Hvad ville der ske, hvis …

En tanke dukker af og til op i min bevidsthed: Jeg ville ønske, at jeg kunne tage ud i et sommerhus helt alene.

Denne tanke, denne drøm gik jeg med i mange år i det, der en gang var mit liv med familie, arbejde, firlænget gård, selvforsyning og stor økologisk køkkenhave. En drøm om at kunne tage af sted helt alene ud til et sommerhus ved havet og have mit skrive- og malegrej med og intet andet.

Denne tanke dukker en gang imellem op i mit sind, også nu hvor jeg jo faktisk bor i et hus ved havet og har et helt andet liv med al min tid til rådighed til at skrive i og være kreativ i.

Hvad er det, der er i den drøm, som ikke er i det liv, jeg allerede lever?

Drømmen handler om at tage ud til et sommerhus ved havet helt alene et sted, hvor ingen kender mig, og hvor jeg ingen kender. Altså en drøm om et rum helt frit for bånd, forpligtelser, forventninger, krav, tilknytninger, dagligdag og egne og andres billeder af mig, og hvad jeg skal eller måske foretager mig.

Det er en drøm om frihed! Helt ubunden frihed. Fri af ting, mennesker, relationer, forestillinger, forpligtelser. Fri til fordybelse og fortabelse heri. Fri til selvforglemmelse.

”Kvinden ved søen” er igen begyndt at banke på i min bevidsthed. Figuren og billedet jeg mødte på min skriverejse i Norge sidste sommer. En figur, et sted og et billede, der kalder på mig for at tage imod den fortælling, det er døren ind til.

Den anden nat, hvor jeg lå vågen, dukkede dette kald op i mit sind. Og en tanke fulgte, at jeg måske kunne bruge billedet som en form at skrive mig ind igennem.

I dag hvor jeg længes hjem til huset ved havet uden reelt at have lyst til at tage hjem, dukker tanken op igen: Jeg ville ønske, at jeg kunne tage helt alene ud i et sommerhus ved havet og være der så længe, jeg havde lyst til det og bare være i mit eget selskab, indadvendt, fordybet og skrivende.

I mange år har jeg været fascineret af en lille roman af Göran Tunström ”En prosaist i New York”, der handler om en forfatter, der til New York med én sætning i kufferten. Dette at tage et helt andet sted hen, hvor ingen kender en og have en sætning med for at bruge den som åbning til at skrive.

Og nu flyder disse ting sammen til én tanke. Hvad ville der ske, hvis jeg tog ud i et sommerhus ved havet helt alene og kun havde et billede af kvinden ved søen med og min computer?

Hvad ville der ske, hvis jeg gav mig selv friheden til at skubbe alting til side og lade billedet af kvinden ved søen tale til mig? Hvad ville der ske, hvis jeg gav mig selv friheden til fordybelse, tid og ro til at gå ind i billedet og lade det blive levende i min bevidsthed?

Men tanken om friheden mangler det aspekt, der handler om handling. At handlingen afhænger af mig. Ville jeg gøre det, hvis jeg havde friheden til at gøre det? Er det frihed eller villighed, der mangler? Er det alt det, der er omkring mig, eller er det min tilgang til alt det, der er omkring mig, det handler om?

Altså handler det ikke kun om frihed, det handler også om villighed og tilladelse. Min egen tilladelse til mig selv. Og min egen villighed til fokuseret og prioriteret og koncentreret arbejde. Til total fordybelse og fortabelse i den fortælling, der kalder på mig i billedet af kvinden ved søen. Har jeg den villighed, der skal til?

Romanen ”Prosaisten i New York” handler om identitet.

Drømmen om at tage ud til et sommerhus ved havet helt alene med min computer er en drøm om identitet. Det er en drøm om, hvad jeg gerne vil være! Jeg vil gerne være en, der skriver fordybet og fokuseret og lyttende til den fortælling, der kalder på at blive skrevet igennem mig.

