At skrive efteråret i skoven 2 – Regnvejrsfryd | Ilse Aranti

Regnen trommer venligt på taget af mit lille hus i skoven, da jeg træder indenfor til min stille stund og morgenskriveri. Sif ligger på tæppet på sengen, hun har ikke ligget her så længe, for pelsen på ryggen er stadig fugtig af regn.

Tilda kommer løbende for at komme med ind, og jeg løfter hende op på sengen, sætter mig ved siden af, lukker øjnene og vender opmærksomheden indad mod stilheden.

Da jeg åbner øjnene igen, sover begge dyr. De har fulgt mig ind i stilheden og den ro og fred, der er i rummet og sover i nærheden af hinanden.

Jeg flytter over til arbejdsbordet og tænder de to hvide stearinlys, inden jeg trækker et lille englekort med dagens ord. LOVE – kærlighed viser det sig, er ordet for denne dag. Med et lille stempel stempler jeg dato øverst på en blank side i notesbogen, skriver dagens ord øverst med tynd tush, griber fyldepennen og begynder at skrive de 3 morgensider.

Regnen tager til, og lyden fanger min opmærksomhed. Ud af det store vindue over arbejdsbordet ser jeg regnen stå som grå vertikale stråler, der forbinder den skydækkede himmel og skovens bund. Lyset er dunkelt gennem regnen og de tætte skyer, og de tændte stearinlys kaster et gyldent lys ud i rummet.

Mens jeg sidder og skriver, beslutter Tilda sig for, at hun vil tilbage til hovedhuset og vennen, der er der, jeg lukker hende ud og fortsætter mit skriveri, indtil de 3 A4 sider er fyldt med morgenens tanker i blå håndskrevet tekst.

Da jeg er ved at være klar til at gå over til hovedhuset og lave morgenmad, hopper Sif ned fra sengen og venter foran døren. Jeg åbner, og hun går ud på den lille terrasse og ser ud i regnen og overvejer tilsyneladende, om hun skal bevæge sig ud i den. Jeg opfordrer hende til at gå med, og hun følger langsomt efter mig gennem regnen og det våde græs og ind gennem havedøren til stuen.

***

I går blev jeg færdig med genlæsningen af Karl Ove Knausgaards lille essaybog ”Hvorfor skriver jeg?”, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke har taget flere bøger med herover til skoven. Jeg tænkte over, hvad jeg har lyst til at læse, og det er ikke de bøger, der står i reolen her i huset. Virginia Woolfs dagbøger dukkede op i min bevidsthed. Sidste år blev et uddrag af hendes dagbøger fra 1953 udgivet på dansk for første gang. Et uddrag som hendes mand udgav efter hendes selvmord i 1941. Senere er hendes fulde dagbog blevet udgivet på engelsk.

Længe har jeg haft lyst til at læse denne dagbog men har ikke fået købt bogen. Derfor gik jeg på nettet og bestilte bogen, så jeg kunne få noget læsestof, som jeg har lyst til at læse. Bogen ville forventeligt blive leveret på tirsdag, skrev Saxo.

I dag er vennen i skoven kørt afsted i Kareten med Butte bagpå. Han har en aftale denne weekend med en ven om at hjælpe med nogle praktiske opgaver i et sommerhus i Rørvig. Oprindelig var det tanken, at Tilda og jeg skulle med og bo i Butte, men da vejrudsigten lovede masser af regn, valgte vi, at vi bliver her i skoven, det er nemmere at få en hund tør ved brændeovnen efter gåture i regnvejr.

Da vennen var kørt afsted, åbnede jeg computeren og tjekkede min email, og det viste det sig, at den bestilte bog allerede var blevet leveret på adressen, før vi vågnede i morges. Perfekt timing. Regnvejr er vældigt godt læsevejr. Og alenetid er også vældig godt til læsetid.

Brændeovnsvarme, kaffe med varm mælk, sofahygge med udsigt til træer med Tilda ved mine fødder og Virginia Woolfs tanker og ord i en bog mellem mine hænder, så kan der næsten ikke være mere regnvejrsfryd i min verden.

Virginia Woolf var et interessant menneske og en interessant og eksperimenterende forfatter. Flere af hendes bøger står i reolen hjemme i huset ved havet. I bogens uddrag af hendes dagbog er medtaget notater fra 1918 og til kort før hendes død i 1941; notater om hendes egne bøger, om det at skrive og om den kunstneriske proces, som jeg jo netop er optaget af, selvom jeg også ville være interesseret i at læse om hendes tanker om sit liv i øvrigt.

Regnen stilnede af ved middagstid, og Tilda og jeg gik tur gennem den regnvåde skov. Hun nød at snuse sig gennem turen, jeg nød den bløde luft og duften af træer og skovbund, og jeg tænkte på, om det er træernes afgivelse af ilt til luften, der gør, at den føles så blød, mild, frisk og meget behagelig at trække vejret i.

Mens jeg sidder her ved spisebordet i stuen og skriver denne tekst på computeren, klarer det op, og solen begynder at skinne gennem skydækket. Det lyser skoven og huset op og får regndråberne på træernes blade til at glitre.

Det er på alle måder en frydefuld dag i skoven.