Mit drømmeliv – dagens tekst

Hvordan drømmer jeg, mit kreative liv skal være? Hvordan er mit drømmeliv? Hvad rummer det, og hvordan tager det sig ud?

Jeg drømmer om at skrive mig gennem mit liv, at den røde tråd er skriften, der binder elementer i mit liv sammen.

Jeg drømmer om at tage verden ind i mit liv, som et sted jeg kan skrive, og som et sted jeg kan skrive om og fra.

Jeg drømmer om at tage på inspirationsture. Heldagsture til et kunstmuseum med kamera og computer eller notesbog. Heldagsture til byen, København, Aarhus og andre større byer, der byder på kulturelle oplevelser, byliv og caféer, hvor jeg kan slå mig ned og skrive byturen og bylivet.

Jeg fornemmer, at det er en slags kunstnerliv, jeg drømmer om. Et liv, hvor jeg hele tiden har et kreativt blik på det, der opstår og er omkring mig. At se alting som motiver og emner for mine kreative måder at forholde mig og udtrykke mig på.

Mit drømmeliv handler om at leve et kunstnerisk og kreativt liv. En drøm om at være kreativt og leve kreativt. At være en kreativ og kunstnerisk person, der ser på verden og alt, hvad der er i den med dette blik. At se verden gennem et kamera. At se verden gennem skriften. At se verden gennem filteret at være en kreativ og kunstnerisk person, der bevæger sig rundt i verden.

Egentlig kan man sige, at jeg allerede lever mit drømmeliv, men at jeg blot ikke har taget det helt i besiddelse endnu. Indtil nu har jeg kun taget det til mig i små mundfulde. En gang imellem. Med lange pauser imellem. Det er et drømmebillede eller et drømmeliv, som jeg egentlig kun har givet mig selv lov til at snuse lidt til. En gang imellem. Med lange pauser imellem, hvor jeg har stået på afstand i min lille verden og drømt om den meget større verden, der kalder på mig, og som har været til rådighed meget længe.

Lige nu er verden derude lukket ned, og disse muligheder er ikke åbne for tiden. Fra min lille, trygge verden i mit hus ved havet, ved skrivebordet med udsigt til mosen, kan jeg så se ind i den drømmeverden, som jeg kun har smagt lidt på, men som stadig kalder på mig. Og jeg kan se, at jeg ikke drømmer om et helt andet liv, men jeg drømmer om det liv, som er mit, og som faktisk har været mit og til rådighed i årevis.

Det er mit eget liv, jeg drømmer om at tage helt i besiddelse og gøre til et levet liv i praksis.

Hvad er det så, der har afholdt mig fra at folde det liv helt ud, som jeg er givet?

Jeg har været uendelig lang tid om at erkende, at det faktisk er det liv, jeg er givet.

Jeg har været uendelig lang tid om at indse, at jeg har lov til at leve mit drømmeliv.

Jeg har været uendelig lang tid om at indse og erkende, at jeg kan alt det, jeg vil og ønsker, og at det allerede er til rådighed og venter på, at jeg skal ankomme og tage det i besiddelse.

Jeg er for længst ankommet til min destination, jeg er blot blevet ved med at gentage togturen dertil, fordi jeg ikke selv troede på, at jeg var nået frem, og at jeg havde alt det med, som jeg har brug for på dette sted. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at der manglede noget, og at jeg derfor ikke var nået frem endnu.

I denne coronatid kan jeg så sidde her ved skrivebordet med den lille computer og se ind i den destination, som coronavirussen lige nu har trukket en plexiglasrude ned foran, så jeg kun kan se ind i det drømmeliv, men ikke bevæge mig derind og være derinde. Og her på denne side af plexiglasset erkender jeg, at jeg for længst har fået mit drømmeliv, men jeg har bare været tung i opfattelsen og givet mig selv betonklodser på fødderne, så det ikke var muligt at tage det drømmeliv til mig, som jeg troede, at jeg hverken havde lov til eller havde fortjent.

Jeg forestiller mig, at det minder lidt om oplevelsen af først at erkende, at man elsker den mand, man var sammen med efter, at han er gået videre med en anden. Som om erkendelsen kom alt for sent.

Men min erkendelse er ikke kommet for sent, for selvom det meste af verden er lukket ned for tiden, så er der stadig mange muligheder for kreativ udfoldelse både hjemme og ude. Jeg kan faktisk både tage på inspirationsture og skrivedates, de skal blot foregå udenfor med afstand til andre. Jeg kan tage kamera, notesbog, pen og kaffe med i en rygsæk og tage på tur rundt omkring på øen. Der er jo ikke udstedt opholdsforbud nogen steder her på øen.

Naturen er åben. Strandene, bakkerne, skovene og havnene er åbne. Der er masser af steder at tage min indre kunstner med på tur. De er i gåafstand, i cykelafstand og kan nås i bil i mine biluger. Så mit drømmeliv er også tilgængeligt lige nu, det er blot ikke alle rammer og steder, der er åbne for tiden.

Altså jeg er ankommet til destinationen for mit drømmeliv, det handler blot om at erkende, at togrejsen for længst er forbi. Det er tid at stå af toget, der holder ved perronen og venter på mig. Det er tid til at gå ind gennem stationsbygningen og videre ud i mit liv. Det er lige her og nu. Det venter kun på mig. Og det er kun mig, der kan bringe liv ind i det drømmebillede ved at sætte det i gang, som når man trykker på play, og en film går i gang. Det skal leves i praksis. Der skal handling til. Der skal være overensstemmelse mellem tanke, ord og handling. Og nu mangler der handling, mere handling end små, sparsomme mundfulde.

Og mens jeg sidder og skriver dette, mærker jeg noget i mig, som vil prøve at holde mig tilbage, og som fortæller mig, at jeg sagtens kan vente og tage en tur til med toget frem og tilbage. Jeg behøver ikke gøre det, som jeg drømmer om. Jeg kan blive siddende på min stol og skrive om det og drømme om det uden nogen sinde at gøre det til levet liv.

Hvad er der at være bange for? Hvorfor er udfoldelse af et kreativt liv fuldt af sjove og interessante oplevelser skræmmende? Hvorfor er et kreativt og lykkeligt liv skræmmende? Hvad er det for en forskræmt stemme fra mit indre, der lige nu forsøger at holde mig tilbage fra at gå fra tanke og ord til handling? En stemme, som jeg åbenbart ubevidst har lyttet til længe.

Jeg ved, at når jeg har valgt at handle og leve mine drømme ud indimellem, så har det været en oplevelse fyldt med glæde og med følelsen af stor frihed og mening.

Der er en lille, ældgammel, rynket og indtørret gnom i mit indre, der tavst råber: ”Gør det ikke! Gør det ikke! Bliv hellere hjemme i sikkerhed, hvor intet kan nå dig! Tag en tur mere og drøm videre. Så længe du drømmer, er du i sikkerhed.”

Det er frygtens gnom, der står og vogter porten til lykkens og frihedens strålende verden på den anden side af en fæstnings voldgrav og jernbeslåede port.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.