Rastløs og hvileløs ventetid

Som så ofte meldte fuldmånen sin snarlige ankomst om et par døgn ved at holde mig vågen hele natten. Som månen, der roterer omkring jorden, der roterer omkring solen, så roterede jeg hvileløst under dynen indtil daggry, hvor jeg endelig faldt i søvn for en kort stund, indtil jeg vågnede ved lyden af gravemaskinen, der havde genoptaget sit arbejde uden for mit hus.

Hele dagen har de gravet vejen op ud for min grund, og i nogle timer har de arbejdet lige ud for mit hus, så lyden er på sit højeste.

Den manglende søvn og konstante støj får mig til at gå hvileløst rundt om mig selv uden at kunne koncentrere mig om andet end at lægge tøj sammen, høre lidt radio på P1 og læse lidt. Roen til at skrive kan jeg ikke finde.

Efter en formiddag med solskin, hvor Tilda og jeg gik tur til havet og fik lidt ro, er regnen vendt tilbage her i eftermiddag. Men mændene og deres gravemaskine fortsætter ufortrødent nu iført sydvest og regnfrakker over arbejdstøjet, for de skal åbenbart gøre arbejdet færdigt i dag. Udover at grave en rende gennem hele vejen og lægge nye rør ned skal de grave en opsamlingsbrønd ned lige ud for mit hus her for enden af den blinde vej.

“Vi bliver færdige i dag”, lovede de i solskin ved middagstid, og de gør, hvad de kan for at holde det løfte, ser det ud til.

Jeg håber, at jeg kan se frem til fred og ro og hvile ved dagens slutning, og at de kører afsted med deres brummende og larmende maskine, der får jorden til at ryste under mit hus og mit sanseapparat til at blive overloaded.

I morges gravede de en kæmpe sten op lige uden for min hæk. Måske skal den flytte ind og have sin plads i min have, og måske kan den også flytte ind i en tekst som et symbol på noget af det, man kan grave op fra dybden på sin vej, og som kan forvandles til skønhed.

 

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.