Torneroses eventyr

På mit skrivebord i skriverummet ovenpå står en figur, som jeg lavede det første år, jeg boede her i huset ved havet. Tornerose eller lille Tornerose hedder hun. Hun står med en pen i hænderne og med en bog “Torneroses eventyr” ved sine “fødder”. Her står hun hver eneste dag og minder mig om, at jeg skal skrive.

Figuren udsprang af et eventyr, jeg skrev i 2002/03 før flytningen til Samsø. En fortælling, der i eventyrets form beskrev en proces, jeg var på vej igennem.

Mens jeg sad og skrev i formiddags, faldt mine øjne på lille Tornerose, og jeg gik i stå. Jeg betragtede hende og så den glæde, jeg synes hun udtrykker, og jeg fik lyst til at læse eventyret igen. Det har været sjovt og interessant at genlæse historien og at se historiens symboler med nutidens øjne. Jeg husker meget fra perioden, hvor den blev skrevet og den frisættelsesproces, jeg var midt i. I tilbageblikket kan jeg se , at eventyret peger på en langt større frisættelsesproces, end jeg var bevidst om at være i, da jeg skrev det.

Jeg kan huske, at jeg nød via skriften at begive mig ind i et eventyrligt univers, hvor forunderlige ting kan ske, og hvor jeg kunne skrive helt frit og følge historien, som den ville skrives.

I dag har jeg lyst til at dele eventyret med dig, der læser med her. Måske skal du lave dig en kop kaffe eller the og læne dig tilbage, før du går i gang med at læse og bevæge dig ind i en eventyrlig verden.

Torneroses eventyr

Kys frøen! Og se om prinsen er stået af hesten parat til handling. Ved siden af hesten står Tornerose, en ung og energisk kvinde, mens prinsen er bag alle bjerge.

Hun kyssede frøen, der straks forvandlede sig til en prins med langt glat hår og smidige lemmer. Hun iagttog ham en stund og begyndte hurtigt at kede sig. Han var alt for smuk og alt for tam. Hun forsøgte at række ham tøjlerne, men han så kun skidtet på hendes tøj og under hendes negle. Efter at have ventet nogen tid og med undren iagttaget hans vægelsind sadler hun op og rider af sted ud i landskabet.

Hun mærker vinden stryge gennem håret og køle ansigtet under det stærke ridt. Hun rider uden ophør, indtil hun når til en stor sø med glitrende vand. Her sadler hun af ved et stort egetræ og lader hesten Joy græsse, som den vil, mens hun klæder sig af og går ud i det kølige vand. Da vandet når hende til lårene, kaster hun sig på hovedet i vandet og svømmer med kraftige tag ud i søen midt i en blændende solstribe. Hun dykker ned i vandet og mærker vandplanter og fisk stryge mod sin nøgne hud, når de svømmer i små blinkende stimer forbi hende. Efter at have dykket og været oppe og trække luft nogle gange, mærker hun pludselig en meget kold understrøm. Den får hende til at vende om og svømme tilbage mod bredden, hvor hesten stadig går rundt og æder græs.

Da hun når næsten helt ind til bredden, kommer en masse rosenblade flydende med strømmen. Snart er hun helt omringet af rosenblade, der får søvandet til at dufte i solen. Hun kigger sig omkring men kan ikke se, hvorfra rosenbladene kommer. Nogen må have plukket dem i stykker, kronblad for kronblad og smidt dem i vandet. Hun lægger sig på ryggen og flyder på vandoverfladen mellem rosenbladene, der sætter sig i hendes lange, våde hår og klæber fast som røde pletter på huden.

– Hvad skal jeg også med en prins, når jeg har Joy og en rosensø at svømme i, tænker hun drømmende, mens solen danner røde billeder bag hendes lukkede øjenlåg.

Kulden fra vandet begynder at trænge ind under huden, og hun vader det sidste stykke ind og går op og lægger sig i græsset for at lade solen tørre sig. Hun falder i søvn, mens hesten står vagt i nærheden.

Hun sover dybt og drømmeløst, da hun mærker et let kys på sine læber. Hun vågner med et lille gisp, åbner øjnene og ser et rådyr med bløde brune øjne stå bøjet over hende, mens det snuser til hendes ansigt.

