At skrive efteråret i skoven

I fredags landede jeg i skoven i Nordsjælland med hund og kat. Planen er, at vi skal være her længe.

Vi nyder alle at være her og være sammen igen på dette smukke sted i skoven.

Jeg er langsomt begyndt at skrive mig ind i efteråret i skoven efter at have brugt mange dage til bare at være og nyde at være her.

Lige nu sidder jeg på terrassen med computeren og skriver, men det begynder at blive lidt for koldt, skyerne trækker sammen, og der begynder også at være lidt fugt i luften, så det er ved at være på tide at trække ind i varmen fra brændeovnen i stuen igen.

At skrive efteråret i skoven

Søndagssolen skinner over skoven, som jeg ankom til sent på eftermiddagen i fredags.

Her er stille og fredfyldt, den eneste lyd er en krage, der taler fra en trætop og tasternes klikken under mine fingre.

Jeg sidder og skriver med udsigt til træer og blå himmel ved arbejdsbordet i mit lille hus i skoven, som jeg nyder at tage i besiddelse igen efter 4 måneders fravær.

Det gør godt at være landet her mellem træerne i skovens rolige, stærke og milde energi. Det var lige, hvad jeg havde brug for lige nu og lige her.

Meget længe har jeg haft september i skoven i mig, som en vision og som en slags vished. Men i en periode så det ud til, at visionen ikke kunne komme til manifestation, og at jeg først kunne komme herover midt i oktober og kun i to uger. Som det nogen gange er, er der mange tilsyneladende uafhængige ting, der skal falde på plads, før noget kan åbne sig. Og sådan var det også med mit ophold her.

Der var ting både i mit liv og i vennen i skovens liv og mellem os, der skulle falde på plads og blive klare, før det kunne manifesteres. Og da alt dette faldt på plads som en række brikker i et puslespil i de første uger af september, åbnede en ladeport sig, og visionen kunne blive til manifesteret levet liv. Og det viser sig så, at det ikke kun bliver september i skoven for mit vedkommende men også oktober, hvilket giver tid, rum og mange muligheder for aktiviteter undervejs i opholdet.

Det føles bare så godt og så rigtigt at være lige her lige nu. Det kunne og skulle ikke være anderledes.

Jeg nyder at være her i skoven, og jeg tænker, at jeg hellere vil være her end et sted nede i Alperne, for der er alting lige her. Ikke bjerge, floder og vandfald. Men masser af natur i Nordsjællands store skove og ved havet. Og med kulturelle tilbud en masse og København under en time væk.

Jeg glæder mig til input af forskellig slags, til inspiration, til tid og rum til at skrive forskellige steder og berigende og bevidstgørende samvær og samtaler.

Her er simpelthen alt, hvad mit hjerte begærer og trænger til lige nu.

Da jeg vågnede i morges efter en lang og dyb nattesøvn, var skoven indhyllet i tåge, og efter at have fået tøj på greb jeg mit kamera som det første og gik en fotorunde på grunden og fotograferede tåge og morgenlys, inden morgenens stille stund og morgensiderne.

Uanset de skiftende ydre rammer holder jeg fast i min morgenrytme med fokus og fordybelse.

Vi spiste morgenmad sent og imens varmede solen verden op, brændte tågen væk og lod klarhed ligge over skoven og verden, som den klarhed vennen og jeg taler om og handler os længere og længere ind i som et fælles indre rum af indsigt, erkendelse og vished.

Jeg glæder mig til efteråret her i skoven. Jeg glæder mig til at opleve farvernes skiften i naturen, til at leve med den og i den og skrive mig igennem det.

En indre skriverejse er begyndt. Igen.

***

Flere dage er gået, hvor jeg har været fokuseret på at lande helt her i skoven. At lande i fællesskabet, samværet, samtaler og væren sammen.

Vennen i skoven og jeg er landet et nyt sted af fælles bevidsthed, klarhed og væren, og vi har brugt megen tid og opmærksomhed på at være sammen dette nye sted, at se os selv og hinanden her, og at dele glæden og freden, der er her på dette indre sted, som er mere en tilstand end et sted. Samtidigt har vi nydt alt det ydre her i skoven. Vi har gået lange ture, vi har været på vores yndlingstur, hvor vi cykler igennem Tisvilde Hegn til en sti, der fører ud til havet. Her parkerer vi cyklerne og fortsætter til fods. Tilda sidder i cykelkurven på udvejen og nyder det lige så meget som os andre. Hun er stedkendt alle vegne og nyder at være tilbage i skoven.

