Tanker på en grå og våd sommerdag

Regnen trommer stille på taget af carporten, hvori campingvognen Butte holder parkeret, så den er ude af naboernes synsfelt. Jeg sidder her i hjørnet af bænken med den lille sølvfarvede computer hvilende på min art journal, der ligger på mine ben.

Det er en grå og overskyet dag med regnbyger, der kommer og går. Det er midt i juli og højsommer, men det mærkes ikke på vejret, der er ustabilt som var det april eller november.

Der er masser af mennesker i skoven i denne ferietid, men vejret holder dem indendørs, derfor er her en velsignet stilhed og ro i skoven.

Min dag begyndte med den sædvanlige stille stund efterfulgt af morgensider, som jeg skrev dagen i gang med siddende inde i drivstuen, hvor der er læ og tørvejr. Vindue og dør stod åbent, så det næsten føltes som at sidde udenfor. I drivstuen sidder jeg med udsigt til bistaderne, der står inde i mellem træerne. Der er kommet en bifamilie i bistadet længst til højre og en dronning, og livet er gået i gang derinde. Bier flyver frem og tilbage og vender tilbage med gule pollenbukser på benene til at fodre larverne med. Men på en dag som i dag med kølighed og regn i luften, så holder de sig mest inde i stadet.

Jeg har det ligesom bierne. Jeg holder mig også mest indendørs i denne fugtige kølighed, der giver et dunkelt, dæmpet lys og kalder på hulestemning.

I formiddag cyklede jeg til købmanden for at hente en pakke med materialer til at bage glutenfri. Og da jeg kom tilbage, gik jeg i gang med at lave dej til glutenfri håndværkere, som nu kommet ud af ovnen og køler af i køkkenet.

Vennen i skoven er underdrejet fysisk og har været det i flere uger. Han har lungebetændelse og noget andet, som lægerne ikke kan udrede, selvom han er blevet undersøgt på kryds og tværs. Alligevel forsøger han at klare sit arbejde indimellem de mange daglige hvile- og soveperioder. Og når han arbejder i stuen, trækker jeg mig tilbage til Butte for at give os begge arbejdsro.

Jeg er gået i gang med at genlæse Julia Camerons bog ”The Sound of Paper”, en bog med inspiration til at skrive og komme i gang med en kreativ proces. Jeg vender jævnligt tilbage til Julia Camerons bøger, som jeg har en stribe af i reolen. At læse hendes essays om at skrive og leve et kreativt liv er som at følges med en skriveveninde, som deler sine tanker, oplevelser, udfordringer og glæder ved at skrive med mig, mens vi skriver os igennem livet.

Dette år og denne sommer har vist sig at være noget anderledes end forventet ved årets begyndelse. 2020 åbnede sig for mig i en følelse af glædesfyldt forventning og tillid til det, som ventede forude. Cononapandemien har ikke haft den store betydning eller indflydelse i mit liv. Jeg lever jo i forvejen stille og tilbagetrukket det meste af tiden, det er kun, når jeg bevæger mig ud i verden blandt andre mennesker, jeg mærker noget til det via håndsprit og holden afstand.

Fysisk har jeg været mere eller mindre underdrejet meget af tiden, men nu synes det at være vendt, og det føles som om energien og styrken i kroppen er ved at vende tilbage. Som et skib, der ligger underdrejet for blæst og bølger, har jeg ventet på at komme tilbage til mere liv igen, og nu synes det, som om blæsten er løjet af, og bølgerne har lagt sig, så skibet igen kan sejle frit og sikkert afsted.

Ligesom for så mange andre mennesker har 2020 for mig indtil nu været et år, der har givet tid, rum og trang til eftertanke. Tid til at se på mig selv og mit liv. Se det efter i sømmene for at se, om det er, som jeg ønsker det. Se efter om der er overensstemmelse mellem, hvad jeg tænker, siger og skriver, at jeg vil, og det jeg gør, for at finde ud af, om og hvad der skal justeres for at komme i overensstemmelse og harmoni.

