Søndag i skoven

Tilda og jeg går morgentur gennem skoven. Vi går den runde, som vi altid går om morgenen, og hver gang Tilda får lov til at bestemme retningen.

Vi drejer ind ad den blinde skovvej, der fører os tilbage til huset via en lille smal sti langs en afvandingskanal over til vejen på bagsiden af grunden.

Vi har gået denne vej massevis af gange på alle tidspunkter af dagen og gennem alle årstider, men i dag hører vi for første gang smuk klavermusik, da vi bevæger os ind ad denne vej. Jeg tænker, at nogen har sat klassisk musik på for at nyde denne stille søndag morgen med musik. Men da vi bevæger os i retning mod lyden, skifter det til klaverskalaer med stumper af klassisk musik indimellem. Og det går op for mig, at en eller anden øver sig på et klaver i et af sommerhusene. Da vi kommer hen til grunden, hvorfra lydene strømmer ud, ser jeg en mand med bar overkrop sidde og spille på et klaver i et lille hus med masser af vinduer, hvor lyset strømmer ind. Han vender sig og ser os passere, mens han spiller videre på klaveret.

Jeg har ofte set dette lille hus med de store vinduer og ofte tænkte, at det rum ville være perfekt som et atelier uden at vide, at det var et musikrum.

Disse morgenture byder indimellem på sådanne særlige små oplevelser. En anden morgen, da vi gik ad den samme rute, hørte jeg en ravn i luften over mig. Da jeg så op, så jeg fire ravne svæve i en cirkel på de opadgående luftstrømme over træerne. En ravnefamilie måske?

Efter denne dags morgentur satte jeg mig ved havebordet på terrassen med pen og notesbog og the i kruset for at skrive mine morgensider. Og mens jeg sad og skrev, fløj to ravne hen over grunden, og jeg nød denne morgenhilsen. Ravnen ”snakker” i luften og gør på den måde opmærksom på sin tilstedeværelse i luften, og jeg takker altid og taknemmeligt for dens hilsen, som jeg også har oplevet på turene med vennen i skoven rundt i Europa både mod syd og nord med hus på taget af Lupoen. Uanset hvor vi har slået os ned i naturen, har ravnen også været der. Mellem vinmarker i Alsace, i de Bøhmiske bjerge, i Alperne og mellem de norske fjelde. Alle steder har jeg været taknemmelig over at opleve ravnen hilse fra luftrummet over mig. Den minder mig altid om at lytte til den indre visdom.

Det er en meget stille søndag i skoven. Uanset hele Nordsjælland og dermed også skoven her er fyldt med ferierende mennesker i sommerhusene, så er her vidunderligt stille og fredfyldt denne søndag formiddag.

Det er en søndag helt uden planer udover bare at være og nyde at være på denne plet mellem træerne.

Jeg sidder på bænken i Butte og skriver og nyder at have dette frirum til indadvendthed og fordybelse, som jeg kan trække mig tilbage til. Døren og vinduet er åbent, og lydene fra skoven kommer ind til mig. Fuglene er blevet stille efter en aktiv sommer med lyse nætter. Rådyrerne ser vi kun sjældent. De har det vanskeligt i denne tid, hvor der er mennesker alle vegne, så de gemmer sig og kommer nok mest rundt om natten, hvor der er mere plads og sikkerhed at bevæge sig rundt i.

Må også din dag være fredfyldt og med let gang på jorden.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Natur, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.