Min sommer på Samsø 12 -Hvor blev eventyret af?

”Play” er ordet på englekortet for denne dag, som jeg som sædvanligt trak i morges, før jeg skrev mine morgensider.

Play! En opfordring, der satte en lavine af tanker, indsigter og erkendelser i gang, som jeg har brugt det meste af dagen indtil nu på at skrive om og fordybe mig i.

Play! Trykkede på en knap, der kaldte en følelse af savn op i min bevidsthed. Savn efter den sprudlende glade og eventyrlystne del af mig selv, der var faldet gennem hullerne i et net af alvor og pligtopfyldenhed, som jeg har holdt mig selv i gennem nogen tid.

Det var den eventyrlystne og glade, der tog på skriverejse til Norge, og som skrev ved den brusende elv og den spejlblanke sø, hvor udsigten og vejret skiftede hele tiden. Det var den eventyrlystne og glade, der spejlede sig i den vilde natur og fangede spejlingen med sin pen på papiret. Men på et eller andet tidspunkt på rejsen lod hun alvoren overtage eventyrets plads i sit fokus. Alvoren og forpligtelsen. At gøre og fuldføre det, som hun havde sat sig for. Glæden ved at skrive forblev hos hende, men eventyret sivede umærkeligt væk, uden at hun greb ind.

Denne sprudlende glade og eventyrlystne, den kreative som flyder med flowet i fryd og fylde, det er hende, der er den virkelige og sande del af mig. Her kommer mit indre Selv allermest til udtryk.

Hvis du læste med i min tekst nr. 11, den om mælkevejen og drømmes opfyldelse, så ved du, at teksten slutter med, at jeg vasker tavlen ren og tømmer mit sind for mine egne ønsker og forestillinger for at kunne modtage vejledning om, hvad det er, jeg skal nu.

Svaret begyndte at komme med englekortet ”Play”! Og svaret fortsatte i det indre arbejde, jeg har været i gang med hele formiddagen, hvor jeg blev vist steder, hvor jeg har tvivlet på mig selv og min opgave, hvor jeg har ladet udefrakommende hændelser bekræfte mine indre ubevidste fejlopfattelser af mig selv, og det jeg er i gang med. Jeg har set projektioner i øjnene og trukket dem hjem og lavet sand tilgivelse af det, som ikke virkelig er sket, men som jeg opfattede skete, fordi jeg allerede havde den tanke i mit sind.

Som jeg fortalte i gårsdagens tekst, blev jeg tilskyndet til at notere mine igangværende skriveprojekter op i min notesbog og stille nogle spørgsmål ved hver enkelt og vente på svar.

Punkt nr. 1 er ”Rejsen tilbage”, en tekstsamling om inspiration på min indre rejse, som jeg for nogle år siden blev inspireret til at skrive og samle til en bog. Arbejdet med teksterne var ubesværet og glædesfyldt. Manuskriptet nåede for længe siden næsten i mål. Men også kun næsten. Da manuskriptet var skrevet færdigt og samlet, sivede energien lige så stille ud af projektet og har ligget stille i månedsvis, ja vel egentlig i mere end et år. Og jeg har endnu en gang måttet se på, hvad det var, der fik energien til at forsvinde fra dette bogprojekt.

Mens jeg var godt i gang med at gøre manuskriptet færdigt, bad jeg 3 kvinder om at læse det igennem for mig og fortælle, hvordan det var at læse det. Det var alle tre nogen, der på forskellig måde havde vist interesse i min proces og i det, jeg arbejder med og skriver om.

Den første, en nær veninde læste manuskriptet ret hurtigt igennem og gav mig en frugtbar respons tilbage, som jeg kunne bruge i mit videre redigeringsarbejde. De to andre fik aldrig læst manuskriptet igennem og givet mig respons tilbage efter endt læsning. Og det var netop to, som jeg havde været sikker på syntes, at det, jeg skrev, havde værdi, og skulle videre ud i verden.

Jeg var meget forstående overfor, at de af forskellige grunde ikke fik det læst igennem, og var mig ikke bevidst om den dybe skuffelse, det fremkaldte i mig. Skuffelsen bekræftede en ubevidst manglende tillid til, at det jeg havde skrevet havde værdi og skulle ud i verden til nogle læsere. Og arbejdet gik i stå. Jeg mistede lysten og energien til at gøre det færdigt.