– Åh, jeg troede et øjeblik, at det var prinsen, mumler hun fortumlet og sætter sig op.

– Nej, en prins er jeg ikke men et forvandlet barn, der har ventet længe på, at du skulle dukke op.

Lidt overrasket bliver hun bevidst om, at hun mærker dyret tale som tanker i sit eget hoved.

– Et forvandlet barn? Men hvorfor har du ventet på mig? Kan jeg da gøre noget for dig, spørger hun.

– Jeg har ventet på, at du skulle dukke op for at hjælpe mig. Gå med mig ind i hulen, som bjerget rummer. Før mig derind og tilbage igen, og du kan sætte mig fri.

– Hvilket bjerg taler du om, her er jo ingen bjerge?

– Bjerget, der ligger for enden af horisonten. Hvis du følger mig ind gennem skoven, skal jeg vise dig vej.

Uden at betænke sig tager hun sit tøj på og kalder hesten til sig. Tøjet dufter rent og svagt af roser, konstaterer hun forundret. Hun følger efter rådyret med de blide, sørgmodige øjne, det går i retning mod en lille lund af træer på højre side af søen.

De går i 2 dage og hviler sig kun kort om natten. For hver dag kommer de dybere ind i mørket. Den 3. dag om morgenen når de frem til bjergets fod. Rådyret ser intenst spørgende på hende med sine brune øjne. Hun er ikke sikker på, hun helt forstår spørgsmålet men føler meget stærkt, at der ingen vej er tilbage. Følelsen får hende til at vende sig om og se efter stien, de er kommet ad, men den er forsvundet i et tæt krat af tjørnebuske.

***

Bjerget ligger badet i lys.

– Følg mig!

Rådyret begynder at gå forsigtigt op ad en stejl sti fyldt med småsten, der rasler nedad for hvert skridt. Det vender sig for at sikre sig, at hun følger med. På en mærkelig måde og helt uforståeligt for hende selv, føler hun sig fuldstændig tryg ved at gå her sammen med rådyret, som om hun altid har vidst, at det skulle ske. Joy lader hun gå selv uden at holde i dens hovedtøj. Efter nogen tid beslutter hun at tage hovedtøj og sadlen af den og efterlader det ved stien, så den kan gå mere frit på den stejle sti. Den skubber blidt til hende med sin bløde mule og følger hende lige i hælene.

Rådyret er nået op på en afsats højt oppe og standser for at vente på hende. Det er en krævende stigning, hun sveder og hiver efter vejret. Indimellem må hun næsten kravle for at komme op, mens fødderne skrider under hende på de løse sten. Da hun omsider når op til rådyret, kommer hesten lige bag hende. Den har tilsyneladende ingen problemer med at gå på den stejle sti.

– Man skulle tro, du havde vinger, siger hun forbavset og klapper den anerkendende på halsen. Hun går hen til rådyret, og bag det opdager hun en åbning ind i bjerget. Åbningen er næsten helt skjult af hunderosers lange, tornene grene og en stor tæt tjørnebusk. Med det samme ved hun, at her skal de ind.

– Nu skal du gå forrest, fortæller rådyret med sin stumme tale.

– Ok, siger hun og går hen til åbningen, bøjer sig og kigger ind under grenene. Det eneste, hun kan se, er en stor åbning ind i klippen. Hun fornemmer en hule men kan ikke se, hvor dyb den er, den forsvinder i mørke. Hun synes, hun kan høre noget pusle derinde og standser op i pludselig frygt. Hvad kan det være? Et dyr?

– Frygt ikke, lyder det et sted bag hende. Hun vender sig om efter stemmen, men der er ikke nogen.

Nå, det må have været rådyret, der igen har talt til mig, tænker hun.

– Det er din egen frygt, du hører, lyder det igen bag hende. Hun vender sig hurtigt igen, men hun kan ikke se, hvorfra stemmen kommer. Et hæst skrig får hende til at kigge op. Dér øverst i et højt træ sidder en stor rovfugl og ser på hende med skarpe øjne. Helt frygtløs sidder den der og ser indtrængende på hende, før den letter og flyver bort.

