Formiddag i skriverummet

Tid til at skrive

Tid til at ændre skrivepraksis

Det er blevet tid til at ændre min skrivepraksis og sætte det at skrive forrest i min prioritering af min tid og min dag.

Det er blevet tid til at ændre praksis og få omkodet min vanemæssige måde at tænke og handle på.

Dagens ord er spontanitet, meget sjovt og tankevækkende på denne dag, hvor ændringen af min praksis netop handler om at etablere struktur i stedet for spontanitet.

Klokken er lige nu 11 om formiddagen, og jeg har skrevet siden, jeg stod op. Først morgensider og efter at have spist morgenmad ved spisebordet i køkkenet i stedet for foran computeren har jeg skrevet først ved at bruge skrivenøglen til en tekst indefra og derefter mange sider frit i min notesbog. Først nu har jeg tændt for computeren for at skrive denne tekst, men jeg har endnu ikke været på nettet. Hver ting til sin tid er min nye praksis og prioritering.

Det er tid til eftertanke og klarhed. Jeg ser på mine måder, mine forklaringer og mine valg gennem mange år. Og jeg ser på den vej, jeg har gået og måttet gå for at nå her til.

Det er tid til forandring i livsomstændigheder, i fokus og i praksis. Det føles godt og giver ro og fred i sindet. Overensstemmelse mellem tanke, ord og handling er at være i indre og ydre overensstemmelse, og det fremkalder harmoni og indre fred, glæde og vished om at være på rette vej.

I den senere tid har jeg flere gange haft fornemmelsen af endelig at være landet på rette sted. Den fornemmelse har jeg også i dag. Endelig er jeg landet der, hvor det hele tiden og hele livet har været meningen, at jeg skulle lande.

Gennem årtier har jeg båret en længsel i mit indre, som var et indre kald. Flere gange i mit liv har jeg svaret på dette kald og er blevet ledt til store forandringer i mine livsomstændigheder for at kunne nå frem til at praktisere det indre kald. Og her i begyndelsen af 2020 er det sket igen. Mine livsomstændigheder skulle justeres og dernæst skulle min praksis justeres, og det er, hvad jeg lige nu er i gang med.

Længsel er et indre kald, der leder en i den retning, som kaldet kommer fra.

I årtier har jeg længtes efter at skrive, efter fordybelse, efter at være mig selv og at bo i et hus ved havet med al min tid til rådighed til at skrive. Og i den længsel, som jeg i mange år opfattede som en drøm, var jeg alene, der var ingen partner eller familie i den vision. Det var noget, jeg skulle gøre alene. Alene på det ydre plan ikke på det indre, hvorfra kaldet kom.

Inde fra er jeg blevet kaldet til at nå frem til, hvor jeg er nu.

Vi har hver især vores rolle at spille i verden, og vi bliver givet omstændighederne og midlerne til at nå dertil. Det gør os ikke til noget specielt, for på den måde er vi alle specielle for en stund, for vi har hver især en indre opgave, som vi skal udføre i den ydre verden, og vi bliver givet både rollen, opgaven og midlerne til at udføre og leve det.

Vi er alle kaldede, og det er op til os hver enkelt at høre og besvare det kald.

Jeg har svaret og med mit svar bliver jeg givet alle de midler, der skal til for at føre kaldet ud i praksis. Mit kald handler om kommunikation og om at dele og at skrive, lytte og tale er nogle af de midler, jeg er bevidst om at være blevet givet til at løse min opgave. Jeg er aldrig alene om at løse denne opgave, jeg modtager hele tiden indre inspiration og vejledning til den og gennem den. Min opgave er at lytte og følge den inspiration og vejledning, jeg modtager, som jeg gør lige nu, hvor jeg ændrer praksis og sætter det at skrive forrest i min prioritering, skriver hele formiddagen og på samme tid skriver mig ind i både opgave og praksis.

Det føles som en enorm lettelse at træde tilbage fra troen på, at jeg ved, hvad jeg skal og hvordan. Det føles som en enorm lettelse og befrielse at give slip og hengive mig til den vejledning og inspiration, jeg modtager og mærke den dybe fred og glæde, der er resultatet.

Jeg har ikke det store overblik til at vide, hvad der er godt for mig, for andre eller for helheden. Men dybt i os alle er der noget, der har det fulde overblik og ved.

Vi er alle kaldede, og det er op til os hver især at høre og svare på kaldet, når vi er parate til det. Men jeg kan bare sige til dig, der læser med her, at svaret bringer så megen trøst, sindsro og glæde – og fred af en anden verden.

Formiddagen er ved at være til ende, og det er tid til at gå tur med Tilda, inden jeg spiser frokost og åbner for internettet for at lægge denne tekst ud og dele den med dig.

Må din dag være lys og med let gang på jorden uanset al den frygt, som verden lige nu er præget af.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.