om at skrive som frirum

I dag vil jeg invitere dig, som læser med her, til at kigge mig over skulderen, mens jeg skriver formiddagens tekst og lader dens indhold åbne sig for mig.

At skrive livet

Om skriveredskaber og skriften som frirum

Det var jo det med at skrive fra et rent sted, som Mathilde Walter Clark taler om. Altså at skrive før man lader verden i form af internettet og andet udefra fylde sin bevidsthed med alt muligt forstyrrende.

At skrive fra et sted uden støj, sådan vil jeg nok formulere det for mig selv. Støj i betydningen noget, der forstyrrer.

Jeg sidder ved computeren og har lige spist morgenmad – og har lige været en smut på nettet og set lidt af hvert, inden jeg huskede mig selv på dette og slukkede for forbindelsen til internettet.

Det er jo det, der er opgaven lige nu: At skrive livet og at skrive fra et sted uden støj. Både ydre og indre støj i dette tilfælde lige nu denne morgen.

Græsset knasede under fødderne, da jeg som det første var ude at hælde solsikkefrø op til fuglene, mens hunden var ude på sin morgenluftetur i haven. Græsset var frosset, vandet i fuglebadet ligeså, men intet rimfrost at se. Usynlig frost, der giver sig til kende ved knasen under fødderne.

Morgenen fortsatte ovenpå med en stille stund i læsekrogen i selskab med hund og kat, inden jeg satte mig over ved skrivebordet med udsigt til mosen, tændte skrivelyset, trak et ord for dagen: Creativity!, inden jeg stemplede datoen i notesbogen og skrev mine tre morgensider. Så langt så godt.

Og nu sidder jeg en times tid senere eller så efter morgenbad og morgenmad og skriver mig i gang med dagen på computeren.

Måske har du, der læser dette, gennemskuet, at det, jeg lige nu er i gang med, er at skrive mig i gang. At skrive mig i gang ved at skrive her fra, hvor jeg er.

Der er helt stille i huset. Den eneste lyd, der høres, er tasternes lyd under fingrene, der bevæger sig let og ubesværet med alle ti fingre i brug. Jeg er jo så heldig at have lært at skrive på maskine, blindskrift og med alle 10 fingre i min tidligste ungdom. En kunnen jeg har haft glæde af lige siden. Mine fingre kan danse på tastaturet, når de skal følge med tankerne og ordene, der nogen gange kommer i en lind strøm for at lande, ikke på papiret men på skærmen.

I perioder har jeg skrevet mest på computeren, fordi det gik hurtigere. Men i de senere år har jeg genoptaget at skrive i hånden udover morgensiderne, som altid skrives i hånden. Det føles som et større frirum at skrive i hånden. Som om det at skrive i hånden er mere uforpligtende end at skrive på computeren. Det passer mig ikke at lægge sådanne forestillingers begrænsninger ned over mig selv og måden jeg skriver på, derfor sidder jeg lige nu og skriver dette på computeren for at skrive en uforpligtethed frem med dette.

At skrive er et frirum for mig. Og det skal det være også når jeg skriver på computeren. Om jeg skriver med pen eller tastatur er jo lige meget, det er bare to forskellige redskaber. Der er nogen, der har en forestilling om, at der er en mere direkte forbindelse, når man skriver i hånden, fordi de tillægger kroppen en betydning, som den ikke længere har for mig. For mig er kroppen også et redskab. Et kommunikationsredskab ligesom en mobiltelefon, som jeg har skrevet om tidligere.

I min forståelse er det sindet, der kommunikerer, og som har brug for redskaber at kommunikere igennem. Da de fleste af os ikke er i stand til at kommunikere direkte mellem sind, har vi brug for redskaber til at kommunikere gennem til hinanden via kroppens sanser. Vi bruger kroppens muligheder i form af talesprog, kropssprog og skriftsprog. Skriftsprog har mange forskellige redskaber til rådighed mobiltelefonen, computeren, printeren, internettet, pennen. Vi har nogle forestillinger knyttet til de forskellige redskaber, og disse forestillinger styrer vores oplevelser af at bruge dem.

Og jeg er altså blevet opmærksom på, at jeg var i gang med at lave en forestilling om, at jeg skriver forskelligt med pen eller på computeren. Lige nu mens jeg skriver dette på computeren, kan jeg mærke, at jeg har en forestilling om at have en læser, mens jeg skriver. Altså har jeg kombineret det at skrive på computeren med at skrive tekster, som kan læses af en eller flere andre, mens når jeg skriver i min notesbog er det kun for mine egne øjne.

Se det er jo en reel skelnen, fordi det meste af det, jeg skriver i hånden netop kun er for mine egne øjne, mens det meste jeg skriver på computeren også er for andres øjne. Og ja, jeg skriver nogen gange forskelligt, om det jeg skriver er til mig selv eller også til eventuelle læsere. Det handler altså ikke om det redskab, jeg bruger til at skrive med, men om hensigten med det jeg skriver.

