på vej men stadig i skoven

I dag er sådan en dag, hvor jeg har svært ved at falde til ro, slappe af og fordybe mig i noget.

Uroen kommer af, at det er afrejsedag, hvor jeg kører fra skoven ved middagstid for at nå færgen til Samsø i eftermiddag.

Jeg er færdig med at pakke, det meste er båret ud i bilen, og jeg har et par timer, hvor jeg kan slappe af, drikke kaffe, læse og nyde skoven en sidste stund.

I mit sind er jeg allerede på vej og næsten hjemme, mens kroppen stadig befinder sig i sofaen i stuen her i skoven. Og denne splittelse fremkalder uro og rastløshed. Jeg kan ikke rigtig bruge ventetiden til andet end at vente. Og det er fjollet at køre meget tidligt, så flytter jeg bare ventetiden til et andet sted senere på dagen.

Først når jeg parkerer bilen på færgehavnen, og dernæst rigtigt når jeg er kommet ombord på færgen, falder jeg helt til ro. Så er jeg næsten hjemme. At sejle med færge er en del af at bo på en ø, og færgen føles meget hjemlig som i næsten hjemme. Når jeg kører fra borde på Samsø er  det altid med en frydefuld følelse af at være hjemme igen, selvom jeg endnu ikke er fremme ved mit hus.

Men lige nu fordriver jeg lidt af ventetiden med at skrive dette indlæg, inden computeren skal lukkes, i tasken og ud i bilen.

I morgen venter et glædeligt gensyn med havet.