Som altid peger pilen på min kreative praksis og på, hvad der trænger til at blive justeret her. Som altid peger pilen på, at jeg har de optimale rammer for mit ønskede liv, så hvis jeg oplever, at der mangler noget, så er det noget, som jeg skal gøre for at få det foldet ud.

Nogen gange er det godt at stoppe op og se sig selv og sit liv i øjnene og justere det, som trænger. Nogen gange viser det sig, at det jeg drømte om en gang og anså for at ville have stor betydning for min glæde og væren i livet, at det ikke længere har denne betydning. Nogen gange er jeg gået efter noget, og når jeg er nået frem til at have det, så har det vist sig ikke længere at være det, som har betydning for min måde at være i livet på.

Vore drømme rummer ofte forestillinger, som vi har samlet op i kulturen, samfundet, den kollektive forståelse af, hvad vi er, og hvordan vi bliver mest lykkelige og veltilpasse i livet. Og ofte viser det sig, at de forestillinger netop er forestillinger, som viser sig ikke at holde stik, når det kommer til stykket.

Hvor ofte oplever vi ikke som menneske, at når vi når et eftertragtet mål, så giver det kun kortvarig glæde og tilfredshed, hvorefter vi finder et nyt mål at tragte efter i håbet om at finde det, som vi dybest i os længes efter. Denne dybe og ofte udefinerlige længsel, som vi søger efter at få stillet på et utal af måder, uden at det virkelig lykkes.

Jeg ved, hvor min dybe længsel bliver mødt, alligevel glemmer jeg det indimellem og vælger at prioritere anderledes ud fra en eller andet forestilling, som ofte rummer et bør eller burde. Jeg burde også. Jeg bør også. Men der kommer efterhånden hurtig og umidelbar afregning i form af indre uro og utilfredshed, når jeg har valgt forkert og ført mig selv på afveje. Blindgyder og afveje bliver mere og mere utålelige at komme ud i. Og heldigvis for det, det hjælper mig til at vågne op og komme på rette vej igen.

Det er tirsdag, jeg har nu været her i skoven i en uge, og jeg er allerede begyndt at længes efter at komme hjem til huset ved havet og mine lyse arbejdsrum under taget. Jeg længes ikke efter at komme til Samsø, som lige nu er myldrende fyldt med mennesker alle vegne, men jeg længes efter roen, stilheden og fordybelsen der, når der igen bliver tid og rum til det.

Egentlig er højsæsonen den tid på året, hvor jeg befinder mig dårligst på øen. Når turisterne indtager øen og mangedobler indbyggertallet, så har jeg bare lyst til at trække mig tilbage og vente på, at det går over igen. Jeg er naturligvis helt klar over, at vi har brug for turisterne for at få økonomien på øen til at hænge sammen hele året rundt. Og jeg forstår så godt, at de kommer og nyder at være på øen, men det føles som om, det er turisternes Samsø i højsæsonen, mens mit Samsø er skubbet til side og venter på, at der igen bliver plads til ro, stilhed og væren. Faktisk er det på en måde slet ikke Samsø, turisterne oplever, altså ud over rammerne i form af natur og landsbyer, som er det samme. Det Samsø vi fastboende kender, det opdager turisterne ikke, for de er selv med til at fjerne det.

I højsæsonen er der fuld aktivitet alle vegne for at skabe oplevelser af forskellig art for turisterne. I højsæsonen vågner turisternes Samsø op af sin vintersøvn og byder sig til på alle mulige måder for klingende mønt, for så at pakke sammen og falde i søvn igen, når turisterne er taget hjem til deres hverdag efter sæsonen.

Regnen trommer blødt på taget. Jeg har trukket mig tilbage til Butte for at give mig selv rum til eftertanke og indadvendthed. Nu vil jeg snart gå over i køkkenet i hovedhuset og lave kaffe til en af de nybagte glutenfri håndværkere og nyde, at jeg kan sidde lunt og tørt indendørs, mens regnen siler ned over skoven.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Hverdagsliv, Samsø, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.