At skrive livet – Om at se på spejlinger i adfærd og relationer

Dagen lægger sig om mig med ydre stilhed og ro.

Jeg modtager en gave i den tidligste morgenstund, hvor jeg åbner døren for at træde ud i morgenen og græssets dug, da store flokke af gæs flyver lavt hen over mit hus og have og hilser dagen god morgen med deres knævrende kor og vingesus i luften.

I dag er sådan en dag, hvor et tilbagevende tema i mit liv banker på og inviterer mig til at kigge ned i dybden for at finde roden til adfærd og oplevelser i relationer i mit liv.

Jeg ser på mig selv. Jeg ser på mine tanker, min adfærd og mine rytmer for endnu en gang at prøve at løse deres gåde.

Jeg sætter mig ved skrivebordet og tager notesbog og pen frem og begynder at skrive med intentionen om at indse og erkende, hvad det er, der styrer dette, som ikke er til glæde. Alle de tanker, forestillinger og følelser, der dukker frem i bevidstheden, lader jeg lande på papiret. Jeg følger dem med min pen og noterer det hele. Også det, som jeg ikke synes om, og ikke har ønsket at se i øjnene, men i stedet har holdt godt skjult for mig selv i det ubevidstes mørke brønd.

Hvordan er det muligt at være så blind, tænker jeg.

Hvordan er det muligt at gøre sig selv så blind?

Hvordan er det muligt at bilde sig selv ind, at verden og den oplevede virkelighed er virkelig, selvom den er vendt på hovedet? Og at det, jeg ser og opfatter derude, er noget jeg har gemt for mig selv i mit indre.

Med skriften lader jeg mig endnu en gang dykke helt ned i brøndens mørke for at se, hvad det er, jeg har gemt dernede. Ude af syne og ude af sind. Tilsyneladende ude af sind.

Det mørke vand viser mig spejlinger i fortidens relationer, i tab og svigt. I spejlet ser jeg, hvad jeg har holdt skjult for mig selv for at se det i relationerne i stedet for. Og jeg ser også, at det jeg holdt skjult for mig selv var et forvrænget selvbillede, som hverken var sand i spejlet eller i den, der så ind i spejlet.

Jeg ser ind i billeder fra fortiden og i nutiden og ser, at de blot har skiftet ydre form i overfladen. Indholdet er det samme.

Jeg skriver mig dybere og dybere ind i tankerne og ned i sindet for at nå frem til indholdet, der ligger som mørke, lukkede sten på bunden af brønden. Og efterhånden som jeg lader tankerne stige op til overfladen som bobler fra dybet og åbne for sit indhold, jo mere klart ser jeg. Stenene indeholder forestillinger om svigt, om ofre og om værdiløshed. Jeg ser indholdet og ser, at det hele kun var en fejltagelse. En fejltanke. En vrangforestilling. Som aldrig var sand.

Lad mig ikke længere værdsætte det værdiløse.

Lad mig ikke længere tro det utrolige.

Lad mig ikke længere holde lyset og sandheden skjult for mig selv.

Sandheden er ilde hørt, siger vi med frygtens stemme. Men det som er ilde hørt, er ikke sandhed men en forestilling og et spejlbillede fra dybet. Hos den der siger det, og hos den der hører det.

Kun frygt kan holde sandheden skjult, fordi vi tror, der er noget at frygte.

Hver eneste gang, jeg dykker ned i brøndens dybe mørke med skriften som transportmiddel, ender jeg med at komme op med glitrende og lysende ædelsten. For de mørke og lukkede sten på brøndens bund viser sig altid at rumme sandhedens indre skønhed, når sandhedens lys har gennemtrængt og ophævet vrangforestillingernes mørke overflade.

Og med sandhedens og klarhedens tilbagevenden til sindet kommer lettelse og dyb fred.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.