– Jeg er kommet for at hjælpe dig på din vandring, fortsætter stemmen. Hun kigger sig forvirret omkring.

– Nej så længe du stadig sover, kan du ikke se mig. Lyt til mig, og jeg skal føre dig på rette vej. Gå nu blot trygt ind i bjerget, dér venter dig en stor lykke.

Hun opgiver at finde ud af, hvor stemmen kommer fra. Der er vist ikke andet at gøre end at komme ind i det bjerg.

– Vent her, siger hun beslutsomt til Joy. – Jeg kommer tilbage.

***

Hun bøjer sig og må næsten kravle ind for at komme under de tornede grene uden at rive sig. Rådyret følger lige bag hende. Da hun kommer ind, kan hun først slet ingenting se i den mørke hule. Lyset udefra når et stykke ind, men ikke så langt at man kan se, hvor hulen ender. Hun går langs den ene side af grotten, føler sig frem og mærker på et tidspunkt en åbning i klippevæggen. Det føles som en smal gang.

– Følg lyset, siger stemmen bag hende.

Lyset? Hun kan ikke se noget lys, bortset fra det der stadig ses næsten blændende i åbningen. Hun går forsigtigt ind i den smalle mørke gang, føler sig hele tiden for med både hænder og fødder. Efter nogen tid i totalt mørke kan hun pludselig ane et svagt lys et sted i mørket foran hende. Med rådyret lige efter sig går hun forsigtigt fremad mod lyset. Luften i gangen er kølig og let fugtig. Af og til er hun ved at snuble over en sten i mørket, men hun falder ikke. Hun går og går uden, at lyset bliver mærkbart tydeligere. Efter at have vandret så længe, at det føles som en evighed, bliver lyset pludseligt klarere, og det viser sig, at hun er nået til enden af gangen. Lyset kommer fra venstre, og da hun drejer til venstre, kommer hun ind i en grotte. Det er her, lyset kommer fra.

***

Grotten er oplyst af et tændt stearinlys, der sender flakkende gyldne skygger på klippevæggene. Lyset står i en gammel sølvstage på et bord. Et meget gammelt træbord og en stol står midt i grotten. Hun ser sig undersøgende omkring, men bortset fra bordet og stolen er grotten tom.

– Sæt dig ved bordet, siger stemmen blidt men bestemt.

Hun adlyder, går hen til bordet og trækker stolen ud. Den er tung og noget grov i træet, som er den hugget med en økse. Bordet er også af grove planker, men det er slebet glat som af mange års brug. På bordet ligger en stor gammel bog. Bogen har læderbind og til hendes store forundring står der med store svungne guldtyper på forsiden:

 

Torneroses eventyr

 

Hun stryger hånden hen over det bløde læder. En svag duft af roser stiger op fra bogen.

– Åben bogen. Det er din! Husker du den ikke, spørger stemmen.

Hun åbner bogen, der kun indeholder hvide blanke sider bortset fra 2 ord skrevet med stor og tydelig skrift: Kys frøen! på den første side.

– Skriv, siger stemmen insisterende. – Din tid er inde. Skriv!

– Skrive? Jamen hvad skal jeg skrive?

– Skriv!

Hun opdager en fyldepen ved siden af bogen. Hun skruer hætten af og beundrer den gyldne pen. Fyldepennen ligger godt i hånden.

– Men hvad skal jeg skrive?

– Skriv nu! Du kan lige så godt springe ud i det. Din historie venter på dig. Vejen går gennem skriften. Du har været længe om at indfinde dig, men nu er tiden kommet. Bogen har ligget her og ventet på, at du skulle komme og skrive din historie.

Hun sætter pennen til papiret og skriver. Blækket er rødt, og pennen glider næsten lydløst og blødt hen over det glatte hvide papir:

Kys frøen! Og se om prinsen er stået af hesten parat til handling. Ved siden af hesten står en ung og energisk kvinde mens prinsen er bag alle bjerge. Hun kyssede frøen, der straks forvandlede sig til en prins med langt glat hår og smidige lemmer. Hun iagttog ham en stund og begyndte hurtigt at kede sig. Han var alt for smuk og alt for tam. Hun forsøgte at række ham tøjlerne men han så kun skidtet på hendes tøj og under hendes negle. Efter at have ventet nogen tid og med undren iagttaget hans vægelsind sadler hun op og rider af sted ud i landskabet.

