“Tid til at skrive”

Gennem nogen tid har jeg mærket, at noget ventede forude uden at vide eller have fornemmelse af hvad.

Og som jeg har skrevet om flere gange i den senere tid, så begyndte “Kvinden ved søen” at banke på og kalde i min bevidsthed, og det begyndte langsomt at gå op for mig, at det, der venter, er et helt nyt indre skriverum, og at “Kvinden ved søen” er døren ind til dette nye rum at skrive fra.

I dag så jeg et interview på Louisiana Channel med den svenske forfatter Sara Stridsberg, som jeg for øvrigt ikke har læst noget af. I interviewet fortæller hun om, hvordan det er at skrive for hende. Hun fortæller, at et billede eller en stemme dukker op i hendes bevidsthed, og at hun følger med denne stemme eller ind i dette billede f.eks. ind i en skov og skriver det, hun ser derinde i skoven uden at vide, hvad det er, hun skriver. At skrive er et frirum uden regler og tabu, som hun bevæger sig ind i og rundt i med skriften.

Hendes beskrivelse talte til genkendelse i mig. For år tilbage skrev jeg tit sådan. Et billede dukkede op i min bevidsthed og blev stående, indtil jeg hørte efter, satte mig ned ved computeren og skrev mig ind i billedet, der førte mig ind i en fortælling og til en anden verden. Netop som Sara Stridsberg beskriver det.

Længe har jeg skrevet på en anden måde, som inspirationen har ledt mig til, men nu kan jeg mærke, at dette nye, indre skriverum kalder på mig. Og det er gået op for mig, at “Kvinden ved søen” netop er et sådant billede, som jeg skal skrive mig ind i, ind i en fortælling, ind i en anden verden, som venter i dette nye indre skriverum.

Hver morgen inden mine morgensider trækker jeg et lille englekort med et ord for dagen. I morges trak jeg kortet: Skriv! Og i mit skriveri i formiddag begyndte jeg at få en fornemmelse af overskriften for mit 2020, det var et eller andet med at skrive.

På gåturen til havet ved middagstid kom det klart igennem til min bevidsthed, at overskriften for mit 2020 er: “Tid til at skrive”. Og tanken fylder mig med glæde, inspiration og taknemmelighed. Det er som at modtage en kæmpe årslang gave, der korresponderer med en næsten livslang længsel.

“Tid til at skrive” indeholder både en frisættelse og en marchordre. Det indeholder, at jeg er helt fri til at skrive og fokusere på det, og at det at skrive skal have fokus og højeste prioritet. En frisættende forpligtelse kan man sige.

De sidste mange års koncentrerede indre frisættelses- og erkendelsesarbejde og det bevidste fokus på og arbejde med min praksis har skabt den åbning og villighed, der er nødvendigt for  nu at kunne træde ind i det nye år og det nye skriverum.

Jeg tager imod denne gave af frihed, anerkendelse og glæde med dyb taknemmelighed og forventningsglæde.