Når en sommerfugl tror, den er en larve

Kender du det, når klarhedens lys kastes på dig, og du pludselig ser, at du er en sommerfugl og ikke den larve, du længe har opfattet dig som?

Meget længe har jeg fortalt mig selv, at jeg gerne vil skrive mere og skrive kontinuerligt, at jeg gerne vil have fokus på at skrive og have en kreativ praksis. Og meget længe har jeg fortalt mig selv, at det er et mål, jeg arbejder hen imod, et mål som befinder sig et sted ude i fremtiden. Hvis jeg altså er så heldig, fokuseret og flittig, at jeg når til mit drømmemål.

Hvis du læste med her i går, så du, at jeg midt i arbejdet med mine igangværende skriveprojekter fik øje på, at jeg i årevis har skrevet kontinuerligt og meget mere, end jeg troede.

Pludselig blev der kastet lys på, at jeg for længst har nået mit mål og faktisk lever mine ønsker i praksis. Billedligt talt har jeg længe været en flyvende sommerfugl, der troede, jeg var en kravlende larve. Jeg havde altså et helt forvrænget billede af mig selv, en forvrænget selvopfattelse.

Jeg har tidligere omtalt min indre perfektionist, en selvopfattelse jeg i årevis begrænsede mig selv med, og som jeg har arbejdet på at give slip på. Med mellemrum har jeg fået øje på, at jeg ikke helt har sluppet denne indre kritiker, den har blot skiftet i forhold til, hvad den hvisker i mit øre, noget som jeg fortsat har troet på. Som at jeg skriver for lidt og ikke kontinuerligt.

En sommerfugl flyver ikke hele tiden. Den sidder også stille indimellem og samler støv og varme fra solen. Den sidder også stille på blomster og suger næring for at kunne flyve.

Jeg har hyldemeter af notesbøger fyldt med skrift. Arkivet i computeren er fyldt med dokumenter af tekster og bogprojekter. Udover alle de tekster, der gemmer sig i mine håndlavede mixed media-bøger.

Lige nu er jeg der, hvor jeg skal tage helt ind og til mig, at jeg faktisk allerede er en sommerfugl, at det ikke er noget, der venter på mig et sted i fremtiden.

Vi mennesker kan være så vante til at se og opleve os som ufuldstændige og på vej mod et mål, der hele tiden flytter sig ud i fremtiden. Det er noget vi kender, og som vi af ubevidste grunde holder os selv fast i at være. Der er en sær tryghed ved endnu ikke at være nået frem, altså må der være en underliggende frygt for, hvad målet reelt indeholder og indebærer. Måske er der en forestilling om at skulle slippe noget, som man tror, man gerne vil beholde. En frygt for at fuldendelse kræver ofre?

Hvordan kommer man, læs jeg, fra at opfatte mig som en larve og til at acceptere og erkende, at jeg faktisk allerede er en sommerfugl, der flyver frit og ubesværet? Det er, hvad jeg lige nu er midt i.

At erkende og acceptere at jeg allerede er nået frem, at jeg allerede er der, hvor jeg har længtes efter at være.

At erkende og acceptere at jeg allerede lever det liv i praksis, som jeg har længtes efter at komme til at leve.

Flyv sommerfugl, flyv!

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.