle bøger? Kvinden kigger bestemt på mig med sine kloge øjne.

Hun udstråler visdom og kærlighed.

 

Et stort skib er ved at forsvinde i horisonten. Mod syd sejler flere fiskekuttere til havs. Signe sidder i en gryde og maler. En høj klit mod syd tager en del af for vinden. Der skal mere vand i farven, så den kan få den rigtige transparante virkning. Signe tager den lille flaske vand frem af rygsækken og hælder lidt mere i skålen. Hun kigger med rynkede bryn ud over havet og på himlen med de drivende skyer. Den tyndere farve er bedre, billedet er ved at have den rette høje himmel. Lidt mere grønt i og vandet får mere liv. Det er svært at få den rigtige bølgeeffekt frem. Signe kigger fra papiret til havet. Jo, det er blevet bedre. De mange billeder hun har malet af hav og himmel her ved stranden har givet bonus.

   Signe nynner, mens hun maler sandet og stenene. Det skal blot antydes. Så er billedet færdigt. Hun lægger pladen med papiret fra sig og lægger sten på hjørnerne, så det ikke blæser væk. I rygsækken finder hun termokande og krus frem. Det er nu lidt køligt at sidde stille så længe, selvom hun har taget ekstra meget tøj på i dag. Det hjælper lidt at varme hænderne på kruset med den varme kaffe. Den lille melodistump dukker frem igen.

 

Mens hun sidder og drikker sin kaffe, kommer der nogle tyskere ned på stranden. De har store drager med. De hjælper hinanden med at sætte dem op. Vinden fanger dem hurtigt, og de stiger med store svingende bevægelser. De to mænd råber til hinanden.

   Signe forstyrres i sine tanker af deres råb. Nå, måske er det tid at gå tilbage til huset. Hun pakker sine ting sammen, rejser sig hurtigt og går ned ad stien mellem klitterne. Så vender hun sig om og kigger ud over havet. Pludselig vender hun om og går tilbage mod stranden. Igen sætter hun sig i gryden og finder blyant og sin dagbog frem. Hurtigt laver hun en skitse af de to mænd, der står med hver sin drage. I baggrunden er et træskib med brune sejl på vej mod nord ret tæt på land. Signe tegner det. Det er et ret gammelt skib og meget smukt med sine jordfarver. Hun kigger tilfreds på sin tegning.

   Hun lægger blyanten tilbage og finder sin fyldepen frem. Snart er hun helt opslugt af at skrive.

 

Da Signe kommer tilbage til huset, har posten været der. En avis. Hun tager den med ind.

   Der er dejligt varmt i huset. Hun kigger i brændeovnen, den er næsten brændt ned, hun lægger mere brænde på. Hun tømmer termokanden og tager kaffen og avisen med hen til spisebordet. En høj mjaven lyder udefra. Signe lukker døren op, katten står stille i døren og kigger på hende, mens den mjaver højt.

– Kom nu ind i varmen.

Katten løber hurtigt ind, sætter sig foran ovnen og begynder at slikke sig.

   Signe sætter sig igen med avisen. Hun kommer til at tænke på, at verden næsten lige så godt ikke kunne eksistere. Her går hun dag efter dag i sin egen verden. De ting hun læser om, forekommer hende helt uvirkelige. Hjemme plejer hun at følge meget med i, hvad der sker i verden, men nu er det som om det helt har mistet sin betydning.

   Katten hopper pludselig op på hendes skød. Hun giver et lille forskrækket udbrud. Den rejser sig op på bagbenene og gnider hovedet ind mod hendes kind. Hun lægger avisen og stryger den over hoved og ryg. Med en brummende spinden lægger den sig til rette på hendes skød. Signe bladrer om til annoncerne for at se, om der foregår noget spændende i Århus i weekenden. Nu hun skal derover alligevel. Tilsyneladende ikke.

