Jeg sidder i sofaen med dagens første kop kaffe. Tilda og jeg har været ude på en morgentur, der var varm, men snart bliver det endnu varmere og ikke muligt at gå tur. Hun ligger på gulvet ved mine fødder og er splattet helt ud.
Klokken er 10.15, det er mandag, og jeg er lykkelig!
Jeg er simpelthen bare så glad og lykkelig for at være lige præcist her, hvor jeg er, og med udsigt til at skulle være her så langt øjet og tanken rækker.
Jeg har indtaget pladsen her i sofaen, fordi her er rimelig køligt og fint lys til at skrive på computeren. Skriverummet ovenpå er for længst blevet for varmt at opholde mig i, og det vil det være hele dagen.
Sådan er tidernes skiften i huset ved havet. Om sommeren bliver overetagen solvarm, mens underetagen er dejlig kølig. Om vinteren er det omvendt, da varmer fjernvarmen underetagen op, mens overetagen er kølig og opvarmet af en varmepumpe.
En hedebølge har indfundet sig efter en kølig juni og juli denne sommer. Hedebølger og jeg er ikke de bedste venner, så i modsætning til alle turisterne, der nyder solen og varmen på stranden, ser jeg frem til, at solen skruer lidt ned for temperaturen igen.
Jeg sidder her i sofaen og ser mig omkring i min lyse, rare stue, hvor lyset kommer ind gennem vinduerne fra begge sider. Egentlig vender huset lidt usædvanligt med gavlene nord – syd, og altså ikke med længden af huset mod syd. Jeg ved ikke, om der har været en særlig tanke med netop den placering i 1863, hvor huset blev bygget. Et tilsvarende hus her på vejen, som ser ud til at være bygget i samme periode, vender på samme måde.
Snart vil jeg rykke ud i haven med pen og notesbog og åbne for en tekst med skrivenøglen: Hvad skal vi skrive i dag? Det gør jeg hver dag i denne retreat, og det er altid spændende, hvilken tekst og hvilket indhold, som nøglen åbner for. Indtil nu har teksterne kun været for mine egne øjne.
Der er stille på Mosevej denne mandag formiddag. Ikke en lyd høres fra nogen af mine naboer.
Skrivenøgle: Hvad skal vi skrive i dag?
Uddrag af dagens tekst:
(…)
Her, hvor du er lige nu, synes et slør at blive trukket fra dit indre blik. Du ser, at du ikke har været kærlig mod dig selv og ikke har respekteret dig selv.
Den kærlighed, anerkendelse og respekt, du har manglet og længtes efter, det er den du har manglet at give dig selv og værdsætte i dig selv.
Du har afholdt dig fra at give det til dig selv og anerkende og erkende, at du allerede havde det – i dig selv. Derfor har kærlighed, anerkendelse og værdsættelse tilsyneladende været fraværende i dit liv – omkring dig og i dig.
Når du ikke elsker og respekterer dig selv, kan du heller ikke elske og respektere andre eller modtage kærlighed og respekt fra andre.
Dine relationer har været ulige. De har ikke bestået af to lige-værdige personer.
Ulighed – manglende lige-værdighed er mangel på kærlighed mellem to.
Kærlighed er lige-værdig, fordi kærlighed er, hvad du og den anden er. Derfor kan der ikke være forskelle, og der kan ikke mangle værdi eller værdighed.
Når den ene eller begge tror sig bedre eller ringere end den anden, mangler der kærlighed. For kærligheden søger og ser altid sig selv – ser altid fra kærlighed til kærlighed. Heri er lige-værdighed. Heri er vished om allerede at være elsket, anerkendt og værdsat. Kærlighed er uden mangel. Kærlighed er alt og ser derfor kun, at der er alt. Der kan ikke være mangel i kærlighed, for kærlighed ér og er fuldkommen.
(…)
Det er blevet eftermiddag, og jeg hviler i vished og glæde over disse dage tilbagetrukket fra verden med tid og rum til at være indadvendt, til eftertanke og til at skrive. Jeg hviler i indre fred hvor hver en tvivl og alle spørgsmål er stilnet.
Ilse Aranti - For enden af regnbuen... 