Skoven var hvidgrå af rimfrost, da jeg stod op i morges. Og kulden slog mig i møde, da jeg åbnede døren til terrassen og trådte ud i morgenkåbe og træsko for at hente brænde til brændeovnen.
Vinteren har sendt en forløber ind i efteråret og meldt sin snarlige ankomst. Og jeg måtte en tur ud og fange lidt af forvarslet med kameraet.
Mens jeg spiste min morgenmad med udsigt til skoven, kom solen så langt op på himlen, at den sendte lange skrå lysstriber ind mellem træerne og fik iskrystallerne i græsset til at lyse og glimte, inden de gav efter for solens varme og forsvandt. Og damp stod som røg fra stråtaget på fuglefoderhuset.
I går skinnede solen over skoven hele dagen, og om eftermiddagen havde solen varmet rummet så meget op, at jeg rykkede ud til havebordet for at skrive i solen på terrassen.
Jeg tog en ny notesbog i brug, som jeg vil skrive efteråret og vinteren i, som jeg skrev skriverejsen og min sommer på Samsø i sommerens notesbog. En notesbog til daglige skriverier bortset fra morgensiderne, der bliver i den store, sorte notesbog. Den nye notesbog har et format midt mellem A4 og A5 og passer glimrende til sit formål, også fordi den kan være i tasken og komme med rundt, så jeg kan skrive hvor som helst.
Skriv! står der på det englekort, jeg trak i morges for denne dag. Og det vil jeg gøre. Skrive.