   Da hun er færdig med avisen, tager hun katten og lægger den på bænken på tæppet. Den protesterer men lægger sig så til at sove igen.

 

Signe tænder for radioen. Der er klassisk musik. Hun stiller sig foran den store collage, der hænger på væggen. Længe kigger hun på den for at få idéer til, hvordan hun kan arbejde videre med den. Hun har arbejdet på den i flere uger. Den er 2 meter lang og 1 meter høj. Hun har sat alt muligt sammen. Egentlig er det et billede af hendes tid i huset. Der er små tegninger, dele af mislykkede akvareller, tekststykker med tankespind, udklip fra avisen og blade, der er kommet med posten. Muslingeskaller, tørret tang og andet, hun har fundet.

   Signe går ovenpå. Hun tænder for højtaleren, og musikken strømmer ud i rummet. Ud ad vinduet kan hun se Ingeborgs får, der løber afsted efter hinanden på marken, snart løber de mod vest og ud af hendes synsfelt. Snart kommer de løbende tilbage mod gården. De er helt kåde og løber igen frem og tilbage.

 

Pludselig lægger Signe mærke til musikken. Det er den. Det er den melodistump, hun har gået og nynnet hele formiddagen. Pludselig dukker et glimt af et billede, en erindring op i hendes hoved. Et fragment af noget som hun ikke rigtig kan huske. En drøm. Det er som om, det vil forsvinde igen. Hvad var det nu? Hun prøver at fastholde den flakkende erindring. Hun koncentrerer sig for at huske. Den vise kvinde. Og musikken. Det er musikken fra drømmen.

   Signe sætter sig i sofaen med benene oppe. Med et stirrende ufokuseret blik kigger hun hen mod vinduet med det store arbejdsbord. Hun kender det musikstykke men kan overhovedet ikke komme i tanke om, hvor det stammer fra. Musikken får følelser til at stige og falde i hende. Det er som en fugls stærke og dog bløde vingeslag i hendes indre. Musikken klinger ud.

– Det var Carl Nielsens symfoni nr. 4, opus 29, Det Uudslukkelige. Speakerens stemme lyder tør og metallisk.

Carl Nielsen. – Nu husker hun, at hun kender musikstykket fra en koncert, hun hørte sidste år i Musikhuset. Det var første gang, hun havde hørt en koncert med Carl Nielsen-musik, og hun havde været meget optaget af det. Hun kendte ikke så meget til ham som komponist udover de utrolig mange sange, han havde skrevet melodi til. Derudover kendte hun ham som komponisten, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen var gift med.

 

Drømmen står pludselig meget tydelig i hendes erindring. Længe sidder Signe fordybet i de følelser, den efterlader. Pludselig rejser hun sig og går nedenunder efter sin rygsæk. Hun løber op ad trappen og går hen til arbejdsbordet. Hun roder lidt rundt i tasken, inden hun finder dagbogen og fyldepennen.

   Så detaljeret som muligt skriver hun drømmen ned. Det hvide rum med den vise kvinde står helt klart. Det er næsten, som om hun kan se strukturen på væggene og mærke luftens behagelige kølighed. Drømmens budskab er næsten for tydeligt. Signe føler sig kigget over skulderen. Et smil spiller om hendes mund ved tanken om kvindens ord. Egentlig ved hun godt, at hun nu snart må tage en beslutning for at kunne komme videre med sit arbejde. Den manglende beslutning trækker tiden ud for det egentlige arbejde. At skrive bogen.

Jeg er taknemmelig for, at jeg nu lever det liv, jeg drømte om i så mange år. Forunderligt at tænke på, at jeg den gang anså min drøm for fuldstændig uopnåelig. Jeg kunne kun få øje på alle forhindringerne for et sådant liv. Men mit liv bragte mig igennem alle forhindringerne og frem til mit drømmeliv.

Må også din dag og din nye måned blive fyldt med glæde og fuldendelse.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s