Livets veje, omveje og genveje – en tekst

I min verden forekommer der ingen tilfældigheder.

I min verden møder vi de mennesker, vi skal møde, når vi er parate til det.

I min verden er der et formål med alle møder også dem, hvor jeg passerer en fremmed på gaden, vi fanger hinandens øjne og mødes i et blik og et smil.

Min opfattelse af livet er, at manuskriptet til livet allerede er skrevet, så muligheder og lektioner er tilgængelige på netop den måde, som tjener os bedst. Undervejs i livet bliver vi stillet over for en række valg og situationer, og hvis vi vælger i modsætning til det, som vi dybest set ønsker men måske er ubevidste om, så dukker det samme valg op igen, måske i en lidt anden situation eller form. Og dermed får vi endnu en chance for at lære den lektion, som situationen rummer, og vælge anderledes denne gang. En sådan afgørende lektion bliver præsenteret igen og igen, indtil vi har lært den og forstået, hvad det er, den skal fortælle os.

Som jeg opfatter og forstår livet, så er jeg ikke alene på den vej, jeg går igennem livet, heller ikke når jeg føler mig alene. Jeg har min indre vise stemme og vejleder med mig. De valg, jeg træffer undervejs, afhænger af, om jeg træffer mine egne valg, fordi jeg tror, jeg ved bedst, eller om jeg lader mig lede af den, der har det nødvendige overblik til at vide, hvilken vej der er den bedste for mig, for alle andre involverede og for helheden.

Som jeg har skrevet om før, så bad jeg en dyb bøn en sommerdag i august 1999. Jeg sad ude i solen i min have, da denne bøn dukkede op fra min dybeste indre kerne: ”Før mig til vejen brolagt med glæde!”

Jeg mærkede bønnen, forstod ordløst hvad den betød, jeg mærkede, at den var blevet hørt, og at det ville ske! Der var en fuldstændig vished heri uden den mindste antydning af tvivl.  Jeg var samtidigt klar over, at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske, eller hvor meget der skulle vælte for at nå frem dertil. Men jeg vidste, at det ville ske.

I tilbageblikket ved jeg, at med den bøn sagde jeg et uforbeholdent JA til den proces, der ventede forude, og til det, som jeg er kommet for i dette liv på jorden.

Som det vil være læsere bekendt, så begyndte forandringsprocessen af mit liv 3 uger efter bønnen, og den fortsatte i mange år. Alt det, som jeg kendte som mit liv den augustdag i haven, blev brudt ned gennem de næste 6 år. Mit arbejde, min funktionsevne, min selvforsørgelse, min bolig og til sidst mit ægteskab.

Som jeg også har fortalt om før, så var det eneste, jeg fik lov til at beholde undervejs, min kreativitet, min evne til at sætte ord på og skrive og at forme i billeder, farver og former. Min kreativitet og mine mange udtryksformer, som endda udvidede sig undervejs i processen, var de vigtigste redskaber til at være i og at forstå den proces, jeg gennemlevede. Her fandt jeg trøst, glæde, indsigter og erkendelser – og mening.

4 år inde i processen landede min daværende mand og jeg på Samsø, som vi flyttede til, fordi jeg havde brug for at bo et stille og roligt sted med den hjerneskade efter nogle hjernerystelser, som jeg havde fået som en del af processen med at nedbryde mit gamle liv.

Det var fantastisk og en kæmpe opmuntring at lande her i huset i nærheden af havet og at vide, at nu var jeg landet på det drømmested, som jeg havde båret som en vision i mig i mange år. Hvad jeg ikke vidste var, at noget af den sværeste del af min nedbrydningsproces ventede forude, nemlig nedbrydningen af mit ægteskab, der havde været mit fundament i verden i 3 årtier.

Da den proces for alvor var i gang, havde jeg meget brug for støtte i at finde meningen med det hele, selvom jeg var bevidst om, at det stadig handlede om, at jeg blev ført til vejen brolagt med glæde. Derfor valgte jeg at få lagt et horoskop for det kommende år 2004/2005, og jeg bad astrologen om at gå tilbage og kigge på den 6. oktober 2000, hvor jeg havde fået den første af to hjernerystelser, der havde sat mig helt ud af funktion. Hun meldte tilbage, at det var tydeligt, at jeg skulle have en ordentlig en på hovedet for at stoppe mig og for at sætte en proces i gang, som jeg ikke skulle kunne sige nej til. Og at i den proces ville jeg kunne nå at lære lige så meget som på 5-6 hele liv.

Da jeg fik den besked, indså jeg, at jeg med bønnen om at blive ført til vejen brolagt med glæde, havde sagt JA til den proces, og at det, der skete, var nødvendige hændelser og forandringer for at nå dertil.

Horoskopet viste også, at nærmest på datoen for min flytning til Samsø den 2. oktober 2003, da skiftede mit horoskop fra at have haft fokus på familie, kærlighed og parforhold til at have fokus på kommunikation, kreativitet, undervisning og formidling. Hvilket jo netop har været mit hovedfokus i mit liv her på Samsø og stadigt er.

I 2005 gik min daværende mand og jeg hver til sit, han flyttede, og huset ved havet blev mit sted i verden. Da ægteskabet for alvor faldt fra hinanden, begyndte jeg at få vejledning om, hvad der ventede forude. Min indre, vise stemme fortalte mig, at jeg altid ville have det, som jeg havde brug for, når jeg blev alene, og at folk ville komme og tilbyde mig deres hjælp. Sådan har det været lige siden. Og jeg fik at vide, at der ventede et forhold længere fremme, et forhold der ville være helt anderledes end noget, jeg havde prøvet før.

