Spisebordet i stuen med udsigt til skoven
Dagens vision:
At skrive mig gennem oktober i skoven i Nordsjælland. At tage notesbog og pen med på ture rundt i området og male steder og oplevelser med ord. At genoptage rytmen med ugentlige inspirationsture.
Jeg er taknemmelig for:
At have skoven her som et sted at opholde mig i perioder som et andet hjem. At have alle de muligheder som Nordsjælland og Storkøbenhavn tilbyder af inspiration, natur og kultur lige inden for rækkevidde med skoven som udgangspunkt. At have mit skrivehus i skoven til fordybelse og kreativt arbejde. At have en udstrakt grad af frihed i mit liv til at bruge min tid, mine kræfter og min opmærksomhed på det, som giver glæde og mening i mit liv. At have mennesker i mit liv som jeg kan dele tanker, oplevelser og forståelse af livet og verden med.
Jeg tænker på:
At være opmærksom på, hvor og hvornår jeg begrænser mig selv og ser mig selv som mindre på forskellige områder, end jeg er. Og dermed at være meget opmærksom på tanker, der dukker op, som sætter barrierer for min frihed og udfoldelse. Sagt med andre ord tænker jeg på, hvad jeg gerne vil have mere af i mit liv, og hvordan jeg gør denne tanke til levet praksis.
Jeg glæder mig til:
At se “Lykke Per” i biografen i Frederiksværk i aften sammen med vennen i skoven.
At tage på Louisiana og se “MÅNEN” og igen at lade mig inspirere på et af mine absolutte yndlingskunstmuseer.
Gensyn med min dejlige veninde Anne-Marie og til samtale og latter sammen med hende.
At tage på skrivedates og inspirationsture i området.
At opleve efteråret i skoven og at skrive mig igennem det.