Med fortiden bag mig

Som jeg har fortalt en del om i den senere tid, så er en dør til fortiden bag mig lukket, og der er ingen vej tilbage.

Processen med at give slip på fortiden på det indre plan foregår både på det bevidste plan og udenfor dagsbevidstheden. Jeg oplever, at der arbejdes om natten, mens jeg sover, og det eneste jeg husker om morgenen er, hvem fra min fortiden der var fokus på. Indholdet har jeg åbenbart ikke brug for at have med ind i dagsbevidstheden.

Efter at have ryddet op i fortiden på det ydre og indre plan i nogen tid mærker jeg en befrielse, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg ser og mærker nu, at hændelserne, oplevelserne, konflikterne, smerten, tvivlen, håbet og alt det, som ikke var kærlighed, alt dette har ingen virkelige virkninger haft. Når jeg giver slip på fortiden og alt, hvad jeg oplevede der, så befries jeg også for de virkninger, jeg oplevede, de havde.

Alt det i fortiden, som ikke var kærlighed, har ikke såret mig, har ikke skadet mig, har ikke virkeligt påvirket mig eller ændret mig. Det jeg er, er stadig det samme. Og uden fortidens skygger kender jeg mig selv mere og mere og mærker den indre stabilitet og styrke, jeg indeholder.

Fortiden har ikke formet og gjort mig til den, jeg er i dag. Den, jeg er, når fortiden skrælles væk, og dens skygger ophæves, er den jeg er og hele tiden har været.

Psykologiens forestillinger om, at vi er et produkt af vores fortid, er for mig at se udtryk en manglende forståelse af, at det er et kollektivt ubevidst ønske om og en måde at beholde fortiden på. Det er en måde at holde fast i fortidens oplevelser og bringe dem med ind i nuet og videre med ind i fremtiden. For mig at se mangler der det helt afgørende element i denne tilgang, nemlig at vi er noget, som er uforanderligt og upåvirkeligt af det, som synes at foregå uden for os. Nogen kalder det kernen. Nogen kalder det sjælen. Nogen kalder det Selvet.

Jeg er i gang med at lære dette inden i mig selv at kende. Dette Selv, som er i mit indre. Dette Selv, der har været gemt bag et slør af forestillinger om mig selv, om andre og om verden. Nu hvor fortidens slør hæves, kommer dette Selv frem. Det har været der hele tiden, men når jeg har fokuseret på andre billeder, mine egne billeder, så har de billeder ligget som en barriere i mit sind for virkeligt at kende mig selv.

Så længe jeg hellere vil tro på det, jeg synes at opleve derude, og så længe jeg har min opmærksomhed rettet derimod og fyldt med det, så kan jeg ikke mærke det, som er derinde, det som jeg ubevidst har valgt ikke at være og ikke at tro på, at jeg er. Men når det derude og fortiden, som er bundet dertil ophæves, så træder det frem, som hele tiden har været der i mit indre. Det Selv, der er uforanderligt, uforgængeligt, kærligt, mildt, stærkt og givet. Det Selv, som vi alle deler og er ét i.

Solen skinner over min dag og over mit liv. Jeg hviler i en tilstand af fred og vished.

Må den indre og ydre sol også skinne over dig.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.