På en gåtur gennem skoven på vej ud til havet gik jeg en dag og tænkte på det, der ventede længere fremme. Og jeg tænkte: Hvordan skal jeg kunne finde ud af at være i et forhold, som er helt anderledes end noget, jeg har prøvet før? Straks kom et svar i mit indre: ”Det skal I lære sammen!” Og derefter kom to sommerfugle flyvende ind foran mig. De fløj legende i cirkler omkring hinanden foran mig i solen, hvorefter de fløj hver sin vej, inden de vendte tilbage og legede i cirkler foran mig og fløj væk fra hinanden igen flere gange frem og tilbage. Og jeg forstod, at sådan ville forholdet være uden dog helt at vide, hvad det ville sige.

I 2007 dukkede vennen i skoven op i min verden, og det skulle vise sig, at forholdet mellem os blev som sommerfuglene havde vist. Perioder af samvær, nærhed, cirklen omkring hinanden og perioder hver for sig. Perioder med begyndelser og afslutninger. Frem og tilbage igen og igen.

Vennen i skoven skulle vise sig at være den optimale partner i den proces, som jeg var i gang med, med masser af ting at lære, aflære, give slip på, erkende og at få ophævet.

Sommeren 2008 dumpede en pakke ned i min postkasse. Det viste sig, at den indeholdt nogle bøger, jeg ikke havde bestilt, men som var sendt til mig ved en ”fejltagelse” i stedet for den bog, jeg havde bestilt. Det viste sig, at pakken indeholdt en bog, som jeg havde brug for. Det var nemlig en bog, der handlede om ”Et kursus i mirakler”, som viste sig at være den spirituelle vej, som jeg havde søgt efter i mange år.

Når nu jeg ikke selv kunne finde ud af det, så blev bogen og budskabet leveret til mig som en fejllevering direkte i min postkasse. Sådan værsgo, denne bog er til dig! Og da det gik op for mig, vidste jeg helt uden tvivl, at jeg skulle arbejde med ”Et kursus i mirakler” resten af mit liv. Det er min vej, og det er midlet og redskaberne, jeg er givet for at nå det mål, som jeg også er givet.

Jeg er fuldkommen bevidst om, at jeg bliver ført gennem mit liv. Også der, hvor jeg tager nogle beslutninger om forandringer i mit liv, som senere bliver ændret igen. Det kunne se ud som en omvej, men det kan vise sig at være en genvej i stedet for.

2020 blev et år med nedbrydninger, forandringer og afslutninger. Det blev også et år, hvor vennen i skoven og jeg sagde farvel til hinanden. Og jeg tænkte, at denne gang var det endeligt. Selvom jeg samtidigt vidste, at det jo ikke er til at vide, hvad fremtiden vil bringe.

Som jeg skrev om for nogen tid siden, er jeg nu kommet igennem 20 års indre og ydre forandringer af mit liv, af mit tankesæt og forståelsen af mig selv, livet og verden. Jeg er nået igennem og frem til en ny begyndelse, hvor det meget passende viste sig, at overskriften over mit 2021 er ”Glædens År”.

Det betyder, at jeg nu befinder mig et andet ”sted” med et andet tankemæssigt og forståelsesmæssigt udgangspunkt i mit liv.

Og så skete det helt uventede og forunderlige: Vennen i skoven og jeg blev ført sammen igen. Og det viser sig, at vi nu begge er et sted, hvor vi kan mødes i en ny og klar begyndelse, hvor vi er bevidste om, at vi vil det samme, at vi vil og kan det sammen, og at vi kan langt mere sammen end hver for sig.

Det kunne se ud som om, vi er gået i ring flere gange, at vi har gået en omvej og måske endda har været på vildveje nogle gange, men uanset hvordan det har set ud, så har der været nødvendige sten på vejen at tage op i lyset, så de kunne blive opløst og ophævet. Uanset, hvordan det kunne se ud, hvis man så den vej oppefra, som vi har gået ad sammen, så viser det sig nu, at vi er nået frem til det sted, hvor det hele tiden har været meningen, at vi skulle nå frem til.

Det er helt klart, at vi skulle mødes og følges ad i et forhold, der var helt anderledes end noget, jeg havde prøvet før, og det er helt klart, at det var noget vi skulle lære sammen. Vejen vi fulgte sammen og hver for sig var hverken tilfældig, forkert eller en misforståelse. Det var den nødvendige erkendelsesvej, der skal føre os begge til frisættelse af alle de indre barrierer og forestillinger, der har forhindret os i at kende os selv og være dem, vi virkeligt er i det indre og at kunne leve og være dem også i det ydre.

Uanset, hvor meget jeg indimellem har oplevet at gå i ring, uanset hvor meget, jeg har oplevet at arbejde med de samme problematikker igen og igen og igen fra forskellige vinkler, og uanset hvor meget jeg har oplevet at være på vildveje og gå omveje, så må jeg nu erkende, at jeg ikke kan vurdere min egen vej. Jeg bliver ledt på min vej, jeg ved ikke, hvilken vej jeg skal gå, men det ved min indre vejleder. Og jeg bliver ledt med kærlighed og visdom, også når jeg ikke lige kan se det, fordi jeg tror, at jeg ved, hvad der er bedst, og det for mig ser anderledes ud.

For måske er det sådan, at det, som jeg i min uforstand tror, er en omvej i stedet for er en genvej. Jeg kan ligeså godt give slip på at dømme og prøve at vurdere min vej, for jeg har ikke det nødvendige overblik til at kunne gøre det. Det eneste, jeg får ud af det, er at bilde mig selv noget ind. I stedet for lader jeg mig lede og føre i tillid til, at jeg så bliver ledt netop dertil, hvor jeg dybest set og sandt ønsker at komme hen, og hvor det hele tiden har været meningen, at jeg skulle nå frem til i dette liv.

Dette indlæg blev udgivet i At skrive livet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.