Min sommer på Samsø 7 – Mens vi venter på regn

Varmen er trykkende over Samsø i dag. Og når solen indimellem bryder igennem skydækket, føles det brændende og hedt.

Jeg er mere til efterår end til sommer, og denne lange varme periode med tørke, må gerne snart holde en pause. Forhåbentlig vil noget af den forventede regn falde over øen.

De sidste par år har Samsø haft flest solskinstimer i landet. Det er jo fint, men vi har også brug for regn. Regn, der kan bløde alting op efter tørken og give liv til naturen. Naturen trænger. Markerne trænger. Haverne trænger. Grundvandet skal suppleres.

Det er for varmt til at være ovenpå i dag, så jeg flyttede formiddagens læse- og fordybelsesstund med et afsnit af ”Et kursus i mirakler” ned i den mere kølige stue. Og nu har jeg taget computeren med ud i haven for at prøve at skrive lidt.

I nat var en søvnløs nat med kun et par timers morgensøvn, så jeg føler mig lidt fraværende og langsom i dag uden megen inspiration til at skrive.

Her fra havebordet ser jeg på krydderurtebedet, hvor mynte, citronmelisse og oregano blomster. Sommerfuglene elsker oreganoblomster, næsten lige så meget som de sødtduftende blomster på sommerfuglebuskene. Der er en livlig svirren og flagren over bedet. Her er også udsigt til en høj, stor sommerfuglebusk inde i naboens have, og der flagrer sommerfuglene også livligt fra blomsterstand til blomsterstand.

Når vejret er så trykkende som i dag, flyver svalerne lavt over den høstklare kornmark, som Tilda og jeg passerer på vores gåture mod havet mod øst. Lige nu flyver svalerne også kvidrende hen over haven, mens de fanger insekter i luften. En sanger synger meget svagt i mirabellehegnet. Måske er det hr. munk med sin sorte kalot. Der er flere arter af de små sangere i haven, både dem der bor her hele året og dem der kommer trækkende hertil hvert forår. Jeg kender ikke deres stemmer fra hinanden, og de sidder som regel og gemmer sig inde bag løvet i hegnet, men jeg nyder deres sang og tilstedeværelse i haven.

Et rådyr søger føde under mit lille blommetræ på den anden side af vejen ud mod mosen. Det står helt i skjul af høje brændenælder under træet. Men jeg opdager det, fordi det snorker, mens det spiser. Og når jeg bliver hidkaldt af dets snorken, kan jeg se det bevæge sig inde mellem alt det grønne. Jeg henter mit kamera for at forsøge at videofilme og optage lyden, men da jeg stiller mig synligt frem ved havelågen med kameraet, opdager det mig og løber gøende tilbage over mosen.

Katten Sif ligger tæt på havebordet inde under kanten af nogle syrengrene og sneboldegrene, der hænger helt ned over jorden. Jeg kan se hendes grå ben stikke ud og høre hendes stille rytmiske snorken. Hunden Tilda er også kommet ud fra husets kølighed for at være i min nærhed. Hun ligger tæt ved bordet og sover.

Sådan er mit liv med hund og kat. De befinder sig næsten hele tiden i min nærhed, selvom katten holder mest af at være udendørs om sommeren, også når jeg befinder mig inde i huset. Men så snart jeg kommer ud i haven, følger hun mig rundt og lægger sig lige i nærheden.

Der er mange sommerfugle i haven for tiden. Især tidselsommerfugle, som åbenbart er kommet trækkende mod nord sydfra. Her i min have er der blåfugle, hvide sommerfugle, randøjer og dagpåfugleøjer. Og her er bier, humlebier og forskellige andre. Jeg glæder mig over, at der igen er mange af dem denne sommer.

Selvom jeg sidder helt stille her i skyggen og skriver, sidder jeg og sveder. Luften står stille. Det føles som at befinde sig under en alt for tung, tæt og varm dyne.

Jeg venter på regn og håber, at den kommer og letter trykket og helst uden torden, for Tilda er meget bange for torden. Fyrværkeri, torden og jetjagere får hende til at ryste af frygt. Men lige nu er der en hel del blå himmel mellem skyerne og intet tegn på regn.

Det er en stille dag. Stille i det indre og stille i det ydre.

Lige nu er det som om alting står stille. I venten. På regn.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Samsø, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.