København – Samsø, om at lede hele livet og endelig nå frem

 

København – Samsø

Om at lede hele livet uden at vide efter hvad og endelig nå frem

Jeg vågner med dagslyset og bliver liggende under den varme dyne og byder den nye dag velkommen.

Jeg retter min opmærksomhed indad, synker ind i fordybelsen og visheden om, hvad der er op og ned på alting.

Jeg tænker over mit liv, ser tilbage og hen over de mange års liv, de mange valg, menneskene, der kom og gik, den snirklede vej gennem omstændigheder og begivenheder. Fra jeg flyttede hjemmefra til København og til jeg endte her på Samsø mange år senere.

Jeg ser, at hele vejen igennem ledte jeg efter mig selv. Jeg ledte i parforhold og moderskab, jeg ledte i relationer, jeg ledte på steder og i boformer, jeg ledte i studier og arbejde, jeg ledte i drømmen om at skrive og lave kunst.

Jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg ledte efter, derfor troede jeg også, at jeg vidste, hvor jeg skulle finde det.

Jeg ser, at jeg ledte alle mulige steder i verden, fordi jeg troede, at jeg skulle finde mig selv gennem relationer og funktioner i verden, og jeg ser, at jeg igen og igen måtte erkende, at jeg ikke havde fundet det, jeg søgte. En længsel og en drivkraft i mig fik mig til at fortsætte min søgen med et gåpåmod og en nidkærhed, uanset alle de bristede forhåbninger, der fulgte mig i kølvandet gennem livet og verden.

Først da jeg endelig gav slip på min forestilling om at vide, hvad jeg ledte efter, og hvor jeg kunne finde det, begyndte der at ske noget andet. Først da jeg gav slip på forestillingen om at vide noget som helst og lade mig lede i stedet, skete der noget.

Først da jeg gav slip på verden, efterlod den bag mig og gik ind i stilheden, aleneheden og fordybelsen der, begyndte jeg at se, forstå og kende.

Og her til morgen under den varme dyne følte jeg, at først nu efter et meget langt liv, er jeg endelig nået frem. Jeg ved nu, hvad jeg hele livet har ledt efter uden at vide det, og jeg ved også, hvor jeg skal finde det. Jeg fandt det aldrig i verden, fordi det, jeg ledte efter, ikke findes i verden.

I stilheden findes en dør til evigheden, og når jeg går ind ad den dør, finder og genkender jeg, hvad det var, jeg ledte efter. Det har altid været der hinsides verden, men jeg havde vendt mig væk og mod verden, havde ladet mig opsluge af den og mistet forbindelsen til det hinsides og til mit Selv.

Endelig er jeg nået frem. Og det føles som en uendelig lettelse, at jeg ikke skal lede mere eller tage på flere nyttesløse rejser.

Endelig! Og hér er der ikke flere ord at sige eller skrive.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.