elsket og værdig – om friheden til fordybelse

Igen i dag vågnede jeg ved daggry og stod tidligt op. Og igen gik jeg i gang med at skrive lige efter morgensiderne og morgenmaden. Dagens tekst.

Elsket og værdig

Om friheden til fordybelse

Skrivelyset er tændt og ved siden af det hvide tændte lys står en rosa rose i en lille vase.

Rosen sender sin svage duft ud i luften over skrivebordet. Jeg mærker det, når jeg læner mig ind over notesbogen og skriver. Det er den første rose, jeg har plukket fra det nye rosenbed, og den har stået her på bordet nogle dage som en påmindelse om at ære det at skrive hver dag.

Hver morgen mærker jeg den sarte rosenduft, mens jeg skriver mine morgensider og byder den nye dag velkommen med tanker, der lander på papiret.

Med morgensiderne dyrker og vander jeg min daglige praksis af fordybelse og kreativitet.

Jeg har givet mig selv en gave!

4 ugers fordybelses-og skriveretreat her i huset ved havet.

I disse 4 uger, der begyndte i går, vil jeg skrive mig ind over tærsklen fra sensommer til efterår. Jeg vil skrive mig ind i fordybelsen og ind til inspirationens indre rum, hvor ord, tekster og billeder flyder frit i en strøm, som jeg kan forbinde mig med ved at møde op og skrive.

Det er som om, jeg først nu helt tager friheden til mig. Den udstrakte frihed til fordybelse og kreativt arbejde, jeg blev givet, da jeg landede i mit nye liv i huset ved havet for snart mange år siden.

Jeg tager imod friheden, tager den længere ind og mærker, at de næste 4 hele uger er til mig, til at være i alenehed, fordybelse og kreativt arbejde.

Endelig er jeg nået frem!

Endelig er jeg nået frem her til, hvor det hele tiden har været meningen, jeg skulle komme.

Endelig har jeg indset og erkendt frihedens gave – og at jeg er den værdig!

Der er ikke noget, jeg skal gøre for at være værdig. Som Peter Bastian erkendte til sidst i sit liv, så er også jeg altid allerede elsket.

Elsket og værdig. Ét og det samme.

At være menneske er ofte at være i tvivl om netop dette.

Vi søger og leder efter os selv. Jeg skal finde mig selv! Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvordan kommer jeg tilbage til mig selv?

I ethvert menneske, hinsides det søgende og tvivlende, dybt i det indre er der noget, der ved; en viden om altid allerede at være elsket og værdig.

I årevis har jeg båret på en ubevidst selvopfattelse af at være en isdronning, når jeg trak mig tilbage fra verden til fordybelse og indadvendthed. Fordi noget i mig troede, jeg skulle gøre en hel masse og være noget for andre og for verden for at gøre mig fortjent til og værdig til kærlighed. Og i mit dømmende blik på mig selv havde jeg ikke lov til at have og bruge den frihed, som jeg havde fået i mit nye liv.

Men noget andet i mig kaldte med større og større intensitet. Det var kaldet efter at vende indad til fordybelse og stilhed, indsigt og erkendelser.

Når jeg lyttede til dette kald og fulgte den indre stille stemme, nåede jeg ind til en fred, lykke og glæde, som jeg ikke tidligere havde kendt, og som jeg ikke skal gøre mig fortjent til. Herinde får jeg kontakt med det, som altid er der og altid har været der. Jeg vidste det ikke og havde ikke kontakt med det, fordi jeg så længe søgte efter det alle mulige steder uden for mig selv, hvor jeg ikke kunne finde det.

Derinde i det dybeste indre er den uforanderlige og uforandrede viden om kærligheden. Om at være elsket og værdig. Altid og allerede.

Tvivlen har en mægtig magt over mig og mit sind, så længe jeg giver den magten. Men jeg kan trække magten tilbage og give den til troen på kærligheden i stedet.

Kærligheden er der altid i mit indre. Uforanderlig og uforandret. Den er fuldkommen og fuldkommen stabil i sin evige tilstand og karakter. Den givet og altid tilgængelig.

Når jeg trækker magten tilbage fra tvivlen, tager kærligheden straks dens plads. Det sker helt af sig selv, der er intet jeg skal gøre, for at det sker.

Det er mig, der har sat tvivlen op som en forhindring for kærligheden og sandheden, som er givet, uforanderlig og evigt tilstede. Derfor er det også mig, der må trække tvivlen og troen på tvivlen tilbage og lade den ophæve.

Isdronningen var et billede på min tvivl. Hun var et symbol på den vrangforestilling, der gemte sig i mit ubevidste, og som jeg har begrænset mig selv med.

Da isdronningen blev trukket op i lyset og blev ophævet og til støv på vejen bag mig, gav den stille stemme mig et andet billede: Frihedens dronning, som er det symbolske billede på, at jeg er fri, elsket og værdig. Altid og allerede. At det, jeg virkelig er, er i harmoni og samhørighed med alt, som virkelig er.

Birketræerne uden for mit skriverum svajer i vinden. Der er fred i mit sind og glæde og taknemmelighed over alt det, jeg er givet.

For hver indsigt og erkendelse på den indre rejse bliver glæden og freden større og dybere. Hver gang en ubevidst barriere i sindet bliver ophævet og renset væk, indtager freden, glæden og kærligheden sin naturlige plads i stedet.

Jeg tager imod den frihed, jeg er givet. Tager den helt ind som noget uafvendeligt og sikkert.

Jeg slukker skrivelyset, lukker notesbogen og går ned i haven, hvor jeg mærker efterårets komme i luften og lyset og mærker, at jeg er nået frem, præcist som det altid har været meningen, at jeg skulle.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til elsket og værdig – om friheden til fordybelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.