Er det min sande identitet, der kalder på mig?

Er det min sande identitet, der kalder på min villighed til at dedikere mig helt og fuldstændigt?

Er det min stille stemme fra min sande identitet, der kalder på mig og peger på nødvendigheden af min fuldstændige villighed til at handle og gøre det, som kalder på mig og i mig?

Når jeg tror, det handler om frihed, er det så den indre modstand, der taler?

Når jeg ser, det handler om villighed, så er det døren bag modstanden, der taler og viser mig vejen til friheden, som allerede er tilstede.

Tanken om at tage af sted kun med dette billede og computeren rummer en vældig tiltrækningskraft i mig. En vældig styrke rummer tanken. En tanke eller en vished om, at den styrke er jeg i besiddelse af, hvis jeg blot er villig til at acceptere den og betingelserne for at have den. Betingelserne er at trække troen på modstanden, svagheden, uvilligheden, og hvad modvilligheden ellers kan kaldes, tilbage! Og stå ren uden forsvarsværker og skjolde at skjule mig bag.

Friheden har jeg. Den er jeg givet. Rammerne har jeg, dem er jeg givet. Inspirationen har jeg, den er jeg givet. Det eneste der mangler, er at jeg skal komme tilstede, sætte mig ned og begynde at skrive. At jeg skal være villig til at prioritere dette skrivearbejde højt som i meget højt og ikke lade alt mulig andet komme foran og i vejen. Og så bare gå i gang.

Ved at skrive dette er der noget i mig, der oplever, at jeg giver mine forsvar og våben fra mig. Og det er jo netop det, som er nødvendigt. At lægge alle våben fra mig. Jeg behøver dem ikke, for med dem tager jeg faktisk friheden fra mig selv og begrænser mig. Med dem befinder jeg mig i en fæstning inde bag voldgrave, mure og jernbeslåede porte.

Er jeg villig til at slippe alt det, som jeg har begrænset mig selv med og komme ud i den frihed, der kalder på mig?

Friheden under åben himmel.

Friheden hvor bjergene og himlen spejler sig i en blikstille sø.

Friheden til at vende mig helt ind i den indre verdens stilhed.

***

Jeg drømmer om at tage på skriveretreat.

Jeg drømmer om at være på skriveretreat, bare kvinden ved søen, computeren og mig.

Jeg ser, at drømmen om at tage alene ud til et sommerhus ved havet for at skrive, viser det samme som billedet af kvinden ved søen symboliserer. Det er ét og det samme billede i to former.

Det ene billede er et sommerhus i klitterne ved Vesterhavet. Det andet er en hytte ved en stor sø i ødemarken i Norge. Men det repræsenterer drømmen om fordybelse, indadvendthed og frihed. Det repræsenterer drømmen om at skrælle verden helt af, slippe den og gå indad, skrive mig ind i det billede og ind i den verden, der venter på mig der. Det er en længsel efter at være den, jeg har potentialet til at være, eller som jeg dybest set er. Det er en længsel efter liv og udfoldelse af liv, efter væren, autenticitet og sand virkelighed, som ikke har med den fysiske verden at gøre.

Jeg har friheden, men har jeg også muligheden for at realisere denne drøm? Jeg kan ikke se den, men jeg kunne heller ikke se, at det var en mulighed at komme til at bo ved havet og have al min tid til rådighed til at skrive og lave kunst. Alligevel førte livet mig dertil.  Bliver denne drøm, denne tanke ved med at dukke op i min bevidsthed for at pege på, at der venter en mulighed forude? Jeg ved det ikke. Men det er tydeligt at tanken vil mig noget, og lige nu er den meget intens og insisterende. Den føles næsten som et fysisk billede, som jeg kan træde ind i og forsvinde i for at komme til en helt anden verden. En verden af meningsfuldhed, autenticitet og væren. Sand væren.

 

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Inspiration og praksis, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.