Overvejelser om skrivedates

I går var det onsdag og tid til at genoptage at tage hjemmefra for at søge inspiration et andet sted.

Efter at højsæsonen er overstået, og der igen er luft og plads rundt omkring på øen, havde jeg besluttet mig for at tage på skrivedate hos HØST, den kombinerede butik og kaffebar her i Mårup og måske gå forbi KOKS’ sensommerudstilling i Mårup Galleriet på hjemvejen.

Pernille Reitz, der er billedkunstner og ejer af HØST, havde opfordret mig til at komme forbi og smage den meget lækre glutenfrie orangekage, som kaffebaren byder på. Jeg er kageglad og har fået glutenallergi, så det er blevet småt med kageglæde de seneste måneder, og det opfordrede Pernille at råde bod på.

Så jeg pakkede notesbogen og kameraet ned i tasken og gik hjemmefra.

Hvis du har fulgt lidt med på bloggen her på det sidste, ved du, at der er et stort kloakeringsarbejde i gang her på min vej. Der skal lægges nye rør ned til separation af spildevand fra regnvand. Arbejdet er på anden uge i gang her på min vej som et af de sidste steder i landsbyen. Arbejdet går meget mere langsomt end forventet af både dem, der udfører det og os, der bor på vejen. Problemet er, at grundvandet her ligger meget højt, og det skal drænes væk, for at de kan løse opgaven. Der er en grund til, at vejen hedder Mosevej, den ligger lige ud til et moseområde, og grundvandet står højt alle vegne her.

Nå men altså, dette arbejde betyder, at mit hus er lukket inde, og vejen spærret, så jeg skal gå igennem flere haver for at komme hjemmefra. Heldigvis har jeg søde naboer hele vejen rundt, så det er ikke noget problem.

Jeg gik gennem den “hemmelige” låge mellem min have og haven bagved og videre gennem endnu en have for at komme ud på vejen, hvor der er fri adgang til byen eller til havet. Jeg gik til venstre og hen mod hovedgaden, der går gennem landsbyen fra skoven mod syd og til landevejen mod nord.

Da jeg kom hen til HØST, sad Pernille ved et bord i butikken med en masse papirer. Hun havde netop tænkt, at hun håbede, at jeg ikke kom i dag, for den glutenfri kage var udsolgt, og leverandøren var endnu ikke kommet med en ny forsyning. Pyt!

Der var stille og roligt og masser af plads, og jeg valgte et cafebord i det inderste og bagerste hjørne, hvor jeg kunne sidde lidt tilbagetrukket og skrive med udsyn til rummet.

Jeg har ikke skrevet ude siden hjemkomsten fra skriverejsen i begyndelsen af juli, fordi der har været totalt overfyldt med mennesker alle vegne. Så det føltes lidt uvant at sidde og skrive et andet sted end i de trygge hjemlige rammer. På skriverejsen blev Butte og min notesbog mit hjemlige, trygge sted, hvor jeg kunne fordybe mig i at skrive. Og jeg vil gerne hen til at have den oplevelse igen, at notesbogen er mit trygge skrivehelle uanset det ydre rammer, jeg befinder mig i.

Mens jeg sad og skrev, overvejede jeg, hvad formålet er med at tage på skrivedate, som jeg kalder det, når jeg laver en aftale med mig selv om at tage hjemmefra og skrive et andet sted. Jeg har ikke brug for at tage hjemmefra for at komme væk fra fristelser til overspringshandlinger, der kan være hjemme. Jeg kan sagtens skrive, selvom her trænger til at blive støvsuget, vasket tøj eller andet. Overspringshandlinger foretager jeg sjældent. Det vidner spindelvæv, nullermænd, sand i hjørnerne og filteret uden på vinduerne og meget andet om.

Jeg skriver glad og gerne, selvom meget i mit hus og min have trænger til min opmærksomhed. Altså handler skrivedates ikke om at tage et andet sted hen for at blive siddende og skrive uden at lade mig aflede. Men hvad skal jeg så bruge det til?

Fordybelse uden at lade mig forstyrre af, hvad der foregår omkring mig.

Fordybelse for at have mit indre skriverum og den ydre notesbog som mit fordybelsesrum og helle i verden.

Pernille satte stille instrumentalmusik på anlægget, meget fint at skrive til. Og jeg sad der i mit hjørne, drak kaffe og skrev mine tanker i notesbogen. På et tidspunkt kom en lokal kvinde ind, der havde en meget gennemtrængende stemme. Med et halvt øre hørte jeg samtalen, der gik i gang uden at lade mig forstyrre af det og skrev blot videre om mine overvejelser om, hvad jeg skal bruge skrivedates til, indtil jeg var færdig og pakkede sammen for at gå videre til Mårup Galleriet og KOKS’ udstilling.

Nu, hvor jeg sidder hjemme og skriver på computeren, tænker jeg, at det kunne være interessant at tage computeren med på skrivedate. Det har jeg aldrig prøvet.

Notesbogen og computeren oplever jeg som lidt forskellige skriverum, hvor notesbogen er mere privat end computeren. Nok mest fordi jeg bruger notesbogen til morgensider og dagbogsagtige notater og computeren til at skrive tekster, som jeg deler med andre. Det ville derfor for mig opleves anderledes at indtage et offentligt rum som mit skriverum med computeren. Det ville på en måde være at gøre det til et arbejdsrum, mens jeg med notesbogen oplever at danne et privat rum med notesbogen.

Altså gør det en forskel for mig, hvad jeg skriver, og hvad jeg skriver i eller på. Det ydre rum bliver en kulisse, en ramme om mit skriverum og det, jeg skriver. Det foregår indefra og ud, ikke udefra og ind, selvom jeg bruger det ydre rum, og hvad der sker der, og trækker det ind i min tekst, når jeg skriver fra nu og her.

Måske skulle jeg eksperimentere med at give skrivedates forskellige formål og se, hvad der kommer ud af det? Formål som jeg har fastlagt i forvejen, i stedet for bare at tage notesbog og pen med og sætte mig ned og skrive. Det kan selvfølgelig være et formål blandt andre.

På et tidspunkt tog jeg på skrivedate med det helt konkrete formål, at jeg ville bruge det til at skrive idéer ned til skriveøvelser til en mulig kommende skriveworkshop. Det fungerede rigtig godt, og jeg oplevede at være på arbejde på caféen, hvilket jeg befandt mig rigtig godt med, fordi jeg havde dette helt konkret formål og fokus at arbejde med.

At skrive på et offentligt sted skubber lidt til min komfortzone, og jeg mærker også ,der er lidt leg og en særlig glæde ved at have friheden til at kunne gøre det. Måske er det, det egentlige og vigtigste formål? Legen, glæden og friheden. I stedet for at tænke det som arbejde, selvom jeg befinder mig godt med en arbejdsramme.

Arbejdsrammens forpligtelse er der tryghed og noget kendt ved. Legen, friheden og glæden i det er til gengæld stadig noget, jeg skal huske at fokusere på og give plads til.

Arbejdshesten kender jeg vældig godt. Sommerfuglen er jeg først ved at lære at kende.