at skrive august og en isdronning frem af skovens dyb, intuitiv skrivning

I dag er skrivedag.

Noget i mit indre begyndte at kalde, som en stille kløe fra et lille insekt, der kravler på huden. En sætning og et billede kom ind i min bevidsthed og jeg satte mig ned, greb pennen og fulgte med de indre billeder og ord, der begyndte at dukke op, skrev mig igennem modstandens boltede dør og ned i det ubevidste, hvor en isdronning gemte sig.

 

At skrive august

Varmen omslutter mig, da jeg træder ind ad skovstien. Jeg er på vandring gennem livet og er nået til august.

Med august træder jeg ind over tærsklen til den tid på året, som jeg holder allermest af. Sensommeren og efteråret.

Jeg mærker noget kalde på mig fra dybet af mit indre. Noget, der viser sig som en skov, hvor der er en lysning, jeg skal nå ind til for at høre, hvad den kalden handler om.

Jeg træder ind på stien, hvor solpletter danner et vekslende og vibrerende mønster. Stien fører ind i skovens dybe, dunkle rum mellem træerne, hvor sollyset knapt kan nå ned.

Det er nåletræer, der lukker for solen og lyset.

Skal jeg virkelig gå ad denne skrivevej ind i en fortælling, spørger jeg mig selv, inden jeg sætter mig ned ved bordet. Skal jeg skrive fortællingen om august? Er det en skrivevej for mig at gå ad?

Længe har der været tørke i verden og delvist tørke i skriftens rum.

Hvis jeg sætter begrænsninger op for, hvad og hvordan jeg skal skrive, kan inspirationen ikke flyde frit og skriften ikke finde vej ned på papiret. Derfor har jeg nu sat mig ned med notesbogen for at skrive mig i kontakt med august, som åbenbart kalder på mig fra et billede af en skov i mit indre.

Skovstien ser bekendt ud, men samtidig fornemmer jeg, at skoven er et sted, jeg endnu ikke har besøgt.

Inspirationens stille stemme har påtaget sig en anden form og viser sig i min bevidsthed på en anden måde, end jeg er vant til. Den taler til mig i en form og med et kald fra et billede, som jeg egentlig har dømt ude. Og ved at dømme noget ude og uegnet og ikke noget for mig at skrive fra, har jeg lukket for, at inspirationen frit kan tale til mig i enhver form og på enhver måde.

At skrive august!?

Stien ind i skoven viser sig for mig igen.

Følg nu blot med herind!

Jeg mærker en modstand rejse sig i mig, så billedet af skovstien fryser og bliver et stillbillede i min bevidsthed. Et billede uden bevægelse og uden en åbning. Og det forvandler sig til en massiv jerndør med krydsede bånd, beslag og møtrikker. Et billede på modstanden i mit indre.

Før mig ikke på fantasiens vildveje. Tænker jeg. Frygten for fortabelse og forblændelse.

Jeg ser isdronningens blændende slot på en bjergtop midt i skoven. Det rager højt op over skoven, som jeg nu nærmest ser i ørneperspektiv.

Hvad har ført mig herop? Tænker jeg, mens jeg forsøger at holde trit med de indre billeder og få dem ned på papiret.

Dette er en slags automatskrift – stream of consciousness – tænker jeg, mens jeg skriver. Og jeg bliver bevidst om, at jeg har skrevet mig ind i skovens mørke ved at følge disse indre billeder.

Jeg har mistet orienteringen og aner ikke, hvor jeg er, eller hvad det er, jeg er i gang med at skrive.

Det er som at blive ført afsted med bind for øjnene i totalt ukendt land. Det eneste jeg kan gøre er at blive ved med at skrive og at lade pennen følge notesbogens linjer.

Noget i mig føler trang til at vende tilbage her til skriverummet med udsigt til træer og mose, hvor Tilda ligger og sover på gulvet ved siden af skrivebordet, og hvor der kommer sol og luft ind ad vinduerne.

Nuet er mit anker, her er jeg forbundet, mens jeg prøver at følge med ned i det ubevidste ved at skrive de indre billeder og den indre monolog.

Isdronningens slot på toppen af bjerget midt i skoven!

Hvad er der med den isdronning og det slot?

Hvad skal det billede fortælle mig?

Er hun et billede, jeg rummer i mit indre af mig selv?

Jeg tænkte i sommerens samvær, at jeg ikke er nem at være sammen med. Jeg er ikke nem at være sammen med! Jeg er ikke nem, ligetil, blid, blød, omgængelig, udadvendt og givende hele tiden!

En tanke dukker op: Isdronningen i sit slot er et indre billede af mig selv som den selvtilstrækkelige, uafhængige og indadvendte. Hende der elsker og foretrækker at være alene og leve alene!

Isdronningen er et billede af det, som noget i mig fortæller mig, at jeg ikke har lov til og ikke må være!

At være lykkelig i aleneheden, at være indadvendt, at trives i stilhed og ordløshed, at have brug for tid og rum til at være uforstyrret og alene i lang tid, at have behov for fordybelse med plads til, at det indre kan komme frem i bevidstheden, det ses af noget i mig som at være en isdronning i sit slot på toppen af et bjerg, midt i en skov langt fra alt og alle.

Isdronning! Sikke et billede. Sikke en selvopfattelse der har gemt sig dybt i mit ubevidste.

En isdronning er kold, ukærlig måske nærmest ond i sin tilbagetrækning og selvtilstrækkelighed.

Isdronningen sender sine sylespidse istapper mod mig, når jeg længes efter alenehed og er jublende lykkelig, når jeg lander i den igen efter en periode med samvær. De dukker op i bevidstheden som stikkende skyldfølelse og tanker om, at jeg ikke kan være bekendt at befinde mig så godt at alene og ikke kan tillade mig at foretrække alenehed i mit eget stille, indadvendte selskab. I stedet skulle jeg elske at være sammen altid, være kærlig, opmærksom, servicerende og givende. Altid og hele tiden.

Når jeg prioriterer alenehed, aleneliv og det, der giver mening og glæde i mit liv i stedet for at sætte en anden eller andre og deres ønsker og behov forrest, så er jeg en isdronning!

En isdronning, der bor i sit slot på toppen af et bjerg, adskilt fra verden i ophøjet alenehed; som i et andet elfenbenstårn.

Dette dømmende selvbillede var altså, hvad der kaldte på mig fra skovens dyb i porten til august og alenehedens fryd og fylde. Det var blevet tid til at se ned i dybden og blive sat fri af endnu en ubevidst, selvbegrænsende forestilling.

Ved at hente dette selvfordømmende selvbillede op fra det ubevidste og op til bevidsthedens overflade, kan jeg give det over til lyset og få det ophævet som nattens dug, der forsvinder ved morgensolens varme.

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.