At stå foran døren til et nyt og ukendt kreativt rum

Kender du det, at noget bliver visket ud på din hukommelses tavle og forsvinder helt i glemmebogen for så overraskende at dukke op igen?

Det kan være indsigter, tanker eller idéer, der har vækket en modstand i dig, eller som du har haft svært ved at tage til dig.

Når jeg læser tilbage i mine notesbøger, ser jeg ofte, at indsigter og inspirationer bliver gentaget igen og igen. Nogen går måske helt i glemmebogen igen, uden at jeg er bevidst om det, fordi jeg ubevidst lader det viske ud af min hukommelse, andre dukker op igen, indtil jeg er parat til at tage det helt ind i min bevidsthed og i min forståelse af mig selv.

Jeg har modtaget inspiration til arbejde, som aldrig er blevet til noget, fordi jeg ikke skrev det ned eller handlede på det. Det kom som en mulighed til mig og forsvandt igen, fordi jeg ikke tog imod i praksis.

Sådan en oplevelse har jeg også lige for tiden. Som jeg har fortalt om, er jeg blevet inspireret til at tage kamera og notesbog med mig, når jeg tager hjemmefra. I dag, hvor jeg skimmede igennem de tekster, jeg har skrevet siden september med skrivenøglen, tekster jeg har brug for at læse, læste jeg, at denne opfordring bliver gentaget gang på gang. Den stille stemme er tålmodig og ved, hvad jeg har brug for, uanset om jeg vælger at undlade at handle på det.  

Nu hvor jeg endelig handler på den opfordring, kommer også noget andet tilbage fra glemmebogen, netop fordi det at have kameraet med har givet anledning til og mulighed for at filme i vand. Inspiration til at filme i vand er kommet, når jeg går rundt og fotograferer. Det gjorde jeg fornylig på Ballen Havn, som jeg lavede et fotoindlæg med den 1. april. Og det gjorde jeg igen i går, da jeg fotograferede ved havet ved Vester Made.

Da jeg sad og skrev i formiddag, dukkede en glemt inspiration op i bevidstheden, en inspiration der har relation til at filme i vand.

I september sidste år kom en idé og inspiration til mig om muligheden af at gå en helt ny kreativ vej. En idé til at begynde at lave kunstfilm! Videofilm med en lydside af mine egne tekster. En ny måde at arbejde med billeder og tekst.

Mens jeg var på efterårsopholdet i skoven, gik jeg derfor i  gang med at øve mig på at læse mine egne tekster op og optage dem som lydfiler, og jeg filmede spejlinger i vand flere steder i området. Men foran mig stod en for mig stor opgave nemlig at lære at klippe film. En opgave som en del af mig oplevede som næsten uoverskuelig. Den del af mig, som taler fra tvivl og frygt. Min telefon, som jeg brugte til at optage mine oplæsninger gik i sort, og mit forberedende arbejde gik i stå. Og hele idéen om at lave film fadede for helt at forsvinde ud af bevidstheden ned i fortrængningens glemsel.

I dag kom den tilbage og op til bevidsthedens overflade igen. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg dog kunne glemme det. Men jeg tænker, at indre modstand kan viske mange tanker og indsigter ud på hukommelsens tavle.

Og da idéen om at gå i gang med at lave film kom tilbage, kom også erindringen om den vision, jeg havde sidste år om, at en kommende Norgesrejse skulle være en skriverejse og en filmrejse. Den sidste del havde jeg fuldstændig glemt, både da de norske fjelde begyndte at kalde på mig igen i december, og da campingvognen Butte kom som svaret på dette kald. Butte kan blive et mobilt studio, et skrive- og fotoværksted til at bo i, mens vi rejser rundt i verden for at skrive, fotografere og filme.

Jeg oplever lige nu at stå foran en dør. En dør ind til et nyt kreativt rum. Et rum, der tilbyder mig udvidelse af mine kreative udfoldelsesmuligheder. Et rum for udfoldelse, kreativitet, glæde og leg.

Jeg står foran denne dør med en tilskyndelse i hjertet og inspiration i tanken og skal beslutte mig for, om jeg er parat til og vil gøre den indsats, der er nødvendig for at lære noget helt nyt, som et digitalt filmprogram er for mig. Om jeg er parat til at være nybegynder, helt uvidende og til at snuble og lave fejl, mens jeg lærer dette helt nyt redskab at kende.

Som jeg fortalte om for nogen tid siden, så har der længe været helt stille i inspirationens og kreativitetens indre rum i mig. Der har været stille, der har været tomt, og jeg har ikke kunnet arbejde mig i gang. Det eneste, jeg har kunnet, er at skrive og fotografere og rydde op i mit kreative værksted.

Nu, hvor jeg står foran denne dør, forstår jeg, hvorfor der har været så stille så længe. Det er jo fordi, jeg allerede har modtaget inspiration og er blevet vist konkrete opgaver og projekter, jeg kan begynde med, men dem havde jeg fortrængt.

Hvis den dør skal åbne sig, er nøglen til hængelåsen villighed til at være begynder, at begynde helt fra nul, at gøre det nødvendige arbejde i læreprocessen og at begive mig ind i et rum med et helt ukendt indhold og uden anelse om, hvor det vil føre mig hen, og hvad jeg skal bruge det til.

Nøglen til dørens hængelås er villighed til at sige ja og handle dette ja i levet praksis.

Jeg står her og overvejer seriøst, hvad jeg skal svare.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Inspiration og praksis, Skrivenøgle, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.