Det, som jeg endnu en gang har skullet arbejde med i dag, er det negative selvbillede og den forvrængede selvopfattelse, der gemmer sig i dybet af sindet, og som styrer reaktioner og handlinger, så længe de er ubevidste. Det handler ikke om, at disse to kvinder af forskellige årsager ikke fik læst manuskriptet igennem, det handler om, hvad jeg brugte denne hændelse til. Jeg brugte den til at fortælle mig selv, at det alligevel ikke kunne betale sig at gøre mere ved manuskriptet, for der ville alligevel ikke være nogen, der var interesseret i det. En bekræftelse af en indre ubevidst negativ forestilling, som allerede var der. Jeg havde projiceret denne forestilling ud og oplevet den uden for mig selv og dermed fået den bekræftet.

Jeg modtog oprindelig inspiration til at skrive denne tekstsamling og modtog også inspiration til at skrive de enkelte tekster undervejs, og jeg blev givt en vision af, at det skulle samles til en bog til sidst. Under hele skriveprocessen, der varede omkring et par år, var jeg i tillid til sandheden i den proces, jeg var i gang med. Jeg tvivlede ikke undervejs men skrev i tillid til den indre vejledning og inspiration, jeg løbende modtog. Altså lige indtil denne projektion satte en stopklods for min arbejdsproces, og luften gik helt ud af den. Og jeg forstod ikke, hvorfor det skete. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg mistede lysten og energien til at færdiggøre projektet.

Når ubevidste forestillinger og selvopfattelser styrer, er vi blinde for, hvad der foregår, fordi vi på et plan har valgt at fortrænge denne selvopfattelse og begrave den dybt i det ubevidste, hvor den har magt til at styre os, indtil vi er parate til at se os selv og vore bortgemte negative selvbilleder i øjnene og tage magten tilbage fra dem.

Indsigter og erkendelser dukker op til overfladen, når vi er parate til at tage imod dem og den forandring, de vil fremkalde i vort sind og vort liv.

Som min indre stille stemme sagde i teksten i går om fuldendelse og opfyldning, så kræver det villighed til at give slip på egne ønsker og forestillinger og stå med tomme og åbne hænder for at tage imod.

Det er den proces, jeg er lige midt i. Endnu en gang. Min vej til at vågne op er en læreproces og indsigtsproces, der er som en perlekæde af tilsyneladende løsrevne erkendelsesprocesser, der kommer som perler på en snor med pauser af fred, hvile og vished indimellem.

Jeg skriver hver eneste dag, som jeg satte mig for at ville hele denne sommer. Jeg har fokus på min skrivepraksis, men legen, eventyret og en del af glæden sivede væk undervejs et sted og blev erstattet af forpligtelse og vedholdenhed. Men intentionen, forpligtelsen og vedholdenheden skal holde legen, eventyret og glæden i hånden. Derfor må jeg tilbage og samle tråden op til legen og eventyret, der hvor jeg tabte den. Og jeg må være villig til at se på, hvad det er i mig, der får mig til at give slip og tabe tråden. For uden bevidst lys og forståelse til at lyse det ubevidste væk, kan det ikke blive ophævet, så vil det blive ved med at styre og have den magt, som jeg ubevidst har givet det.

Der skal kastes lys ned i det ubevidste mørke. Alt skal komme for en dag og blive ophævet og sat fri, som dug for solen på en sommermorgen.

Igen i dag er det en dag med ustabilt vejr. Torden rumler indimellem i det fjerne. Regnbyger kommer forbi på en hurtig gennemrejse. Jeg troede, at denne dag skulle bruges til at gøre rent i og forberede et kommende besøg af vennen i skoven den næste uges tid.

Men når jeg står på bare fødder og med åbne hænder midt i tomheden og venter på svar, må jeg være parat og tage imod, når svarene begynder at komme til mig. Som i dag. Og hver eneste gang jeg er midt i en sådan erkendelses- og frisættelsesproces fyldes jeg med dyb taknemmelighed over alt den hjælp, støtte og vejledning, jeg gives på min vej.

 

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.