Hun skriver først langsomt og søgende. Billeder begynder at dukke op i hendes hoved, og hun skriver, hvad hun ser og hører og dufter og mærker. Billede afløser billede. Snart glemmer hun alt omkring sig og forsvinder ind i en helt anden verden, hvor Tornerose møder prinsen. Men pludselig forandrer billederne sig. De bliver mørke og lidt mindre klare. De kommer langsommere. Det er, som om en anden historie er gået i gang. Billeder fra fortiden dukker op. Billeder fra barndommen. Et barn dukker op. Hun skriver og skriver, og tårer begynder at løbe ned ad hendes kinder. Af og til drypper en tåre ned på papiret og opløser det røde blæk, der løber ud i papiret. Hun mærker det ikke. Det eneste, hun er sig bevidst, er billederne, der fører hende dybere og dybere ind i mørket og smerten. En smerte hun ikke vidste, hun kendte. En smerte som har været gemt væk meget længe.

Hun skriver og skriver. Og tårerne løber. De drypper fra bordet ned på bunden af grotten. Jo længere hun skriver sig ned i smerten, jo mere græder hun. Til sidst danner tårerne en lille kilde, der begynder at løbe henover bunden og fra grotten ud i gangen. Da tårekilden når helt ud af bjerget, hvor Joy venter, har hun skrevet i 3 dage, og billederne stopper. Historien er færdig.

***

Hun lægger pennen fra sig, kigger sig lidt fortumlet omkring i grotten, hvor klippevæggene er smukt gyldne. Hun mærker sine våde kinder, tørrer dem med ærmet og snøfter lidt. Pludselig ser hun en skikkelse i hvid kjortel komme direkte ud af klippevæggen og hen mod sig. En hvid skikkelse der holder sine hænder velsignende frem mod hende. Hun ser på skikkelsen foran sig og føler pludselig stor tryghed og lettelse. Hun forstår.

– Nu ved du, hvad grotten rummer. Du kan altid vende tilbage hertil. Bogen og pennen ligger her på bordet og venter på dig. Husker du nu?

Skikkelsen forsvinder på samme måde, som den kom.

Hun rejser sig fra bordet og skubber stolen ind på plads, da hun kommer i tanke om rådyret. Hvor er det mon blevet af? Hun vender sig om og får øje på en lille pige, der står bag hende. En lille pige med gyldne krøller og fregner på næsen. Pigen løber strålende af glæde hen mod hende med armene bredt ud. Hun breder forbavset armene ud og griber pigen.

– Men hvem er du?

– Genkender du mig ikke? Jeg er Tornerose.

Hun kigger på pigen og genkender de bløde brune øjne. Noget begynder at dæmre.

– Du var rådyret?

– Selvfølgelig. Du er lidt tungnem, er du ikke, siger pigen med drillende øjne.

Pigen hopper og danser rundt om hende, så krøllerne danser om hendes hoved. Hun tager hende i hånden.

– Lad os komme ud herfra.

Hun finder let hen til gangen, og da de begynder at gå hen ad den, lyser tårekilden som en svag gylden lysstribe i bunden. Snart kan de begynde at se lyset, der strømmer ind ad åbningen. De vandrer af sted hånd i hånd mod lyset. Da de når helt hen til åbningen, slipper den lille Tornerose hendes hånd. Og da hun træder ud i sollyset, er hun forsvundet.

Hun misser lidt mod solen, der hænger lavt på himlen og farver landskabet gyldent. Hun ser, at hun er trådt ud af et stort krat af hybenbuske. Derhenne går Joy og græsser ved det store egetræ i nærheden af søens bred. Hun ser sig om og ser kun nogle hybenbuske, der kranser søbredden og den lille lund bag det store egetræ, hvor hesten nu står og betragter hende. Bjerget er forsvundet.

Hun undrer sig ikke mere men går med langsomme skridt hen til hesten og sadler op.

– Kom så Joy!

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.