nogen gange er det sådan

Nogen gange er det sådan, at der sker noget fuldstændig uventet og glædeligt!

Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg elsker at skrive, at jeg har haft længslen efter og lysten til at skrive i årtier, og at jeg har skrevet on and off siden en gang i begyndelsen af 1980’erne og mere og mere on med tiden.

Jeg har også fortalt, at jeg en gang i 1980’erne begyndte at skrive en historie om en kvinde, som befandt sig i et hus ude ved Vesterhavet for at skrive. Jeg havde nemlig en drøm om at kunne tage afsted ud i et hus i nærheden af havet, lægge hverdagen, forpligtelserne og verden bag mig og fordybe mig i at skrive. Det var en drøm, som kun kunne være en drøm, fordi på det tidspunkt turde jeg slet ikke være alene i et hus midt ude i naturen, og så havde jeg jo også både mand og barn og arbejde og firlænget nedlagt gård med stor økologisk køkkenhave plus det løse.

Men jeg drømte om at skrive. Jeg drømte om fordybelse. Og jeg drømte om at have tid og rum kun til det.

Derfor skabte jeg en fiktiv kvinde Signe, som jeg udstyrede med et liv helt anderledes end mit. Hun var single, havde ingen børn, havde arvet penge efter sine forældre, så hun kunne tage orlov fra sit gymnasielærerjob i et år og leje et lille hus ude ved Vesterhavet, hvor hun ville skrive en bog om kvindelige kunstnere. Signe var målrettet og uafhængig. Hun gjorde det, hun drømte om. Og hun var ikke bange. For noget. Hun var fri og stærk!

Og jeg skabte et hus til hende. Et lille hus i to etager med et stort arbejdsrum ovenpå med udsigt til klitterne. Her flyttede Signe ind, og straks kom der en tilløbende kat til at holde hende ved selskab. Og så begyndte hun at skrive. Med tiden blev hun mere og mere kreativ, malede billeder, tegnede og lavede figurer og installationer.

Denne historie skrev jeg, når jeg havde tid i mit fyldte liv. Jeg så det hele for mit indre blik, som en film, og jeg skrev, hvad jeg så. Når filmen viste mig noget, som jeg ikke ville skrive, eller ikke troede jeg kunne finde ud af at skrive, gik filmen og historien i stå. Indtil jeg accepterede at følge filmen, så kunne jeg skrive videre.

Når min mand og jeg tog på vores årlige 1 uges efterårsferie ved Vesterhavet i et lejet sommerhus, havde jeg skrivemaskinen og stakken af papirer med og dermed også historien om Signe. På det tidspunkt havde vi ikke bil, så vi rejste med bus og tog med al vores bagage og min skrivemaskine og malegrej.

På et tidspunkt fik mødte jeg en kvinde, der også elskede at skrive. Hun var i gang med at skrive en børnebog. Vi lavede en lille skrivegruppe, hvor vi mødtes med mellemrum, og inden vi mødtes, skulle vi skrive noget og sende det til hinanden, som vi så gik igennem sammen. På den måde var vi med til at holde skriveriet i gang hos hinanden. Det var så dejligt at dele det at skrive med en anden, og at så skulle der skrives noget inden en bestemt dato, for det havde vi en aftale om.

På et tidspunkt stoppede skrivegruppen, vi var hver især optaget af andre ting i vores liv, min historie gik i stå, livet og nyt arbejde tog al min tid og opmærksomhed. Og vi kom helt ud i periferien af hinandens liv.

Historien om Signe lå og samlede støv i 10 år, inden der dukkede en person, Lars Muhl, op som hjælper i en periode af min lange forandringsproces, der gik i gang i slutningen af år 2000. Og han sagde på et tidspunkt i forløbet: “Du skal skrive historien færdig. Det er din historie. Du skal ikke tænke på, hvad den skal bruges til, eller om den skal udgives, du skal bare skrive den færdig. ”

Det gjorde jeg. Jeg satte mig ned for at skrive, og filmen for mit indre blik gik i gang igen, og jeg skrev historien færdig. Og det var så det.

På et tidspunkt mistede jeg kontakten med min skriveveninde. Og efter at være flyttet til Samsø til huset ved havet, hvor jeg nu havde fået det liv, som jeg havde skrevet om i historien om Signe, forsøgte jeg at finde hende igen. Jeg savnede at have en skriveven at dele skriveglæden og skriverier med. Flere gange med års mellemrum dukkede hun op i min bevidsthed, og jeg søgte efter hende på nettet. Men hverken navnet, den gamle adresse eller det gamle telefonnummer gav noget resultat.

Hun var som sunket i jorden eller forsvundet i verden. Lige til i aftes hvor jeg opdagede hende på Facebook og fik etableret kontakt. Og det helt fantastiske og vilde er, at hun befinder sig her på Samsø! Jeg var så høj af glæde og spænding, da jeg gik i seng i aftes, at jeg ikke kunne falde i søvn, men lå og roterede under dynen med et stort smil og en tanke, der gik i ring: “Nej, hvor er det vildt!”

Så forunderligt er livet nogen gange. Vi møder dem, vi skal møde på vejen, vi følges ad så længe, som vi har glæde og gavn af det. Nogen gange skilles vore veje, og nogen gange mødes vi igen.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.