morgentanker på skrift

 

Skriveretreat og skriveflow

Om at prioritere skrivetid

Egentlig havde jeg en venindeaftale i dag om at mødes på Buurs Kaffebar i øens hovedstad i dag kl. 13.

Oprindeligt var aftalen, at min veninde skulle have besøgt mig i eftermiddag og være kommet kl. 14, det ville have givet en rolig formiddag og tid til at skrive i. Vores aftale blev ændret og rykket frem, fordi hun havde fået en aftale og forpligtelse senere på eftermiddagen.

Her til morgen, da jeg sætter mig ned og skriver mine morgensider, kan jeg mærke, at dagens aftale strammer. Min formiddag, som jeg holder hellig i betydningen fri af aftaler til fordel for fordybelse, blev reduceret kunne jeg mærke, fordi jeg jo også skal ud at gå tur med hunden, inden jeg kan køre sydpå til en kaffeaftale.

Inden mine morgensider var skrevet færdig, blev det klart, at jeg måtte prioritere den skrivepraksis og det skriveflow, som jeg endelig er kommet i gang med i denne uge. Derfor har jeg nu valgt at sige ja til skrivetid fremfor tid til venindesnak. Den snak må udsættes til i næste uge og på et tidspunkt på dagen, der ikke æder min skrivetid.

At prioritere skrivetid højt og nogen gange højest er en del af mit nye fokus og nye praksis. Jeg mærker en lille rest af den stemme, der siger: Har jeg lov til det? Men det er blot et ekko fra en selvforståelse, som var en gang og som nu ligger på vejen bag mig som et par gamle briller, der ikke længere passer til mit syn.

Jeg har ofte tænkt, at jeg vældig godt kan forstå dem, der tager på skriveretreat, hvor de kan prioritere at skrive og helt koncentrere sig om, hvad de er i gang med uden hverdagens forpligtelser og forstyrrelser. Det tænkte jeg på og skrev om på mine morgensider. Og jeg er så privilegeret, at jeg ikke behøver at tage på skriveretreat, for det kan jeg have herhjemme, når blot jeg prioriterer at skrive fremfor alt mulig andet.

Konklusionen var, at jeg skulle aflyse dagens aftale og blive hjemme og skrive i stedet for. Den klarhed og beslutning fremkaldte stor glæde og lettelse. Yes, sådan! Det er sådan, det skal være, for at dagen passer og ikke strammer.

Mit liv veksler mellem perioder med samvær og perioder med alenehed. Og efter en december måned og et efterår med meget samvær er januar en tiltrængt måned med megen alenetid og fordybelsestid. Jeg elsker den frihed, der er i denne vekslen, og hvor jeg kan prioritere at holde retreat hjemme, når jeg har brug for at trække mig tilbage fra verden, og også at holde skriveretreat, når der skal være fuldt fokus på at skrive og flyde med et skriveflow.

Jeg er meget taknemmelig for, at mit liv er sådan. At jeg har begge dele i det. Det passer til min introverte natur, at jeg kan have lange perioder i mit eget selskab, hvor jeg kan prioritere det, som giver mening og glæde for mig, hvor jeg kan fordybe mig og leve i min egen naturlige rytme. Og jeg nyder ligeledes perioderne med samvær, hvor fokus er mere udadvendt på fællesskab i samtaler, oplevelser og inspiration ude i verden og på at gøre ting sammen. Men det er blevet meget tydeligt, at jeg ikke kan leve mit liv udelukkende i samvær, som jeg har gjort en stor del af mit liv.

I det liv jeg er blevet givet, da jeg blev ført til vejen brolagt med glæde, og hvor hele mit tidligere liv blev renset væk, for at der kunne blive plads til et helt andet og nyt liv, er jeg blevet givet et liv med udstrakt frihed og tid og rum til fordybelse og kreativitet. Et liv der passer til min natur som hånd i handske.

Og derfor sidder jeg også lige nu og skriver efter morgensiderne og morgenmaden i en tilstand, hvor dagen passer til mig og det, jeg er i gang med. Jeg behøver ikke at tage hjemmefra og isolere mig et andet fysisk sted for at have den daglige praksis, som jeg ønsker mig. Mit liv er sådan indrettet, at jeg kan leve med den praksis, når blot jeg sørger for at prioritere tid og rum til den nødvendige fordybelse.

Mens mine fingre danser over computerens taster og skriver dette, fyldes jeg af taknemmelighed over, at mit liv er sådan, at det passer fuldstændigt til mig uden at stramme eller begrænse, når blot jeg er opmærksom og ikke laver eller fastholder aftaler med andre, når jeg skal lave aftaler med mig selv og fordybelsen i stedet.

Det er torsdag morgen, og foran mig ligger endnu en hel og fri uge uden andre aftaler end dem, jeg har med mig selv. Jeg mærker, at det er helt essentielt for mig lige nu at blive i processen med at etablere og udvikle den udvidede skrivepraksis, som jeg har længtes efter så længe, men ikke har givet mig selv lov til at få før nu.

Himlen er dækket af skyer, og lyset er blødt og dæmpet. Luften er bidende kold udenfor, og fuglene flokkes om foderautomaterne med solsikkefrø i haven. Hver dag nyder jeg synet af de mange og forskellige fugle, der kommer til min have. Fuglene er i evig bevægelse, det er som farvestrålende fjerbolde i bevægelse mellem foderautomaterne og syrernes nøgne grene, hvor fuglene sidder og hugger hul på skallen og spiser det fedtholdige indhold i frøene. De fleste fugle henter foder i automaterne og flyver væk for at spise, nogle bliver siddende og spiser, andre igen spiser hvad der falder ned på jorden. Det er frost, så jeg vil varme noget vand til at tø det frosne vand i fuglebadet op med.

Der er faldet ro over min dag med den aflyste aftale. Dagen ligger nu åben og fri foran mig. Og det føles så godt og helt rigtigt. Kulden trækker ind gennem husets mure, så jeg tænder op i brændeovnen og nyder mit skriveretreat hjemme i varmen i huset ved havet.

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.