fuldmånetanker om tomheden i mørket

At skrive august

Fuldmånetanker om tomheden i mørket

Månen lyser natten op, som om de lyse nætter er vendt tilbage.

Jeg ligger vågen og roterer under dynen med månelyset, der holder søvnen på afstand.

Det er som at blive båret af en månestråle, bred som en vej, let som en fjer og grænseløs som himmelrummet.

Først da månen daler på himlen, indfinder søvnen sig.

Sensommeren går på hæld, og efteråret mærkes allerede i luften. Det høres i bladenes raslen i vinden og fuglenes lyde, og det mærkes i duften af jord og nætternes mørke.

Sommeren har været lang, varm og intens, og jeg er tankemæssigt allerede gået videre ind i det begyndende efterår. Jeg forbereder mig på, at dagene bliver kortere og aftnerne mørke og lange.

Det undrer mig hvert år, at aftenmørket for mig bringer en tomhed med sig. En tomhed, som jeg aldrig mærker i sommerens lyse nætter.

Oplevelsen har noget med udsynet at gøre. Udsynet der forsvinder, når mørket lægger sig over verden.

Det er en tomhed, som rummer et fravær. Et fravær af hvad?

Det er en tomhed, som jeg har lyst til at flygte fra ved at forsvinde ind i noget, som optager min opmærksomhed og fylder min bevidsthed. Flugten er en måde at fylde tomheden ud uden fylde. Det mærkelige er, at jeg ikke er bevidst om, hvad det er for et fravær, denne tomhed repræsenterer. Men det indfinder sig hvert eneste år, når dagene bliver kortere og aftnerne lange og mørke. Så ønsker jeg bare, at det bliver morgen igen.

Hvad er det for en flugt? Hvad er det for en tomhed og et fravær?

Når jeg fylder tomheden med noget, jeg kan forsvinde ind i, forsvinder jeg ind i bevidstløshed. At slå tiden ihjel, siger vi. Jeg slår aftnerne ihjel med bevidstløshed, så de kan blive overstået, og det kan blive morgen igen og jeg kan tage fat i min daglige praksis og rytme igen.

Af en eller anden grund er de mørke aftner faldet ud af min rytme og praksis. Mine dage er fyldte med fordybelse, indhold og bevidsthed. Aftnerne er tomme eller overvejende bevidstløse. Og jeg fylder denne tid ud med noget, som jeg bevidstløst kan forsvinde ind i.

Hvad er det egentlig, jeg har gang i med dette?

I disse dage forbereder jeg mig til ankomsten af de lange og mørke aftner. Jeg tager en beslutning om at ændre min tilgang til disse aftener. En beslutning om at ændre min praksis og møde tomheden og se den i øjnene og prøve at finde ud af, hvad det er den kan fortælle mig.

Jeg tager en beslutning og formulerer en intention for aftnernes indhold de kommende 7 dage som en begyndelse.

Med denne intention om at ændre adfærd om aftenen de næste 7 dage beslutter jeg at møde tomheden i mørket og være med den. Måske venter den på, at jeg skal møde op og lytte til den? Den kan jo ikke tale til mig og fortælle sit indhold, så længe jeg fylder min bevidsthed og opmærksomhed med noget, der forhindrer mig i at lytte. At forsvinde ind i noget og fylde sin opmærksomhed med det er ligesom at putte ørepropper i, der forhindrer, at jeg kan høre det, som banker på i tomheden.

Mens jeg skriver, lytter jeg.

Tomheden rummer et savn. Et savn uden navn.

De sidste mange år er det blevet klart for mig, at når jeg savner noget, viser det sig altid, at det er mig selv og fordybelsen, jeg savner.

Opstår tomheden, fordi jeg forlader mig selv og fordybelsen, fordi jeg bilder mig ind, at jeg kun kan fordybe mig, skrive og være kreativ i dagslys? Er det så banalt og enkelt, eller gemmer der sig noget nedenunder?

Sammen med beslutningen om at ændre min måde at bruge aftenerne, har jeg også besluttet at stå tidligere op om morgenen, så jeg ikke sover dagslyset væk om morgenen.

I går tilbragte jeg aftenen med at læse ovenpå med the og tændte stearinlys, og jeg skrev lidt aftensider. Jeg gik tidligt i seng, men fuldmånen holdt mig vågen. Alligevel vågnede jeg ved daggry og stod tidligt op, og derfor sidder jeg nu meget tidligt ved computeren og skriver den tekst, der har kaldt på mig nogle dage.

Afhængighed er mange ting. Og jeg har oparbejdet en afhængighed af at se film om aftenen, når jeg er i mit eget selskab. Det er blevet en vanemæssig måde at udfylde aftnernes tid på. Men når jeg går i seng efter en sådan aften, mærker jeg, at jeg er kommet på afstand af mig selv og fordybelsen og har en tom fornemmelse i mig.

Dage med fordybelse og fylde og aftner med tomhed, er det sådan, jeg vil leve mit liv?

Afhængighed fylder en tomhed ud. Det er en erstatning for noget, man savner. Længe har jeg været bevidst om min afhængighed, men jeg har fortalt mig selv, at jeg jo har friheden til at bruge min tid, som jeg vil. Igen og igen er jeg kommet tilbage til følelsen af at spilde min tid og fylde den med tomme kalorier i form af film. Afhængighed er bedøvelse. Bedøvelse af en smerte og et savn. Det stof, man er afhængig af, fylder tomheden ud og fylder opmærksomheden, så man ikke kan høre det, der kalder i en.

Tomheden, smerten og savnet rummer et budskab til mig. Men så længe jeg dulmer det og bedøver opmærksomheden, hører jeg ikke efter, hvad det er der kalder i mig.

Hvad er det, jeg ikke vil høre? Hvad er det, jeg ikke vil se? Hvad er det for en smerte og et savn, der er i tomheden?

Nu har jeg besluttet mig for at møde tomheden og lytte til den. At møde den i aftnernes mørke og det manglende udsyn. I går trådte jeg det første skridt hen mod tomheden og gav mig selv lov til at mærke den. Jeg må være med den, lytte til den og lade den åbne sit budskab til mig. Aften efter aften.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.