Jeg har skrevet hver dag men ikke på computeren. Nogle dage er det kun blevet til morgensider, andre dage har jeg skrevet en del i notesbogen derudover.

Efter at være faldet helt ind i fællesskabet og i oplevelse af at være os er skriften begyndt at kalde på mig igen. En længsel efter fordybelse og selvforglemmelse dukker frem i bevidstheden. En længsel efter at vende tilbage til mit indre rum af fordybelse, inspiration og skrift.

Jeg mærker noget, der ligner en længsel efter at arbejde, at være opslugt af noget, at føle mig forpligtet på en glædesfyldt måde og at skrive, fordi det giver så megen glæde, at jeg slet ikke kan lade være.

Jeg har genoptaget arbejdet med at udvikle og forberede vinterens kommende skriveworkshops og er så småt begyndt at prøve at lave en oversigt over forløbet i disse workshops. Selvom deltagerne kan droppe ind og ud uden at skulle følge hele forløbet, så bliver det alligevel et forløb, der er bygget op over emner. Opbygningen af forløbet hjælper mig som underviser til at skabe sammenhæng og overblik. Det handler om at kunne skabe en sammenhæng samtidigt med, at hver workshop skal kunne stå alene.

Tanken er, at formålet med disse workshops er at udvikle skriveglæde i en fri ramme og atmosfære. Det skal afspejles i fokus, form og indhold. Det er spændende at prøve at udvikle denne tanke til konkret form og indhold. Det er, hvad jeg er i gang med og har arbejdet med, siden det for nogle uger siden blev klart, at jeg skal i gang med at stå for disse skriveworkshops.

Det er blevet torsdag. Vennen i skoven er på arbejde, så jeg har det hele for mig selv. Jeg har taget computeren med ud på terrassen for at nyde det milde vejr og den friske luft og for at mærke skoven omkring mig, mens jeg skriver.

Et passagerfly kommer lige nu ind over skovens luftrum og bryder stilheden. Helt stille er her ikke, kragerne taler sammen mellem trætoppene, vinden suser, og den trafikerede Helsingevej danner en susende undertone af bildæk mod asfalt. Men ellers er her stille, der er ingen mennesker og menneskeskabte lyde i nærheden.

Energien i skoven er mild, høj og kraftfuld. Jeg nyder at træde ud af havedøren hver morgen, ud i den friske luft mellem træerne og mærke skovens energi omslutte mig, mens jeg går over til mit lille skovhus for at have min stille stund og skrive morgensider inden morgenmaden.

Jeg sover usædvanlig meget, efter jeg er landet i skoven. Derhjemme sover jeg ofte kun hver anden nat og har mange søvnløse nætter. Her sover jeg dybt og længe den ene nat efter den anden. Jeg går tidligere i seng og står senere op. Indimellem vågner jeg og dukker op til bevidsthedens overflade for en stund, ser ud ad vinduet fra sengen ud på træerne, der står som høje, sorte silhuetter og holder vagt over natten, mens uglens tuden lyder gennem mørket.

Jeg har savnet at være her i skoven, og det var, som om jeg trængte til at komme herover lige nu og være her længe. Og jeg mærker, at det gør mig godt at være her med alt, hvad det vil sige. Det gør mig godt at være her i skovens rum, omgivet af høje, majestætiske fyrretræer og løvtræer, hvis kroner langsomt skifter farve. For mig er forår og efterår skovens tid. Da vil jeg meget gerne være lige her. Og jeg er dybt taknemmelig for, at den mulighed er i mit liv. Det føles som et stort privilegium, at et så smukt sted er åbent og tilgængeligt for mig. Jeg nyder at genindtage mit lille gæstehus, hvor der er fred og ro og plads til det, som jeg har brug for.

Og lige nu og her nyder jeg så meget at sidde med computeren på terrassen og skrive, mens vinden stryger over mit ansigt og gennem mit hår, træerne svajer og synger i vinden, og det dufter af jord og begyndende efterår. Jeg nyder at se mig omkring på de mange træer med hver deres form og farve, og se græsset med tuer af lyng og pletter af svampe. Og jeg fyldes af taknemmelighed og glæde over at være lige her lige nu, præcist hvor jeg skal være.

 

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, I skriveværkstedet, Rejseliv, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.