Når jeg skriver i min notesbog kun for mine egne øjne, så er hensigten at tænke over noget på skrift, at tale med mig selv, at lade mine tanker lande på papiret. Private tanker, der senere faktisk kan ende i en lidt anden form i en tekst, som jeg deler med andre. Det sker faktisk ofte i min skriveproces. Når jeg skriver i notesbogen, tømmer jeg bevidstheden for dens indhold, skriver indsigter og erkendelser frem, kommunikerer med en dybere del af mig selv. Men det handler om, at det er en privat kommunikation med mig selv, det handler ikke om, at pennen som skriveredskab i hånden fører til dybere lag i mig selv. Hvis jeg valgte at have private notater i en fil på computeren, ville jeg kunne gøre det samme, det handler om villigheden til at lade mig synke ned i dybere lag, mens jeg skriver og skrive det, der dukker op i bevidstheden. Jeg synes, det er hyggeligt at sidde med notesbogen og skrive i hånden.

Da jeg begyndte at skrive denne tekst, anede jeg ikke, at jeg ville komme til at skrive om skriveredskaber og forskelle på at skrive private tanker og noget, der skal eller kan deles med andre. Men det var den retning denne tekst ville.

Da jeg for år tilbage blev inspireret til at genoptage at skrive daglige morgensider efter en pause på omkring 3 år, hvor jeg havde skrevet og delt mine tanker i en fortløbende og daglig emailkorrespondance i stedet for, rummede inspirationen netop dette, at jeg havde brug for et rum til private skriverier og tanker, som kun var for mine egne øjne. Alt, hvad jeg ellers skrev i den periode, delte jeg med andre, på min blog, i mine mixed media bøger, i digtsamlinger og tekstsamlinger.

I årenes løb har dette at skrive i hånden udvidet sig til, at jeg har skrevet meget i en slags dagbogsform, og jeg har en række notesbøger, hvori jeg har skrevet tekster, der senere er blevet delt på min blog og landet i mine bøger og tekstsamlinger. Og notesbog og pen er jo så nemme at have med alle vegne.

Dette at skrive i hånden siddende ved skrivebordet med notesbogen er blevet en intim skrivesituation i selskab med mig selv uden nogen, der kigger mig over skulderen og læswe med. Uanset teksterne er tænkt til at blive delt bagefter. Det handler altså om, at jeg har skabt et intimt og fortroligt rum at skrive i ved at skrive i hånden. Hvordan får jeg denne intimitet og fortrolighed, denne åbenhed i skriften overført til også at være tilstede, mens jeg skriver på computeren?

Når jeg skriver direkte på min blog, kan jeg have noget af den samme fornemmelse. Det er et intimt og fortroligt rum, som jeg deler med mine læsere, uanset at det er et fuldstændig offentligt rum, som alle kan gå ind i. Det er formentlig denne oplevelse af tryghed, frihed og fortrolighed, der har gjort, at jeg i mange år ret åbenhjertet har kunnet dele indsigter og erkendelser der med bloggens læsere. Det er et frirum for mig, hvor jeg kan dele det, jeg har på hjerte, fordi jeg ved, at det er et sted, hvor man selv frit vælger at gå ind, og det er frit for de besøgende at læse med eller lade være. Denne frihed gør det til et frit rum for mig at dele tanker i. Jeg kan skrive ret ucensureret men selvfølgelig i en form, som er rimelig tilgængelig for dem, der kommer forbi og ikke kender mig personligt, eller som har en anden livstilgang og forståelse.

At skrive er et frirum for mig. Det er et glædens rum. Det er et rum, hvor jeg møder mig selv og kender mig selv, fri af alle mulige forestillinger om, hvad man kan, bør eller må. Her kan jeg se mig selv i øjnene og skrive mig til indsigt i uhensigtsmæssige forestillinger, der forhindrer mig i det, som jeg gerne vil og som giver glæde.

At dele er en stor del af glæden ved at være kreativ for mig. At dele mine tekster og billeder.

Dybest set handler det om glæde. Om glæden ved at skrive og have en kreativ praksis. Om glæden ved at leve et meningsfyldt liv med fordybelse, inspiration og kreativitet med flere udtryksformer. Og at dele det med andre. At dele glæden med andre. Jeg ser udad til andre for at blive inspireret, og jeg håber, at jeg også kan inspirere andre lidt med det, jeg deler. Men det behøver jeg ikke bekymre mig om. Jeg skal blot gøre min del, dyrke kreativiteten og glæden og dele ud af det.

Med dette skriv genopdager og udvider jeg frirummet, som jeg også kan gå ind i ved at sætte mig ved computeren og blot skrive det, der dukker op. Skrive mig i gang, åbne mig og skrive det, der dukker op. Det er deri friheden ligger. Jeg skal blot møde op og stille mig til rådighed for det, som vil skrives.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.