Vandringsmanden og lyden af vand

Tekst skrevet med skrivenøglen: Hvad skal vi skrive i dag?

 

Vandringsmanden

Han går ad en sti ved et vandløb.

Han går i sine egne tanker.

Det er også mine tanker.

Han går og funderer over livet, dets veje og vildveje.

Han har gået her siden tidens begyndelse og følger det samme vandløb, der fører længere og længere ind i verdens landskab.

Han ser sig omkring og ser, at alting altid er det samme. Uanset det tager sig forskelligt ud, er det alligevel altid det samme.

Han støtter sig til sin vandrestav, der er frønnet som gammelt træ bliver med tiden. Han stryger over sit skæg og misser mod solens skarpe lys, der fylder landskabet med farver.

Foråret er kommet, og strømmen i vandløbet er stærkere end i de andre af årets tider.

Landskabet er tomt, der er ikke en levende sjæl at se.

Han tænker på, at han har vandret gennem tider og år. Han har fulgt landskabet med årshjulets skiften i umindelige tider.

Han har vandret gennem ensomhed og set verdens tomhed og overflade, mens han har vandret langs vandløbet, der fører gennem verden.

Han fornemmer mennesker, fugle og dyr i landskabet. Fornemmer deres gøremål, som de opfatter som livet. Han har fulgt deres livscyklus, men har kun været usynligt til stede i deres verden af liv og død.

Han er i dit sind og i dit hjerte. Han taler visdommens ord til dig dér, og han minder dig om, hvem du er, og hvorfor du er kommet til denne verden af midlertidighed, fødsel og død.

Du mærker dette landskab i dig, mærker og ser dets uendelige sletter af tundra, og vandløbet der konstant løber gennem tomheden i det tilsyneladende landskab.

Du ser kun landskabet, mens han er ude af syne. Du mærker ham som en tanke i dit indre. Han opfordrer dig til at træffe dit valg. Det valg, der bestemmer din retning.

Vælger du livet eller døden?

Vælger du evigheden eller det midlertidige?

Vælger du ånd eller form, som din oplevede virkelighed?

Han er i dit indre. Der har han altid været og kaldt på dig. Han har fulgt dig gennem tiden og det tomme landskab, mens du har oplevet liv og død om og om igen. Du valgte det midlertidige, som det, du ønskede, skulle være din virkelighed.

Nu træder han frem for dig. Han viser sig i form af en urgammel figur. Vandringsmanden med langt hår og skæg, med kjortel og vandrestav. Han viser sig i en symbolsk form for at fange din opmærksomhed.

Du ser det tomme landskab og vandløbet, som han viser dig, og du forstår, det er et billede på den midlertidige verden, du har valgt at se som livet, og som fuldt af liv. Og du forstår budskabet. Du fornemmer hans symbolske form og ser for dit indre blik figuren, du lavede for år tilbage. ”Vismanden”, som du kaldte figuren. Vismanden, der holder ”Livets bog” med tomme sider i sine hænder.

Du vil gerne skrive, og jeg giver dig denne tekst at skrive.

Han er i dit indre, han taler til dig dér. Vismanden og vandringsmanden er blot et billede af en tanke. I den virkelige virkelighed er han uden form. For den virkelige virkelighed er formløs ånd.

Han er tanke, som du er tanke.

Ånd er tanke og formløs.

Han er i dit sind og har fulgtes med dig fra tidernes morgen i dit indre landskab i din cyklus af liv og død liv efter liv efter liv.

Han har altid været der som sandhedens stemme i dig.

Nu træder han frem som en figur i verden, der kan fortælles om i sprogets symbolske, beskrivende form.

Du bad om noget at skrive. Denne tekst er dit svar.

Lad fortællingens kunst bringe budskaber til verden i en form, som den kan modtage.